EU fejlede med corona-vaccinen – derfor er det rigtigt, at Mette F. går egne veje

Mette Frederiksen, Sebastian Kurtz og Benjamin Netanyahu (Foto: Dragan Tatic, regeringen.dk)

Det vaccinesamarbejde, som Mette Frederiksen har indledt med Israel og Østrig, er meget usædvanligt. Men det er sandt for dyden også en meget usædvanlig situation, som Danmark står i.

 

Corona-pandemien har ramt hele Europa meget hårdt. Og det vaccinesamarbejde mellem EU-landene, som EU har sat sig i spidsen for, har ikke været nogen stor succes.

 

Aftalerne med vaccineproducenterne har været præget af store problemerne – med for få vacciner og for langsomme leverancer. Samtidig har dele af EU været alt for ineffektive med at få vaccinen taget i brug.

 

Det siger desværre en hel del om EU.

 

Mette Frederiksens aktivisme

Det har Mette Frederiksen nu på Danmarks vegne reageret på. Og det siger også en hel del om Mette Frederiksen og hendes måde at lave politik på.

 

Siden hun tiltrådte som statsminister har Mette Frederiksen stået for en meget aktiv ledelsesstil. Hun bruger Statsministeriet til at involvere sig særdeles aktivt i alle centrale politiske beslutninger. I den forbindelse har Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, også en meget væsentlig rolle.

 

Denne aktivisme bliver endnu engang demonstreret af makkerparret Frederiksen og Bertelsen i forbindelse med den vaccineaftale med Israel og Østrig, som blev præsenteret i Jerusalem i dag torsdag.

 

Danmark, Østrig og Israel

Mette Frederiksen og Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz havde flere formål med at optræde side om side med Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu, der tydeligvis brugte den fælles optræden til at styrke sin position i forbindelse med det kommende israelske parlamentsvalg.

 

For det første ville de sende et klart signal om, at EU-samarbejdet omkring corona-bekæmpelse og vacciner langt fra har været godt nok. Vaccinerne er kommet for sent og i for sparsomme mængder, og de er i nogle lande blevet brugt for desorganiseret.

 

Med det nye fælles initiativ skubber Danmark og Østrig nu på EU-systemet for at oppe sig i vaccine-spørgsmålet og i corona-bekæmpelsen i det hele taget.

 

Samtidig markerer de to lande sammen med Israel en fælles vilje til at skabe et solidt langsigtet grundlag for at håndtere de store opgaver med vaccinering i årene fremover.

 

Klart signal til EU

Alle tre lande gør det klart, at man skal ruste sig til en meget langvarig kamp mod corona. I den forbindelse skal man være indstillet på at skulle vaccinere befolkningerne i flere omgange.

 

De tre ledere er enige om, at det vil kræve en massiv indsats med forskning, udvikling og produktion af vaccine. På pressemødet i Jerusalem talte Mette Frederiksen og hendes kolleger blandt andet om etablering af en fælles fond for forskning og udvikling.

 

Hvordan denne indsats nærmere skal organiseres, vil man nu arbejde på at afklare. Men fra de to EU-lande Danmark og Østrig sendes der et klart signal om, at de er parate til at gå egne veje, hvis EU ikke i væsentligt højere grad kommer på omgangshøjde med udfordringerne.

 

I den forbindelse nævnes også muligheden for en national vaccineproduktion med statslig involvering.

 

Det står endnu uklart, hvad Mette Frederiksen og de andre helt præcist forestiller sig. Men fra Danmark og Østrig er der i hvert fald tale om en kritik af EU’s mangler og en klar markering af, at man er parat til stærkere national enegang, når og hvis EU mangler handlekraft.

 

Ligeglad med, om katten er sort eller grå

Dermed får Mette Frederiksen endnu en gang demonstreret, at hun ”er ligeglad med, om katten er sort eller grå – bare den fanger mus”. EU skal levere, ellers må nationalstaterne finde andre veje til at løse de konkrete opgaver.

 

Således gav dette møde endnu et bidrag til at sætte EU under pres. Og endnu et bidrag til, at man ikke stiller sig tilfreds med fine programerklæringer om Europa. Der skal leveres, kontant og konkret.

 

Det var således selvbevidste signaler, der blev sendt fra de tre landes ledere. Og de har noget at have selvbevidstheden i.

 

Som Mette Frederiksen understregede på pressemødet, har alle tre lande væsentlige styrkepositioner inden for ”life science” – altså biovidenskab i bred forstand, herunder sundhedsvidenskab.

 

Alt tyder således på, at de tre lande vil fortsætte det samarbejde, som torsdag udmøntede sig i deres fælles møde i Jerusalem.

 

En dansker og en israeler ser ud til at have spillet en væsentlig rolle i, at mødet kom i stand. Den ene er Kåre Schultz – danskeren, der står i spidsen for den store israelske medicinalkoncern Teva. Den anden er Israels ambassadør i Danmark, Benny Dagan.

 

”First movers”

Fra israelsk side er det klart, at initiativet er kommet i stand med en kraftig skelen til, at Netanyahu kan få gavn af det i sin aktuelle valgkamp.

 

Der findes således taktiske motiver til mødet. Og man skal ikke regne med store, konkrete resultater af samarbejdet på kortere sigt.

 

Men de tre lande sender et vigtigt signal. De kalder sig for ”first movers” – altså lande, der tager teten, i dette tilfælde i forbindelse med kampen mod corona.

 

De har før vist, at de kan gå i spidsen. Og de har vist, at de kan samarbejde.

 

Brok-brok-brok

Der er stadig stor usikkerhed om, hvorhen og hvor langt samarbejdet med mellem de tre lande vil føre. Det er en risiko for, at meget af det forbliver ved snakken, og at bjerget barsler med det rene ingenting.

 

De eksperter, som TV2 News havde indkaldt til en debat om mødet og de nye initiativer, kan således få ret. Det meste af, hvad de sagde, var brok-brok-brok – med undtagelse af Nils Strandberg, tidligere direktør for Statens Serum Institut.

 

De åbenlyse problemer blev talt op. Det vigtige i at gøre forsøget med dette samarbejde mellem de tre ”first movers” blev talt ned. Og sådan vil det givetvis blive ved med at være med store dele af den kommende debat om dette initiativ.

 

Forsøget skal gøres

Brokkehovederne kan vise sig at få ret, i hvert fald et stykke ad vejen.

 

Der er ingen garanti for, at dette initiativ – og Mette Frederiksens deltagelse i det – får succes. Det kan sagtens strande og havne i glemsel.

 

Men det er rigtigt at gøre forsøget. Der er brug for initiativer, der kan skabe et stærkere samarbejde om kampen mod corona – herunder en fælles indsats for at styrke af vaccineproduktionen. Og der er brug for, at foregangslande – ”first movers” – kan gå i spidsen og sætte mere skub i EU.

 

Mette Frederiksen skal støttes i at gøre forsøget. Forhåbentlig bliver det også reaktionen fra Folketingets flertal.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…