Mette F.s gode østrigske ven, kansler Kurz, siger nej til afghanske migranter – hvad gør hun?

Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz, der er en af Europas mest markante politikere, kommer nu med en meget klar reaktion på situationen i Afghanistan.

 

I et sommerinterview med den østrigske TV-station Puls-24 slår han fast, at Talebans magtovertagelse under ingen omstændigheder vil få Østrig til at tage imod flere afghanske migranter, der søger asyl.

 

”Jeg har ikke den opfattelse, at vi i Østrig skal tage imod flere, tværtimod,” lyder det fra Kurz.

 

Kurz siger nej til afghansk indvandring – hvad siger Mette F.?

Set med danske øjne er kanslerens udtalelser særlig bemærkelsesværdige, fordi Sebastian Kurz og den danske statsminister Mette Frederiksen i en række sammenhænge har kørt politisk parløb.

 

Kurz peger på, at Østrig allerede har taget imod 44.000 afghanere i kølvandet på flygtningekrisen i 2015-2016. Det placerer landet som et af de største modtagere af afghanske flygtninge, når man ser det i forhold til indbyggertal. Kun overgået af Iran, Pakistan og Sverige.

 

Den østrigske leder udelukker i meget kategoriske vendinger, at der kan blive tale om at modtage flere afghanere: ”Det vil ikke ske, så længe jeg er kansler.”

 

Han giver en skarp begrundelse for sin holdning, som er meget bemærkelsesværdig set med danske briller. Ifølge ham har Østrig dårlige erfaringer med unge afghanske migranters sammenkobling af islam og vold:

 

”56 procent af de unge afghanere i Østrig går for eksempel ind for at bruge vold, hvis deres religion bliver krænket,” lyder det i interviewet med TV-stationen.

 

Man kan frygte, at de får permanent opholdstilladelse i Danmark

Med disse kommentarer lægger den østrigske kansler i den grad luft til EU-Kommissionens formand, den ekstremt politisk korrekte Ursula von der Leyen, der lørdag opfordrede EU-landene til at modtage flere afghanere i deres samfund.

 

Det bliver nu interessant at se, om Mette Frederiksen også vil køre parløb med Kurz i denne sag.

 

Endnu har statsministeren ikke forholdt sig offentligt til spørgsmålet om at give asyl til flere afghanere. Men denne tavshed er ikke holdbar i længden.

 

Foreløbig er der indgået en politisk aftale på Christiansborg om, at de evakuerede afghanere kan få opholdstilladelse i 2 år.

 

Det er lang tid. Og det er mildt sagt usikkert, om denne tidsbegrænsning overhovedet vil blive overholdt. Der er desværre grunde til at frygte, at det ikke sker, og at de evakuerede afghanere ender med at få permanent opholdstilladelse.

 

Vi skal ikke slække, men skærpe udlændingepolitikken

Hvis Danmark åbner sine grænser for flere afghanske migranter, vil et betydeligt antal afghanere formentlig slå sig ned her i landet. Og er de først kommet ind, viser al erfaring, at mange af dem ikke kommer ud igen.

 

Her og nu er alle opslugte af den konkrete evakuering fra Afghanistan af danskere og af afghanere, der har arbejdet for Danmark.

 

Men det er helt afgørende at skelne skarpt mellem evakueringen af et begrænset antal personer med tilknytning til Danmark, der er i akut fare i Afghanistan, og så at åbne for en bølge af afghansk indvandring med dertil hørende asylansøgninger.

 

Vi skal modtage et ganske begrænset aftal afghanere i en akut situation, hvor vi har en særlig beskyttelsesforpligtelse, fordi de har arbejdet for Danmark.

 

Men vi skal ikke have nogen bølge af indvandring fra Afghanistan. Vi skal ikke slække på den danske udlændingepolitik – den har tværtimod behov for at blive skærpet.

 

Ud af busken

Mette Frederiksen må komme ud af busken og tale med lige så stor klarhed, som Sebastian Kurz har gjort det.

 

Jo længere den danske statsminister forbliver tavs omkring afghansk indvandring, jo mere plads giver hun for, at kræfter forsøger at udnytte situationen til at presse den danske udlændingepolitik baglæns og åbne for øget ikke-vestlig tilstrømning.

 

Men foreløbig er statsministeren tavs. Heller ikke hendes ministre har offentligt forholdt sig til, hvordan vi forhindrer en afghansk masseindvandring til Danmark.

 

Det kan ikke fortsætte.

 

Nej til afghanske parallelsamfund

Regeringens tavshed bliver udnyttet af Journalistisk Venstreparti og andre kræfter til at skabe en stemning i retning af, at vi er nødt til at åbne for en afghansk masseindvandring.

 

Vi skal hjælpe afghanerne, hvor vi kan uden at skade vores eget samfund. Men vi skal ikke have skabt nye afghanske parallelsamfund i Danmark.

 

Det må Mette Frederiksen slå fast. Lige så klart, som hendes ’politiske partner’ Sebastian Kurz har gjort det. Den kaotiske situation omkring evakueringerne fra Afghanistan skal ikke bruges som en begrundelse for at slække på udlændingepolitikken i Danmark eller andre europæiske lande.

 

Kurz har sagt sin klare mening. Nu venter vi på Mette Frederiksen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…