Muslimske terrorister mejede unge mennesker ned på spillestedet Bataclan – 90 døde, mens terroristerne råbte “Allahu Akbar”

folk flygter rædselsslagne ud af spillestedet Bataclan (You Tube)

Angrebet på Frankrig den 13. november 2015

Tredje angrebsmål: Bataclan

For seks år siden, fredag den 13. november 2015, blev Frankrig udsat for det værste angreb siden Anden Verdenskrig. Ved et koordineret terrorangreb i Paris blev 130 dræbt og 143 hospitalsindlagt. Tidligere på året var Charlie Hebdo og jøder i et koshersupermarked blevet angrebet. Denne gang ramtes tilfældige unge franskmænd, der i den lune novemberaften var taget i byen for at se fodbold, gå på café eller gå til koncert.

 

Bataclan, et proisraelsk spillested

Bataclan ligger i det 11. arrondissement og blev opført i 1864 i kinesisk bygningsstil. Der var oprindeligt café og teater, siden var der en biograf, inden stedet i 1970’erne blev et populært spillested. Elie Touitou købte stedet i 1976 og overlod den kunstneriske ledelse til sin søn Joël Laloux, der sammen med broderen Pascal blev bredt respekteret for at sammensætte et spændende musikprogram, hvor vægten lå på rockmusik. Ledelsen var desuden proisraelsk, og der blev i en årrække afholdt indsamlingsfester til fordel for israelske grænsevagter og jødiske velgørenhedsorganisationer. Dette afstedkom trusler fra flere propalæstinensiske grupperinger.

 

Joël Laloux solgte spillestedet i september 2015 for at bosætte sig i Israel.1 Fredag den 13. november 2015 afbrød den 63-årige Joël Laloux modvilligt sabbatten for at tage den insisterende telefon, da der øjensynligt var noget ekstraordinært på færde, og han fulgte forfærdet begivenhederne på afstand.2

 

Eagles of Death Metal spillede på Bataclan

Rockbandet Eagles of Death Metal fra Californien skulle spille på Bataclan den 13. november. På scenen var Jesse Hughes (sang, guitar), Dave Catching (guitar), Eden Galindo (guitar), Matt McJunkins (bas) og Julian Dorio (trommer). Bandet var aktuelt med albummet Zipper Down.

 

De havde i juli måned givet koncert i Tel Aviv foran et begejstret publikum. Jesse Hughes fortalte under koncerten, at han var blevet kontaktet af Roger Waters fra Pink Floyd, der er aktiv i den antiisraelske bevægelse Boycott, Divestment and Sanctions (BDS). Han ville have Jesse Hughes til at aflyse bandets optræden i Israel. Jesse Hughes svarede ham med to ord: “Fuck you”.1

 

Nu spillede Eagles of Death Metal for et veloplagt publikum på Bataclan i Paris. De var gået på scenen kl. 20:58, og ca. kl. 21:46 var de nået til nummeret “Kiss the Devil”.

 

Folk blev mejet ned

Terroristerne Foued Mohamed-Aggad, Ismaël Omar Mostefaï og Samy Amimour havde kl. 21:47 beskudt gæsterne på Bataclans café, hvorefter de brød ind i koncertsalen og begyndte at skyde på folk. Mange forstod ikke umiddelbart, at det var skudsalver, der hørtes, men folk bukkede sammen én for én, som dominobrikker.

 

På scenen blev Jesse Hughes først overrasket, men så genkendte han lyden af skud, da han er vant til våben. Guitaristen Eden Galindo troede først, at der var noget galt med højttalerne, men Jesse kastede ham ned i dækning. Bassisten Matt McJunkins flygtede fra scenen og søgte en udgang. Ude i salen gemte lydtekniker Shawn London sig under mikserpulten. Herfra hørte han en af terroristerne råbe ”Allahu akbar!”.

 

En terrorist råbte “Fald ned!”. De fleste adlød, hvorefter beskydningen af dem blot fortsatte. Terroristerne belærte nu publikum om Frankrigs, og deres præsidents, skyld i krigen i Syrien. Der blev råbt: “Hent raketkasteren!”.

