Socialdemokratiet og Venstre kan brænde sig alvorligt, hvis de siger ja til en rigsretssag mod Inger Støjberg

Både Socialdemokratiet og Venstre holder kortene tæt ind til kroppen i sagen mod Venstres tidligere næstformand Inger Støjberg.

 

I går konkluderede de to advokater, som er udpeget af Folketinget, at der er grundlag for at føre en rigsretssag mod Støjberg.

 

Denne sag kan slet ikke bære en rigsret. Det skulle aldrig være kommet så vidt.

 

Både S og V gemmer sig

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har tidligere tilkendegivet, at hans parti er parat til at bakke en rigsretssag mod Støjberg op, hvis de udpegede advokater skulle konkludere, at der er basis for en sådan rigsretssag.

 

Nu har de to advokater konkluderet, at der er basis for en rigsretssag. Ifølge advokaterne er der en ”rimelig formodning om”, at sagen vil kunne føre til en dom mod Inger Støjberg.

 

Dette kom frem i går. Men Jakob Ellemann ønskede ikke at fortælle, hvilken konklusion Venstre ville drage af denne melding fra advokaterne.

 

Denne reaktion var bemærkelsesværdig. Men endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at heller ikke Socialdemokratiet ønskede at fortælle offentligheden, hvilke konsekvenser man vil drage af advokaternes konklusion.

 

Vil man støtte, at der nu kommer til at køre en rigsretssag mod den folkekære Inger Støjberg? Eller vil man træde på bremsen? I givet fald kunne det tænkes, at man i stedet gik efter en mere behersket reaktion fra Folketinget mod Støjberg.

 

Ellemanns mareridt

Foreløbig er dette gætteri. Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus nøjedes med at erklære, at hans parti nu vil studere og diskutere advokaternes konklusion.

 

Det sætter Jakob Ellemann og Venstre i en vanskelig situation. Ifølge hans tidligere udtalelser skulle advokaternes konklusioner betyde, at Venstre nu støtter en rigsretssag mod partiets egen Inger Støjberg med den store vælgeropbakning.

 

Men det er svært for V-formanden af to grunde:

 

For det første har Inger Støjberg høstet enorm folkelig støtte på sin kontante udlændingepolitik. Blandt Venstre-vælgere og mange andre står Støjberg som en sjælden politiker, fordi hun i den grad har sine meningers mod i kritikken af den ikke-vestlige tilstrømning og i forsvaret for danske værdier.

 

For det andet vil det se særlig grimt ud for Venstre, hvis det ligefrem skulle ende med, at Venstre siger ja til en rigsretssag mod Støjberg, mens Socialdemokratiet bakker væk fra en sådan rigsretssag.

 

Hvilket mareridt for Jakob Ellemann, hvis vælgerne oplevede, at han gav Inger Støjberg kniven, mens Mette Frederiksen undlod at tage skridtet og kræve en rigsretssag – og måske lagde op til en mere begrænset reaktion mod Støjberg.

 

Mette Frederiksens strategiske overvejelser

De to store partiers tavshed kan meget vel bare være et led i et kortsigtet taktisk spil, hvor man ikke vil give modparten en fordel ved at vise sine kort for tidligt.

 

Men når Socialdemokratiet ikke bare knalder til Inger Støjberg, kan det også have to dybere årsager:

 

Hvis Mette Frederiksen går hårdt til Støjberg, kan det udløse voldsomme modangreb fra blå blok, blandt andet ved at der bliver kørt meget heftigt mod statsministerens håndtering af minkaflivningerne.

 

Mette Frederiksen kan også have langt mere omfattende, strategiske grunde til at dæmpe de socialdemokratiske angreb på Støjberg.

 

Det har intet at gøre med at tage hensyn til Inger Støjberg som person. Men Mette Frederiksen er på det rene med, at Støjberg har stærk og entusiastisk støtte fra en stor gruppe vælgere, som hun (Frederiksen) meget gerne vil have fat i.

 

Mette Frederiksen har ingen interesse i at støde den store Støjberg-sympatiserende vælgergruppe fra sig, som frem for alt kræver stram udlændingepolitik.

 

Tværtimod er statsministerens store projekt at sætte sig solidt på den brede midte i dansk politik med en kombination af stram udlændingepolitik og velfærdspolitik.

 

Mette F. vil gerne lade Ellemann gå planken ud

Hvis hun gik hårdt til Støjberg med rigsret og hele pibetøjet, kunne hun udløse bifald fra venstrefløjen (herunder De Radikale) og fra de rødeste dele af sit eget bagland. Men hun risikerede til gengæld at tabe mange vælgere, som er afgørende for, at hun kan gøre Socialdemokratiet til det store folkeparti igen.

 

Mette Frederiksen kunne i sine hedeste drømme måske forestille sig, at hun rakte hånden frem mod Støjbergs vælgere ved ikke at køre voldsomt på med rigsretten – mens hun lod Jakob Ellemann gå planken ud som den, der tog hovedslagsmålet med Støjberg.

 

Det ville selvfølgelig være fint for Mette F.  at få Jakob Ellemann til at rette det første og største slag mod Inger Støjberg. Så kunne Socialdemokratiet indtage en mere neddæmpet og forsonlig rolle.

 

Hvordan den nærmere kunne tage sig ud, er det for tidligt at udtale sig om. Men der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen er fuldt på det rene med, at der er et problem med at gå for hårdt til Støjberg.

 

Hun har først og fremmest Støjbergs vælgere i tankerne. Herunder muligheden for at gøre en del af dem til socialdemokratiske vælgere fremover.

 

Tør Mette Frederiksen satse på en dæmpet linje i Støjberg-sagen?

Hvis Mette Frederiksen går denne vej, og hvis den i rimelig grad lykkes for hende, kan det fundamentalt forandre dansk politik.

 

Det kunne føre til, at Socialdemokratiet begyndte at generobre fortidens mere dominerende rolle, mens Venstres problemer ville vokse yderligere.

 

Det ville samtidig betyde, at Jakob Ellemanns krise som politisk leder ville eskalere.

 

Men det er foreløbig uklart, om Mette Frederiksen har modet og spillerummet til at køre en dæmpet strategi over for Inger Støjberg. Hun er under pres fra sine venner i rød blok og vel også fra dele af det socialdemokratiske bagland.

 

Samtidig vil Mette Frederiksen være under konstant kraftig beskydning fra partier i blå blok, som klart afviser en rigsretssag.  Specielt Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

 

Sagen kan sætte sig store spor i dansk politik

Endnu vides det ikke, hvordan Venstre ender med at placere sig – herunder hvor meget Ellemann har styr på sine egne tropper.

 

Men der er under alle omstændigheder lagt op til et politisk drama, hvor både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann vil blive testede.

 

Resultatet af dette drama vil formentlig sætte sig store spor i dansk politik fremover.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…