Menneskerettighedsdomstolen har endnu engang underkendt en dom, afsagt af Vestre Landsret, nemlig dommen over den somaliske karriereforbryder Mohamed Hassan Abdi.
Var der ikke noget med…?
På grund af EU-landenes utilfredshed med Menneskerettighedsdomstolens tilsidesættelse af nationale afgørelser udtalte professor, Ph.d. Jens Elo Rytter til K-News den 3. december 2018, at
“EMD’s kursjustering har medført, at staterne gives et bredere spillerum, når det gælder udvisning af især alvorligt kriminelle udlændinge. Dette gælder, selvom de pågældende har boet i Danmark i hele deres liv, og måske endda har familie og børn i Danmark….”
EMD ville altså fremover vise en betydelig mere tilbageholdende linje.
”Fremover” syntes nu ikke at vare så længe. Befolkningernes utilfredshed med Domstolen forstummede en smule, og snart var vi tilbage i den gamle skure, hvor EU-landenes nationale domstole bliver kørt over af Menneskerettighedsdomstolen.
Menneskerettighedskonventionen – en stentavle
Menneskerettighedskonventionen, herunder ikke mindst artikel 8, synes i dag alene at blive udenlandske forbryderes redningskrans på grund af Menneskerettighedsdomstolens dynamiske (eller nok nærmere aktivistiske) fortolkning.
Konventionen var vel oprindeligt ment som beskyttelse af de nationale befolkninger, ikke mindst artikel 8, stk. 1: ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.”
Om dette gælder i dag for danskerne, er der nok nogle, der vil stille spørgsmålstegn ved.
Artiklens stk. 2 må nærmest ses som ikke-eksisterende for de nationale befolkninger:
”Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”
Ét er, at vi må affinde os med vores egne kriminelle, men
Menneskerettighedskonventionen har via utallige tillægs- og ændringsprotokoller, for slet ikke at tale om Danmarks ”Internationale Forpligtelser”, gjort det nærmest umuligt for den danske befolkning at leve i sikkerhed og tryghed, da vi er tvunget til at være et helle for udenlandske forbrydere.
Mohamed Hassan Abdi for de nationale domstole
Efter at være blevet sigtet for besiddelse af et skarpladt våben, idømte retten i Viborg den 24-årige Abdi fængsel i 2 år og 9 mdr. To af de tre dommere mente, at han skulle have en advarsel om udvisning med en prøvetid på 2 år.
Den dissentierende dommer mente, at Abdi ubetinget skulle udvises for bestandig.
Vestre Landsret sænkede straffen med 3 mdr., således at Abdi blev idømt 2 år og 6 mdr. fængsel, men blev udvist for bestandig.
Da Abdi ikke fik tilladelse til at anke til Højesteret, stod vejen åben for Menneskerettighedsdomstolen.
Mohamed Hassan Abdi for Menneskerettighedsdomstolen
Det var den permanente udvisningsdom, som Abdi ankede til Menneskerettighedsdomstolen (delvis oversat af mig).
Domstolen var ikke enig med Vestre Landsret, bl.a. fordi udvisningen var af permanent karakter. For så kunne han jo ikke på et tidspunkt komme tilbage til familien i Danmark, der består af mor, far og to søskende. Han har ikke selv stiftet familie.
Og, hævder Abdi, er der ingen familiemedlemmer i Somalia.
Dette udsagn burde nok have fået EMDs dommere til at studse. Kendetegnende for somaliere er enormt talrige familier, bestående af onkler og tanter på begge forældres sider samt et utal af kusiner, fætre, niecer og nevøer. Der mangler sandelig ikke mennesker, når der skal afholdes fætter-kusinefest i en somalisk familie. Så ensom bliver Abdi næppe ved sin hjemkomst.
Og så er der dét med sproget. Han taler dansk, men kun dårligt somali. For, hævder han, i hans familie taler de kun dansk. Hvorfor mon det ikke lyder troligt?
Dette er Abdis egne oplysninger om sin familie. Er det overhovedet blevet verificeret? Det ser ud, som om Domstolen blot har taget Abdis udsagn for gode varer.
Det verificerbare
Abdi kom til Danmark i 1997, da han var 4 år, sammen med sin mor. Han har gået i grundskole og har færdiggjort Handelsskolernes grundforløb. Mens han var varetægtsfængslet, blev han indmeldt på EUX, der samlet udgør en erhvervsuddannelse og en gymnasial eksamen.
Om han nåede længere end til at tilmelde sig, melder historien intet om.
Abdis fik sin første dom i maj 2010, da han var 15 år, hvor han lagde hårdt ud med røveri, som han blev idømt betinget fængsel i 3 mdr. for.
