Når først migranterne er kommet ind i Danmark, er det næsten umuligt at slippe af med dem igen

Tysk-tyrkiske Selin Gören i 2016. Skærmprint You Tube.

Der er formentlig ingen, der har glemt, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen ved migrantinvasionen i 2015 lovede befolkningen, at alle migranterne skulle hjem igen, når deres lande igen havde fået ro på. Han var nemlig ”sat i verden” for at passe på danskerne og Danmark (sic.).

 

Den udmelding var det formentlig meget få, der hoppede på. Der var jo en grund til, at befolkningen i Danmark var forøget med 7-800.000 personer fra MENAPT-landene. Vores erfaring gennem flere årtier fortalte os, at kom migranterne først over grænsen, var det mildest talt besværligt at slippe af med dem igen.

 

Venstrefløjen var ligeglad. Den havde absolut ikke i sinde at lade det nyankomne vælgerkorps slippe sig af hænde. Den ville kæmpe med næb og klør for at beholde migranterne.

 

Kvoteflygtninge og Flygtningekonventionen

De, der kom travende op igennem Europa i 2015, er ikke flygtninge, men migranter. Det fremgår tydeligt af Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1:

 

”Ingen kontraherende stat må på nogensomhelst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.”

 

Som bekendt er de lande, der støder op til Danmark, sikre lande. Men de har tilsyneladende ikke fundet nåde for migranternes øjne. Og så traver de bare videre, til de har nået deres foretrukne mål.

 

De eneste flygtninge, vi har i Danmark, er kvoteflygtningene, der sidder i UNHCRs flygtningelejre rundt om i verden. Og som har fået asyl, inden de lander i Danmark.

 

Danske embedsfolk rejste tidligere ud for at håndplukke de personer, man håbede bedst kunne integreres i Danmark. Det samme gjorde formentlig også andre europæiske lande.

 

Det vakte forargelse blandt venstrefløjen, at regeringen sådan valgte flygtninge ud fra deres nytteværdi for Danmark.

 

Om de rent faktisk har været til nytte for Danmark, hører vi aldrig noget om.

 

Modtagelse af kvoteflygtningene blev i 2016 stillet i bero, efter at vi var blevet udsat for Angela Merkels gæstebud i 2015.

 

Men aldrig så snart Socialdemokratiet havde dannet i regering i 2019, før kvoteflygtningene igen var på tapetet. Og denne gang var der ikke tale om flygtninge, der skulle gøre nytte i deres nye land.

 

I et skriftligt svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye lød det, at ”Danmark ønsker at tage imod en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge allerede i 2019.”

 

Det var der så ikke så mange vælgere, der ønskede, udover de tre støttepartier og NGO’erne.

 

Ny regering – nye boller på suppen

Til nok de flestes forbløffelse blev det Socialdemokratiet, der op til valget i 2019 førte sig frem som ”strammer”. Det lød mærkeligt, især da de tre støttepartier ville spænde ben for enhver stramning. Og vi husker nok alle, hvordan det gik, efter at Socialdemokratiet (under Thorning-Schmidt) i det Sorte Tårn var blevet kørt igennem kødhakkemaskinen af medregeringspartiet Radikale Venstre.

 

Den nye regering (fra 2019) stod imidlertid fast. Afviste udlændinge skulle rejse hjem. Basta! Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtalte, at det jo ikke var så svært at rejse hjem. Det var bare at hoppe på et fly.

 

Tja, det lød jo ret kontant. Men hvordan gik det så? Fandt man nogle smutveje, så udlændingene alligevel kunne blivemed en forestilling om, at der blev strammet?

 

Integration igen-igen

Dette forkætrede ord, som de færreste fæstner lid til. Det er stadig ikke gået op for politikerne, at tilvandrede ikke kan integreres. Kun hvis de selv ønsker det, kan de integrere sig.

 

Den største del af befolkningens og langt de fleste partiers definition af integration er så langt fra hinanden, at de tvende aldrig skal mødes.

