De sparkede til svenskers bil, for at vise hvem, der har magten – “I skal ud. I skal ikke ødelægge mit land”, tænkte jeg, da jeg så det

Arkivfoto / You Tube10

Af Gunnar Sandelin

Gunnar Sandelig har i 12 år advaret mod konsekvenserne af masse indvandringen til Sverige. Den Korte Avis har skrevet om han og hans analyser flere gange som for eksempel her

 

Sidste sommer ventede jeg på, at lyset for fodgængere blev grønt, så jeg kunne krydse gaden i mit temmelig stille bykvarterer. En kvindelig bilist var stoppet for rødt ved fodgængerfeltet og ventede på, at hun kunne køre frem. På samme tid gik tre unge mennesker over for rødt. En pige og to drenge i 20’erne til 25’erne, og fra Mellemøsten at dømme efter deres udseende. Oversat fra detgodasamhallet.com

 

Da de passerede den ventende bil, som har fået grønt lys og er klar til at køre, stopper de midt på gaden. Den unge pige går frem mod bilen og sparker på kofangeren, mens hun råber: “Stop, horeunge!”. Efter denne markering af, hvem der har “magten”, går de grinende videre.

 

Jeg har boet i næsten hele mit næsten 70 årige liv på Södermalm. Min øjeblikkelige spontane tanke var: ”I skal ud! I ødelægger mit land på samme måde, som I har ødelagt jeres eget. ”

 

Gadebilledet i området har ændret sig i de senere år. Det har især ændret sig efter at et plejehjem i området med omkring 200 pladser blev omdannet til midlertidige boliger til asylansøgere. Derefter blev en skole i nabolaget som den første i indre by omdannet til at modtage “uledsagede mindreårige”.

 

Den tidligere svenske vægtløftermester og sportsprofil, Lennart “Hoa-Hoa” Dahlgren, har fortalt om politikernes løgne i forbindelse med, at hans mor blev tvunget til at flytte ud af plejehjemmet. Interviewet er fornylig offentliggjort på på swebbtv.

 

En aften i efteråret 2017 kom jeg sent hjem. På den anden side af gaden kom en gruppe på fire unge mænd ud af halvmørket. De kunne ikke være anden end nogle af de marokkanske “gadebørn”, der i stort tal søgte tilflugt i Stockholm (ca. 200 ifølge medierne). Jeg husker, hvor bange jeg blev, da jeg så, hvor hårde, kolde og farlige, de så ud. Vi var alene på gaden, og jeg ville ikke have en chance. Det lykkedes mig dog at snige mig ind i min port, som var lige rundt om hjørnet. Det lyder måske dramatisk, men bagefter føltes det som om jeg havde reddet mit liv.

 

Jeg taler med en ven, der ved to lejligheder er blevet sparket ned af lignende bander på Södermalm. I begge tilfælde var han heldig, da han blev reddet fra flere tæsk og mishandling af retfærdige og beslutsomme mennesker, der turde gribe ind og jage gerningsmændene væk.

 

Samtidig skrev en kvindelig redaktionel forfatter i Dagens Nyheter , at disse mennesker (snarere ulve i flokke, som jeg oplevede dem) var sårbare “børn”.

 

Ganske vist er de “hårde og undvigende”, men på samme tid er de “værdig til beskyttelse”, fordi børn altid er “små og skrøbelige”. Derfor har vi en forpligtelse til at være deres surrogatforældre, skrev hun. Det er blot et af utallige eksempler på, at vi bor i et land, hvor vi er i to modsatte lejre, når det drejer sig om opfattelsen af virkeligheden og “fortællinger”, der er på et totalt kollisionskurs.

 

Dette skyldes i vid udstrækning, at de politisk korrekte bruge et sprog til at forme virkeligheden, så den passer til deres dagsorden. De har hverken viljen eller evnen til at se de farer, der truer dem, der ikke tilhører eliten. En skovl må aldrig kaldes en skovl. Derfor er det heller ikke muligt at have en diskussion om masseindvandring fra den tredje verden som den grundlæggende årsag til problemerne.

 

Og det er nødvendigt for at forsøge at minimere de enorme såkaldte “udfordringer”, vi står over for. Men når landet forfalder, bliver vi i stedet fodret med historier om, at det er mere eller mindre har altid været sådan (med voldtægter, bil- og skolebrande, bandeovergreb, ydmygelse osv.).

 

Når mennesker med indvandrerbaggrund begår forbrydelser, skriver medierne ofte “svenskfødte” eller “svensker”, hvis de er født i dette land eller er blevet svenske statsborgere. “Udenlandsk baggrund” eller “svensk statsborger” med rødder i et andet land nævnes sjældent.

 

Dette er helt i tråd med myndighedernes iver efter at omformulere den svenske identitet.

 

I 2003 ændrede SCB og det svenske migrationsråd besluttede at ændre definitionen på at være svensk.

 

Nu skulle man ikke have to forældre født i Sverige for at være svensker.

 

Nu var det nok med en forældre født i Sverige for at have “svensk baggrund”.

 

Vips, å blev vi over natten over en halv million flere “svensker” i statistikken!

 

Jeg ser, hvordan multikulturalisme bliver mere og mere frygtet, når vores ledere gør, hvad de kan, for at sikre, at alle får deres andel f den. I min bekendtskreds er det konstant en gnavende bekymring. Den handler meget om frygten for, at boligområdet ændrer sig så meget, at det bliver et sted hvor man ikke ønsker at bo. Hvordan skal man være i stand til at undslippe konsekvenserne af massemigration? En af mine klogeste venner, der bor i nærheden af ​​mig, ønsker ikke længere at gå ud om aftenen. Der bliver nu trukket en direkte linje fra de mest problematiske områder til de dele af byen, hvor jeg bor. Det giver en fornemmelse af, at vi sandsynligvis risikerer at få mere af den form for adfærd, som jeg beskrev i indledningen.

 

På trods af al snak om, at vi har ændret vores migrationspolitik, at den skal være på EU-minimumsniveau, kører alt som før. Jeg har for nylig skrevet om dette her på siden.

 

Sidste år gav vi asyl til næsten tre gange så mange mennesker som hvad resten af ​​de nordiske lande gjorde sammen. Den samlede tilgang af 89.000 tildelte opholdstilladelser er kun en reduktion på 25 procent sammenlignet med 2019.

 

Men det dysfunktionelle Sverige synes ikke at være i stand til at ændre kurs. Marchen mod den multikulturelle utopi fortsætter, stort set i samme tempo som den har gjort gennem det 21. århundrede. For mange af os medfører det en smete, som den politisk korrekte adel aldrig behøver at møde i deres hverdag.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…