 

Den kontinuerlige beskydning, hvor de tre terrorister skiftedes til at skifte magasin, varede i ti minutter.3

 

Da det lykkedes for to gidsler at redde en gravid kvinde ud, råbte Ismaël Omar Mostefaï efter dem: “Jeg har lige dræbt hundrede mennesker, så I gør ikke den store forskel”.4

 

Terroristerne spillede kispus med ofrene

Omkring kl. 22 indstillede de tre mænd skudsalverne ud over forsamlingen. De morede sig nu med at udvælge sig dem, som de skød på: Hvis en person bevægede sig, affyredes to skud; hvis en telefon ringede, affyredes to skud. Folk forsøgte at slukke deres telefoner uden at påkalde sig terroristernes opmærksomhed. De rædselsslagne mennesker forsøgte at ligge helt stille; ofte i en forvreden stilling mellem andre kroppe. Nogle var klemt inde mellem lig, hvis blod sivede ud.3

 

Vidner fortæller, hvordan Foued Mohamed-Aggad oppe fra balkonen råbte: “Jeg dræber dem, der bevæger sig”. Der lød et skud, endnu én var død: “Ha! Ha! Ha! Jeg sagde jo, at du ikke skulle bevæge dig!”4

 

Den første terrorists dødsfald

Lidt inden kl. 22 trængte en kommissær fra BAC (Brigaden til Kriminalitetsbekæmpelse) og en kriminalassistent, der havde været på patrulje, ind. De havde ganske vist kun deres tjenestepistoler og skudsikre veste, der var utilstrækkede over for kalasjnikov-rifler, men de kunne ikke holde ud at opholde sig uden for salen, mens folk blev myrdet derinde. Da 20-30 forfærdede mennesker løb skrigende ud af salen, smuttede de to politifolk ubemærket ind uden at vide, hvad der ventede dem indenfor. Gulvet i koncertsalen var dækket af kroppe. Omkring 25 meter derfra så de på scenen en terrorist [Samy Aminour], der rettede sin riffel mod et gidsel og råbte: “Læg dig ned!”. Kommissæren tog straks sigte mod mandens krop og affyrede fire skud, mens assistenten affyrede to skud mod ham. Terroristen faldt jamrende om på ryggen og aktiverede sit selvmordsbælte, hvorved hans krop sprængtes i småstykker. De to politifolk blev beskudt fra balkonen og måtte trække sig ud igen, og 200-300 mennesker flygtede ud samtidigt.5,6

 

Kommissæren, der ønsker at være anonym, blev med sit mod udslaggivende for begivenhederne på Bataclan.

 

Specialstyrkers indtrængen i salen

De to andre terrorister, Foued Mohamed-Aggad og Ismaël Omar Mostefaï, trak sig tilbage i en tolv meter lang korridor og tog tolv personer med sig som gidsler. De skulle komme til at opholde sig her de følgende to timer.

 

I salen var der helt stille. Folk var rædselsslagne og vidste ikke, hvad der skete. De to politifolk, der havde skudt terroristen på scenen, var væk igen, og de var nu igen overladt til deres egen skæbne.

 

Der samledes stadigt flere specialstyrker uden for Bataclans koncertsal. Da man i noget tid intet havde hørt inde fra salen, gik de første styrker ind for at forsøge at danne sig et første overblik over situationen.

 

De kom ind i en oplyst sal, hvor skarpe lysprojektører var rettet mod indgangen og gulvet. Hundreder af mennesker lå på gulvet. Når de bevægede sig rundt i salen, skulle de passe på ikke at træde på nogen og undgå at glide i laget af blod på gulvet. Der lugtede af krudt og blod. Der var helt stille, bortset fra lyden af ringende telefoner. Efterhånden som der kom flere politistyrker ind, begyndte ofrene at røre på sig og jamre. Politiet spurgte ind til terroristerne, men de utålmodige ofre ville have dem til at bestorme stedet straks, for mange var døende og tiden gik.

