Nu eksploderer Mette Frederiksens problemer: Sikkerhedsekspert kommer med vurdering, som kan bringe stærkt belastende informationer frem

Arkiv fra Folketinget

Da Socialdemokratiet havde fået et dårligt kommunalvalg, fremhævede Den Korte Avis, at det i høj grad hang sammen med skandalen omkring sletningen af sms-beskeder. Nærmere bestemt sms-beskeder vedrørende minkskandalen.

 

Dengang vidste offentligheden kun, at man internt i regeringen havde kommunikeret heftigt via sms-beskeder, at beskeder om minksagen var blevet slettet, og at politiet efter eget udsagn ikke kunne gendanne dem.

 

Denne sms-kommunikation blev i høj grad anvendt helt op i regeringsapparatets top, med statsministeren og ikke mindst hendes departementschef, Barbara Bertelsen, som meget aktive deltagere.

 

Eksplosive nye oplysninger

Offentligheden kunne gøre sig diverse overvejelser over, om der kunne ligge belastende informationer for regeringen i nogle af de slettede sms-beskeder.

 

Men det forblev spekulationer. Dokumentationen manglede. Og ifølge politiet var det altså ikke muligt at fremskaffe den.

 

Dér standsede debatten om sms’erne så – i første omgang. Men nu er der kommet oplysninger, der får debatten til at eksplodere med fornyet styrke. Mette Frederiksen kan være på vej ud i alvorlige vanskeligheder.

 

Efterretningsekspert om regeringens besked: ”Jeg synes, det lyder underligt”

I B.T. kommer en efterretningsekspert med den vurdering, at Forsvarets Efterretningstjeneste har mulighed for at genskabe de meget omtalte sms’er.

 

Det drejer sig om Jacob Kaarsbo, der er tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste og nuværende ekspert på TV2. Kaarsbo kommer med denne bemærkelsesværdige udtalelse til avisen:

 

”I Forsvarets Efterretningstjeneste fik vi altid at vide, at alle de her sms’er og data fra mobiler kunne genskabes. Så jeg synes, det lyder underligt, når politiet ikke har kunnet genskabe sms’erne. Det lader til, at man ikke har gjort et særligt omhyggeligt forsøg.”

 

Mellem linjerne mere end antyder Kaarsbo således, at politiet ikke har gjort sig voldsomme anstrengelser for at afsløre, hvad der har stået i de meget omtalte sms-beskeder internt i regeringen.

 

Det skærper i den grad mistanken om, at regeringen forsøger at skjule noget i forbindelse med disse sms-beskeder.

 

Mistanke om urent trav

Dette indtryk er meget alvorligt for Mette Frederiksen.

 

Skal hun give grønt lys for gendannelse af en række centrale sms-beskeder med hjælp fra Forsvarets Efterretningstjeneste og måske private firmaer – med risiko for, at det kan bringe informationer frem, som kan belaste regeringen?

 

Eller skal hun insistere på, at Minkkommissionen jo har konsulteret politiet om sagen, og at der ikke er grundlag for at foretage sig yderligere? Dermed risikerer hun, at sagen for alvor eksploderer i offentligheden, fordi man får mistanke om urent trav.

 

Regeringen vil ikke have nye undersøgelser

Foreløbig har regeringen ikke udtrykt nogen vilje til at lade efterretningseksperter granske videre i de famøse sms’er. Det får nu i den grad oppositionen på barrikaderne. Hos de blå partier vejrer man en mulighed for, at Mette Frederiksen kan bringes i særdeles seriøse vanskeligheder.

 

Onsdag afviste justitsminister Nick Hækkerup i Folketinget at svare på spørgsmål om, hvordan politiet havde prøvet at gendanne beskederne, og hvilken afdeling i politiet der havde gjort forsøget.

 

Fra den konservative Mai Mercado lød det: ”Vi ved ikke, hvilken bestillingsopgave politiet har fået. Vi ved ikke, om der kun er forsøgt programmer eller det, der hedder manuelt udtræk.”

 

Venstres Sophie Løhde opfordrer regeringen til at søge bistand og hjælp fra private it-eksperter.

 

Det skal nu vise sig, om der kan samles flertal i Folketingets såkaldte granskningsudvalg for at inddrage Forsvarets Efterretningstjeneste og/eller private virksomheder i undersøgelser af sagen.

 

Trussel mod Mette Frederiksens position

Alt tyder i hvert fald på, at Mette Frederiksens trængsler med minkene og med de slettede sms-beskeder langt fra er slut.

 

Tværtimod kan disse trængsler eksplodere i den kommende tid og måske true hendes politiske position.

 

Der er drama i luften i dansk politik.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…