 

Med integration mener politikerne udelukkende ”at bidrage” økonomisk, hvilket er et fuldstændigt legalt krav, men som ikke har noget med integration at gøre, da det kulturelle aspekt udelades.

 

”Danmarks integrationspolitik er som et trafikuheld i slow-motion”, erklærede Mattias Tesfaye i WA den 20.1.2020. Og videre i WA den 21.1.2021: ”Der er ingen fribillet… Alle skal i aktivering 37 timer om ugen. Udebliver man fra aktiveringen, ryger ydelsen.”

 

Nu skulle der arbejdes for føden. Både de, der efter årtier havde været forsørget af skatteyderne, og de nyankomne. Dem gjaldt det nemlig også – fra dag 1.

 

Misforståelser

Både den tidligere og nuværende regering havde ladet os forstå, at når de tilvandrede skulle arbejde (med sidegevinsten, at de ”bidrog”), så betød det en hjælp til, at de kunne vedligeholde et fag eller lære et nyt fag, der kunne bruges i hjemlandet. Og de unge, der fik lov til at uddanne sig i stedet for at arbejde, ville have stor glæde af deres uddannelse i hjemlandet.

 

Men sådan forstod de tilvandrede det ikke. Arbejde og uddannelse var jo lig med integration, ikke sandt? Ergo betød det vel, at de kunne blive i Danmark.

 

Klynkende og forurettede bemærkninger som: “Vi har jo gjort alt, hvad I har bedt os om”, føg rundt i medierne, når hjemsendelsesordren kom.

 

Det lykkedes omsider en somalisk familie med 8 børn at få opholdstilladelse, efter at den fynske skoles rektor, hvor nogle af børnene gik, arbejdede hårdt gennem mere end 2 år på, at skaffe familien opholdstilladelse. Som rektoren udtrykker det, så er familie fuldt integreret. Ser man på billeder af familien, er det nok at tage munden lidt for fuld.

 

En en anden somalisk storfamilie fra Solrød med 10 børn fik i 2016 inddraget deres opholdstilladelse, men gik under jorden efter hjemsendelsesordren. Mon ikke også det er lykkedes denne familie at få opholdstilladelse?

 

Mattias Tesfaye var lydhør

Den 5.8.2020 kunne man i Berlingske læse om en unavngiven somalier, der har fåret opholdstilladelse efter den nye regerings lempelser.

 

For det selvudnævnte strammerparti løsnede snoren, så alle, der af den tidligere regering havde fået besked om at rejse, men som havde arbejdet i to år, nu kunne få opholdstilladelse.

 

Said Abdullahi med kone og 7 børn havde også fået besked på at rejse hjem, men da han i to år havde arbejdet som buschauffør, kom opholdstilladelsen i hus. Han udtrykker glæde over den nye regering, for nu skal alle børnene have en uddannelse. Vi andre må så spænde livremmen ind.

 

Og her er et foto af den syriske Mohamad Adb Almonam, der er godt sur over at få en HF-uddannelse. For syrere skal også sendes hjem. Men hvad skal han dog bruge dansk til i Syrien? Han er tilsyneladende ikke mødt op til undervisning i alle de andre fag. Så man kan jo godt forstå ham.

 

Mohamad føler sig snydt. Mange af os andre føler os endnu mere snydt, hvis han får tiltusket sig en opholdstilladelse.

 

Forfatteren og tidligere integrationskonsulent Fahmy Almajid kalder vores asylpolitik for uigennemtænkt. Pænere kan det næppe siges.

 

Han undrer sig over, hvorfor Vesten giver de unge syrere asyl, mens Vesten samtidig sender soldater af sted for at kæmpe mod terrorister. Det paradoks er vi mange, der har undret os over. ”Hvem skal genopbygge Syrien?”, spørger Almajid. Tja, det bliver vel også Vesten.

 

Hvor mange der har fået opholdstilladelse efter regeringens lempelser, får vi sikkert ikke noget svar på.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…