Aia Fog: Det er på høje tid, at vi afskaffer Kvindernes Internationale Kampdag

Aia Fog (Foto: Trykkefrihedsselskabet)

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

I skrivende stund er det mandag den 8. marts og altså Kvindernes Internationale Kampdag: det årlige vendetta mod det samlede mandekøn, der dagen igennem må lægge øre til, hvor meget undertrykkelse og skade det såkaldt stærke køn har forvoldt verdens kvinder og ikke mindst: hvor privilegeret mænd er og er blevet på kvindernes bekostning.

 

Dette på trods af ubestridelige fakta om mænds enorme overrepræsentation i danske fængsler, i lavtlønsfag og i samtlige selvmordsstatistikker – for blot at skyde nogle få eksempler på mænds sociale udsathed fra hoften.

 

Jeg er på en gang træt til marven og dybt beskæmmet over at skulle slås i hartkorn som en art medsøster til alle de forkælede og selvforherligende kvinder, som i dag får fuldt medløb i samtlige medier til at klynke over egen – og andre kvinders – påståede vanskæbne som følge af den strukturelle, men ikke desto mindre mandsdominerede, undertrykkelse af kvindekønnet.

 

For som sagt er det kvinden, der er oven på. Nu mere end nogensinde før. Hendes magt er nærmest uindskrænket, hvilket den seneste tids MeToo-klapjagt på politikere og tv-værter er et godt eksempel på: få er de røster, der offentligt har turdet gå i rette med den selvbestaltede domstol af magtfulde og krænkelsesparate kvinder, der har sat den ene mand efter den anden i offentlig gabestok for årtier gamle og ofte tvivlsomme forseelser – i mange tilfælde med ødelæggende virkning for hans liv og karriere. Det er nemlig livsfarligt at lægge sig ud med det såkaldt svage køn.

 

Alligevel bliver 8. marts fejret og italesat som en påmindelse om, at der stadig er lang vej igen, før kvinderne har de samme privilegier som mænd og også i år bliver den gamle traver om fraværet af kvinder på direktionsgangene hevet af stald som det ultimative eksempel. Dette på trods af valid forskning der entydigt viser, at det ikke er kønsfascisme og magtfulde mænds berufsverbot af kvindelige ledere, men kvinderne selv, der fravælger topposter i erhvervslivet, fordi det koster for meget på andre fronter. Og må jeg lige i den forbindelse minde om, at der i sekler er blevet gjort alt for at lokke flere kvinder til toppen af dansk erhvervsliv, og at der faktisk er udført flere (fejlslagne) forsøg med kønskvotering. Også selvom der til overflod er evidens for (med Stine Bosses tid i Tryg som lysende eksempel), at intet vindes ved at sætte køn over evner, når der skal udpeges topledere.

 

I det hele taget har ligestillingsargumentet ingen validitet overhovedet, så længe kvinderne ikke er villige til at tage hele pakken: hvis man vil have ligestilling i toppen, må man også tage sit slæb i bunden, hvor mændene er altdominerende i en lang række af de slidsomme og dårligt lønnede jobs.

 

Tidligt i morges hilste jeg igen på min faste skraldemand, der altid har godbidder i lommen til mine hunde, når han og kollegaen hurtigt og effektivt får tømt alle gårdens skraldespande. Ikke én gang har der været en kvinde med i bilen. Ligesom jeg aldrig ser kvinder på stilladserne. Eller som langturschauffører. Gak ud og hjælp til med mændenes slid i disse jobs, før du brokker dig over ikke at være repræsenteret i erhvervslivets top.

 

Generelt sidder kvindekønnet tungt på alle goder, både socialt, kulturelt, økonomisk og politisk. Der er ikke mere at komme efter, og de seneste års tiltagende udskamning af manden viser, hvad der sker, når man sejrer ad Helvede til: så kammer det over og bliver præcis det, man oprindelig kæmpede imod – nu blot med modsat fortegn.

 

Lad derfor dette være en opfordring til at afskaffe Kvindernes Internationale Kampdag og bede alle dens pseudokrænkede klakører om at gå hjem i deres Garde Hvalsøe snedkerkøkkener og overveje, om det ikke er på tide, at de stikker piben lidt ind.

 

Aia Fog cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…