Vanvidsbilist: 187 km i timen i kraftigt regnvejr med dårlig sigtbarhed og aquaplaning

Colourbox

Flere sigtet for farlig kørsel på Køge Bugt Motorvejen – Greve, Solrød, Køge

Midt- og Vestsjællands Politis færdselsafdeling var i går eftermiddags på patrulje med videobilen på Køge Bugt Motorvejen. Hele fire bilister kørte så hasarderet – eller var påvirkede og risikerer nu at miste deres kørekort. Den tilladte hastighed på de strækninger hvor der blev målt er 110 km/t.

 

Kørte 187 km i timen – vanvittigt i regnvejret – Køge
Kl. 20.20 blev en 35-årig mand fra Odense målt til at køre med en hastighed på 187 km/t i gennemsnit på Køge Bugt Motorvejen mod syd ved Køge. Det regnede kraftigt, hvilket gav dårlig sigtbarhed og stor risiko for aquaplaning, idet bilisten kørte så stærkt og på ingen måde tilpassede hastigheden efter forholdene. Videobilen filmede kørselsforløbet, hvorefter bilisten blev standset og sigtet for den vanvittigt hurtige kørsel. Han kan forvente at sagen lægges oven i bøden lægges op til en ubetinget frakendelse af førerretten.

 

Ny bilist skal op til ny køreprøve – Greve
Kl.15.39 kørte en 19-årig mand fra Jægerspris på Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Greve i en personbil med så høj hastighed, at betjenten bag rattet i politiets videobil tændte kameraet og startede en hastighedsmåling. Ikke alene kørte den 19-årige unge mand stærkt, han kørte også farligt, idet han overhalede højre om (klip) og kørte med så kort afstand til de forankørende, at der ville opstå fare, hvis de bremsede eller nedsatte hastigheden. Derudover gav bilisten ikke tegn ved vognbaneskift. Hastighedsmålingen lød på en gennemsnitshastighed på 159 km/t, som i sig selv giver et klip. Den 19-årige blev standset og sigtet i de mange sager. Optagelsen af kørslen sendes nu ind til Nationalt Færdselscenter, som laver en præcis beregning på afstanden til de forankørende og dermed også, hvor farlig den unge mands kørsel var, som dokumentation i sagen.
Den 19-årige kan herefter forvente at høre mere i sagen, som ud over en ikke ubetydelig bøde, lægges op til en påstand om frakendelse af kørekortet. Den 19-årige vil derfor skulle bestå en ny teori- og køreprøve bare halvandet år efter han tog sit kørekort for første gang.

Narkobilist kørte hasarderet – Solrød
kl. 16.59 filmede politiets videobil en bilist i en kassebil, som kørte på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning ved Solrød Strand. En hastighedsmåling af bilen viste, at den kørte med en gennemsnitsfart på 125 km/t. Bilisten kørte desuden hasarderet, da han pludselig skiftede vognbane tre gange til fare og ulempe for de øvrige bilister. Da bilisten kørte fra motorvejen, kørte han i stedet ind over spærrefladen og ikke straks ind i frakørselsbanen, som man skal ifølge færdselslovens regler om placering på motorvej. Bilisten viste sig at være en 27-årig mand fra Køge, som var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev sigtet for de mange overtrædelser, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Når resultatet af analysen kommer, vil han høre mere fra politiet i sagen om den hasarderede kørsel.

Narkobilist – Karlslunde, Solrød
Kl. 20.47 målte videobilen en bilist til at køre 135 km/t i gennemsnit på Køge Bugt Motorvejen nordgående ved Karlslunde. Føreren, en 26-årig mand fra Ballerup, blev standset på Karlslunde Rasteplads. En narkometertest viste, at den 26-årige var påvirket af hash, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og for høj hastighed. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…