Utroligt, at retssystemet ikke fattede, at skulle man have en mulighed for at stoppe den vej, han var trådt ind på, så skulle sanktionen i det mindste have været en ubetinget fængselsstraf. Røveri er en alvorlig forbrydelse.
Han fortsatte da også sin påbegyndte kriminelle karriere. Som 17-årig blev han den 31. januar 2012 idømt 4 mdr. fængsel for indbrud, hvoraf de 3 mdr. blev gjort betinget.
Men efter at han blev myndig, tog karrieren rigtigt fart. Han blev syv gange idømt henholdsvis bøder og fængselsstraf for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og for at køre bil under indflydelse af stoffer. Den seneste dom for dette var den 7. december 2017.
Allerede inden Abdi fik sin sidste dom den 7. december 2017, kørte han sammen med tre andre den 5. november 2017 til et klubhus, hvor en eller anden bandegruppering holdt til. Abdi var i besiddelse af et ladt 9 mm skydevåben samt ammunition. Landsrettens dom på 2 år 6 mdr. omfattede tillige to overtrædelser af lov om euforiserende stoffer (1,2 gram hash til eget forbrug og 7,4 gram som han forsøgte at give til en cellekammerat).
Danmarks begrundelse for udvisningen
For Domstolen fremførte den danske regering, at udvisningsdommen havde været i overensstemmelse med loven, at den havde tilstræbt et retmæssigt formål for at undgå urolighed og kriminalitet og havde været nødvendigt i et demokratisk samfund.
De danske domstole havde fundet en rimelig balance mellem modsatrettede interesser og havde omhyggeligt vurderet sagsøgerens personlige forhold og havde, især under hensyn til artikel 8 i konventionen, overvejet både denne sag og Domstolens relevante tidligere retsafgørelser. Domstolen burde derfor være tilbageholdende med at sidde udfaldet af de nationale domstoles vurdering overhørig.
Abdis begrundede sin klage over udvisning
For Domstolen klagede Abdi over, at de danske domstole ikke havde taget relevante omstændigheder i betragtning, navnlig at han ikke havde en særlig kriminel fortid, og at han ikke tidligere havde fået en advarsel om udvisning. Den kriminalitet, han havde udøvet, mente han, havde ikke været særlig alvorlig. Han havde endvidere stærke bånd til Danmark, men ingen tilknytning til Somalia. Han mente derfor ikke, at der var overbevisende grunde til at udvise ham. Derfor var den permanente udvisning ude af proportioner.
Nu kunne man jo spørge de mennesker, der har været udsat for røveri og indbrud, om hvorvidt de mener, kriminaliteten ikke var ”særlig alvorlig”. Og måske har de en anden opfattelse af ”en ikke særlig kriminel fortid”. At han ikke har slået nogen ihjel, når han har kørt rundt med euforiserende stoffer i blodet, er nok mere lykke end forstand. Hvor farlig en sådan kørsel er, så vi med den 5-årige pige, der blev dræbt af en anden påvirket vanvidsbilist.
Menneskerettighedsdomstolen begrundelse
Straffen for ulovlig besiddelse af (et skarpladt) våben, særligt under skærpende omstændigheder, går fra 2 år til 8 år.
Og når straffen var så relativ mild, var der ingen proportionalitet mellem forbrydelse og straf.
Her har Domstolen fat i noget. Når retssystemet i Danmark ikke takserer så alvorlig en forbrydelse til mere end 2,5 år, kan man næppe forvente, at Domstolen skal tage en sådan straf særligt højtideligt.
Se også Jens Elo Rytters bemærkninger til Domstolens afgørelse.
Mohamed Hassan Abdis fortsatte liv i Danmark
Da Menneskerettighedsdomstolen nu har forhindret, at Mohamed Hassan Abdi kan udvises, skal han altså ikke på tålt ophold, men kan fortsætte forbryderkarrieren i Danmark.
Regeringen har nu tre muligheder, 1) at ignorere Domstolens afgørelse, 2) at anke dommen til Storkammeret eller 3) bare acceptere dommen, så Abdi fremover kan være medvirkende til forringelse af danskernes sikkerhed og tryghed.
At anke til Storkammeret er nu ikke noget, man bare gør. I henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 43, stk. 1 kan en medlemsstat ”Inden for en periode på 3 måneder fra datoen for den dom, der er afsagt af et kammer, kan enhver part i sagen undtagelsesvis anmode om, at sagen henvises til Storkammeret” (min fremhævelse).
Da Danmark i begyndelsen af 2020 fik tilladelse til at anke den psykisk syge tyrkiske morder Arif Savrans sag til Storkammeret, kan det måske være vanskeligt allerede igen at anke en sag.
Så mon ikke regeringen vil vælge den nemmeste udvej og bare acceptere dommen?