 

Uskadeliggørelse af de to andre terrorister

Salen blev efterhånden sikret, og kl. 22:40 havde man evakueret størstedelen af de overlevende. Omkring kl. 23 trængte specialstyrkerne op ad trapperne i deres søgen efter de resterende terrorister. Kl. 23:15 var de nået frem til en lukket dør. På den anden side havde et gidsel meddelt terroristerne, at han hørte noget bag døren, hvorefter Ismaël Omar Mostefaï råbte: “Kom ikke nærmere! Vi dræber alle! Vi sprænger det hele i luften!”.

 

Specialstyrkerne trak sig tilbage og indledte forhandlinger med terroristerne. De talte sammen telefonisk kl. 23:27 og igen kl. 23:29, 23:48, 00:05 og 00:18, uden at det førte nogen vegne. Specialstyrkerne forberedte derfor et angreb, hvor de førte et kraftigt skjold på hjul frem foran sig. Der stod redningsfolk klar til hurtigt at behandle sårede betjente. I forbindelse med den sidste telefonsamtale, kl. 00:18, åbnede man døren. Der blev straks affyret skudsalver mod skjoldet. Kolonnen af politifolk trængte ind i korridoren og skød mod terroristerne, lige som de kastede håndgranater. Efterhånden som skjoldet kørtes fremad, hjalp man gidsler væk ved at trække dem bagud på hver side af skjoldet. Foued Mohamed-Aggad blev ramt og aktiverede herefter sit selvmordsbælte. Eksplosionen ramte også Ismaël Omar Mostefaï, der ikke nåede at aktivere sit selvmordsbælte, inden han blev skuddræbt.7

 

Med de tre uskadeliggjorte terrorister fortsatte afsøgningen af spillestedets mange kroge, hvor skræmte overlevende fortsat gemte sig, da de ikke turde tro på, at det var forbi. Kl. 01:40 erklærer politiet endelig området for sikret.

 

Efterspil

På Bataclan døde 90 personer, og flere hundrede blev såret. Mange af de sårede var hårdt kvæstet; nogle havde fået ødelagt deres ansigt og måtte igennem op mod 30 operationer for at få et ansigt igen.

 

Terroristen Ismaël Omar Mostefaïs broder Houari har siden kaldt Ismaël Omar for et monster. Han tror ikke på fortællingen om den mentalt ustabile terrorist, for Ismaël Omar var en fuldstændig normal person.3

 

Islamisk Stat påtog sig skylden for de koordinerede angreb. I disse måneder pågår en større retssag, der skal klarlægge detaljerne i forløbet og afklare medskyldiges rolle i angrebene.

Kilder:

  1. https://www.lemonde.fr/attaques-a-paris/article/2015/11/15/le-bataclan-un-haut-lieu-de-la-culture-cible-de-longue-date-par-les-islamistes_4810424_4809495.html
  2. https://www.lefigaro.fr/musique/2015/11/19/03006-20151119ARTFIG00184-l-ancien-patron-du-bataclan-a-l-espoir-que-la-salle-survivra-aux-attentats.php
  3. 13 – Zineb raconte l’enfer du 13 novembre, forlaget Ring, 2016
  4. https://www.lefigaro.fr/actualite-france/au-proces-du-13-novembre-les-temoignages-insoutenables-d-une-nuit-d-ou-l-humanite-a-fui-20211026?utm_source=premium&utm_medium=email&utm_campaign=[20211027_NL_LETTREFIGAROPREMIUM]&een=ee96bdcf00e796efbf44e1ef95b872c5&seen=2&m_i=_ybR5h9aIPiuabvQgZWzx2hDZWstOUnSZc2uzrzpsAvGGuX885W0dLZvkynA00_n3CEUw23y9hQWJlgtZuK6qCU8RwOOrMPZ_L
  5. https://www.lefigaro.fr/international/au-proces-du-13-novembre-la-bravoure-de-deux-policiers-au-bataclan-20210922
  6. Nationalforsamlingens rapport om statens terrorbekæmpelse siden 7. januar 2015, udgivet 5. juli 2016
  7. 13 Novembre, Des témoignages, un recit, Laura Nattiez et al., forlaget Odile Jacob, 2020

 

Del på Facebook