Alarm: Danmark og andre lande har alvorlige problemer med at skaffe den fornødne corona-vaccine – forklaringen er ikke køn

Akutafdelingen på Centralsygehuset i Herning (Foto: Ole Sørensen)

I Danmark kan alle, der ønsker det, være vaccineret mod corona inden udgangen af juni. Det har Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, tidligere stillet i udsigt.

 

I Tyskland afgav Angela Merkels regering et lignende løfte i torsdags: ”Inden slutningen af sommeren vil regeringen have givet hver eneste borger et tilbud om vaccinering”.

 

Det lød jo flot, men nu breder panikken sig: Flere af de store vaccine-producenter løber fra deres løfter til EU-landene! Tidsplanen for vaccinationerne er i fare.

 

Angela Merkels talsmand begynder da også nu at mumle om, at produktion og levering af vaccinen er en kompliceret sag, hvor ”meget kan gå skævt”.

 

Den aftalte vaccine kommer ikke

Først var det Pfizer/Biontech, der meddelte, at man på grund af en ”omstilling af produktionen” på en fabrik i Belgien ikke kunne levere de lovede mængder vaccine til EU-landene – herunder altså Danmark.

 

Nu kommer en anden af de producenter, som EU har lavet aftale med, med en lignende meddelelse om, at man langtfra kommer til at levere den mængde vaccine, som man har lovet. Det drejer sig om AstraZeneca. Frem til slutningen af marts vil man kun levere 31 millioner doser i stedet for 80 millioner.

 

Nu står EU-landenes myndigheder, herunder de danske, så med håret i postkassen og skal forklare borgerne, at man ikke kan skaffe de mængder vaccine til dem, som man havde lovet.

 

Det er en pinagtig og nedslående besked, som risikerer at skabe betydelig frustration.

 

De vil hellere sælge vaccinen i USA

Ifølge avisen BILD har den tyske sundhedsminister Jens Spahn en mistanke om, at en del af forklaringen på skandalen er, at producenter, der laver vaccinen i Europa, foretrækker at sælge en stor del af den til USA. Formentlig fordi man her kan tjene mere på den.

 

Jens Spahn er ikke den eneste, der har luftet denne mistanke. Men det rejser så et ubehageligt spørgsmål: Har EU sovet i timen? Har man ladet sig drive rundt i manegen af nogle medicinalfirmaer med det resultat, at borgerne må vente længere på at blive vaccineret?

 

Kendsgerningen er i hvert fald, at EU-landene nu er begyndt at vågne op og skrue bissen meget mere på over for producenterne. Det burde man desværre have gjort for længst.

 

Nu fejer man AstraZeneca til side, når de prøver at sælge det budskab til europæerne, at der er opstået problemer med nogle leverancer.

 

Man mistænker både denne og andre producenter for at sende vaccine, der er produceret i Europa med økonomisk støtte fra EU, til andre dele af verden – måske fordi priser og aftalte mængder er mere favorable. Her tænker man især på USA.

 

Ifølge BILD har Tyskland og EU konkrete indikationer på, at der foregår en sådan eksport af vaccine til skade for EU.

 

USA får vaccinerne – EU betaler

Dette er alvorligt. Der er tale om produkter, som har afgørende betydning for folkesundheden i de europæiske lande.

 

Kendsgerningen er, at EU-landene i øjeblikket ikke aner, hvor meget af de europæisk producerede vacciner, der eksporteres til USA og andre dele af verden. Men det står mere og mere klart, at europæiske borgere, der har brug for vaccinen, risikerer at blive ramt. Herunder danskere.

 

Nu vil EU-Kommissionen begynde at kontrollere vaccine-eksporten fra EU-området. Og man vil angiveligt gå mere kritisk til de fine forklaringer, som nogle producenter giver på de manglende leverancer.

 

Man kalder AstraZenecas undskyldning med, at man har fået uventede ”leveranceproblemer” for ”ikke acceptabel”.

 

Man gør det klart, at EU faktisk har forhåndsfinansieret udviklingen og produktionen af firmaets vacciner. Ifølge den ansvarlige EU-kommissær, Stella Kyriakides, kræver man nu modydelserne for denne EU-støtte.

 

Det vil være grove løjer, hvis danskerne og andre europæere finansierer en produktion, der så ryger til andre lande, hvor fortjenesten er højere. Men det skal understreges, at de nærmere omstændigheder endnu ikke er belyst.

 

De danske myndigheder lader som ingenting

Fra EU’s side giver man ikke meget for AstraZenecas undskyldning med ”produktionsproblemer”. Man har lavet aftaler med firmaet, der indebærer at der skulle produceres til lager – så man netop ikke blev udsat for et pludseligt vaccinestop. Så meget mere provokerende virker firmaets forklaringer.

 

De danske myndigheder lader stadig, som om alt er normalt, og at der blot er tale om hændelige produktionsproblemer. Formentlig fordi man er bange for at skræmme befolkningen.

 

Men danskerne og de andre befolkninger i EU har krav på at blive informeret.

 

Giver AstraZenecas vaccine problemer for ældre?

Ifølge BILD skulle de manglende vaccine-leverancer ikke være det eneste problem, som EU hr med AstraZeneca. Et andet problem kan vise sig mindst lige så alvorligt:

 

Ifølge avisen advarer en ekspert mod at give ældre mennesker denne vaccine! Det drejer sig om professor Peter Kremsner fra Tübinger Institut für Tropenmedizin.

 

Han siger, at man foreløbig ikke har tilstrækkelige data til, at man bør frigive denne medicin til brug på mennesker over 65 år.

 

Ifølge BILD har den tyske regering som udgangspunkt, at vaccinen fra AstraZeneca ikke skal bruges på denne aldersgruppe. Begrundelsen skulle være, at denne vaccine i denne aldersgruppe har en virkning på under 10 procent.

 

Det står noget uklart, hvad der egentlig menes med det. Men ifølge BILD er den tyske regerings konklusion i hvert fald, at vaccinen fra AstraZeneca kun skal tillades for personer under 65 år.

 

Nu må de danske myndigheder på banen

Hvad siger de danske sundhedsmyndigheder til det?

 

Foreløbig siger de generelt ikke ret meget til det drama, der netop nu udspiller sig omkring vaccinen. De lader som ingenting, formentlig for ikke at opskræmme befolkningen og risikere, at en irrationel modstand mod vaccinerne skulle brede sig.

 

Alle seriøse vurderinger af de godkendte corona-vacciner gør det imidlertid klart, at de vil være et kæmpemæssigt fremskridt i kampen mod pandemien.

 

Men man er nødt til at forholde sig til de to problemer, som nu kommer frem:

 

Det ene er problemet med at få tilstrækkeligt store og tilstrækkeligt hurtige leverancer af vaccinerne til de europæiske lande.

 

Det andet er det særlige problem med debatten om AstraZeneca vaccinen: Er den fuldt ud brugbar i forhold til borgere over 65 år?

 

Nu venter vi på, at også de danske myndigheder melder sig på banen og giver klar besked.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…