Mikael Jalving forsvarer almindeligheden i en lille perle af en bog

Almindeligheden og den sunde fornuft er sat i skammekrogen, mener Mikael Jalving. Den placering gør historikeren op med i sin nye bog. 

 

Mikael Jalving: FORSVAR FOR ALMINDELIGHEDEN. Hæftet med flapper. Forlaget Hovedland. 192 sider. Vejl. pris 229,95 kr. Udkommet d. 20. august.  

 

***** fem stjerner ud af seks   

____________________________________________________________________  

Hvad mener Mikael Jalving egentligt med, at almindeligheden er sat i skammekrogen? Og hvorfor skal det almindelige liv forsvares? 

 

Forfatteren tager afsæt i en påstand om, at det almindelige liv i den post-moderne, globaliserede verden bliver foragtet. Ja, at almindeligheden er blevet usynlig.
  Familien som eksempel kan illustrere vinklen. Som historiker fremhæver Jalving, at familien er det mest normale, der findes både i naturhistorien og i den historie, vi er en del af. Familien er samfundets mindste enhed, og det er her børn lærer – eller burde lære! – hvad der er rigtigt og forkert.
Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning – derfor bør alle bestræbelser gå ud på at støtte familierne. Men almindeligheden lades i stikken, for i disse år lærer kulturen os i stedet, at vi skal fokusere på det enkelte individ frem for fællesskabet. En udvikling, staten støtter igennem lovgivningen. 

 

Ærindet formuleres i indlednings-kapitlet ”Mit anliggende”: 

 

”(…) vores nære liv, vores hjem og førpolitiske virke i barndom, familier og biologiske køn må beskyttes mod den progressive og dekonstruktive systemverden, der søger at skabe en ny og bedre verden hinsides kønnet, kernefamilien, det lokale og civile samfund og nationalstaten.” (s. 10) 

 

Det værn sætter forfatteren sig for at levere i 7 kapitler, der bærer overskrifterne: Familie, Barndom, Køn, Dannelse, Skønhed, Folk og Gud. I hvert kapitel indkredser Jalving først problemerne, som han ser dem – og giver så efterfølgende sine bud på, hvad der er at gøre ved miseren. 

 

Den følgende citatmosaik klargør gennem hvilke briller, han skuer ud på sin samtid. 

 

Citat-mosaik
”(…) [jeg vil]gerne beskrive den verden, vi tager for givet, men glemmer at værdsætte i vor liberale og romantiske tidsalder, der sætter individets rettigheder og følelser i højsædet.” (s. 8) 

 

”Den sunde fornuft minder os om, at man må kende tingene, før man dømmer om dem, og at man til stadighed må trænes i denne duelighed.” (s. 9) 

 

”Vi er ikke født frie, vi er født afhængige. Af familie, barndom, et biologisk køn, dannelse, skønhed, tilknytning til et fysisk og symbolsk hjemsted, et folk, og måske endda Gud.” (s. 17) 

 

”Hvor megen frihed kan mennesket egentligt tåle? (…) Mindre end vi går rundt og tror.” (s. 23) 

 

”Sagen er blot, at børn har brug for en far såvel som for en mor. Jeg skal ikke underkende, at homoseksuelle par kan være fremragende forældre, men de er ikke mor og far.” (s. 27) 

 

”Vi udliciterer dannelsen, og svækker familien.” (s. 29) 

 

”Besættelsen af skærmens magi er en af nøglerne til at forstå den vestlige civilisations dybe krise og afmagt (…): magelighed og immigration, eftergivenhed, medløb og øjeblikkelig belønning, rettigheder uden pligter, krav uden arvesynd, fremtid uden historie, kulturelt selvmord med åbne øjne og fri data.” (s. 56)

 

”(…) undrer en læge sig berettiget over, at transkønnethed synes at være det eneste eksempel inden for lægevidenskaben, hvor patienten selv stiller diagnosen og selv bestemmer behandlingen. Når først operationen [kønsskifte] er gennemført, er skaden uoprettelig.” (s. 73) 

 

”Det er her, marxismen og liberalismen fusionerer: i kærligheden til det nye og ubundne – identiteter, produkter, friheder.” (s. 74) 

 

”De mest udannede mennesker, jeg har mødt, har været akademikere.” (s. 91-92) 

 

”Kunstnerne troede, de var imod systemet, men faldt fuldstændigt i med tapetet.” (s. 112) 

 

”Hvad 68’erne drømte om, men ikke kunne realisere, er deres børn i fuld gang med at gennemføre. Revolution. Ikke fra neden, men fra oven.” (s. 127) 

 

”(…) folket som summen af slægter, vaner og sprog på et afgrænset territorium (…) 

 

Er folket en bestemt etnicitet] Nej, det er det ikke, men vi kan heller ikke helt afskrive etnicitetens betydning. 

 

Folket bliver hjemløst, når det reduceres til befolkning.” (s. 133-138) 

 

Birgitte Kosovic: ”Tørklædet kan betyde mange ting, men der er en ting, som det altid betyder: Jeg gifter mig ikke med en dansker.” (s. 139) 

 

Michael Ignatieff: ”Den kosmopolitiske identitet er en farlig illusion.” (s. 141) 

 

Min varmeste anbefaling og en enkelt mangel
Det er svært for mig at finde hår i suppen, fordi jeg er så enig-så enig i såvel Jalvings analyser som i hans forslag til, hvad vi stiller op med de mange sorte pletter i samfundslivet.  

 

Måske dog en enkelt og ikke ganske uvæsentlig mangel: Selv om en bog altid bør vurderes på, hvad der står i den, og ikke på, hvad der er udeladt, slutter jeg alligevel af med et lille hjertesuk – bogens udgivelsesdato taget i betragtning: 20.8.21. 

 

Det er 17 måneder efter corona-lockdown i marts 2020, og her ville det have været rigtigt interessant at høre forfatterens vurdering af de statslige myndigheders gøren og laden i dette lange tidsrum. Samt et bud på den massepsykose, der lader til at florere som resultat af regering og sundhedsmyndigheders 24syv-skrækkampagne i de statsstøttede medier. Det fænomen er også en del af tidsånden to årtier inde i det 21. århundrede.  

 

Men man får sjældent alt her i verden, og jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling. Sprogligt er forfatteren formidabel, utroligt nuanceret, ja sine steder ekvilibristisk, så at ’noget’ ikke bare er ’fedt’ eller ’nedren’, opleves som at hvile i blødt smør.    

  

Om forfatteren

Mikael Jalving (f. 1968) er historiker, blogger og podcaster – tilknyttet Jyllands-Posten siden 2008. Forfatter til flere bøger, bl.a. ”Absolut Sverige” (2011) og ”Søren Krarup og hans tid” (2014). 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…