Mathias Cormann ny generalsekretær for OECD

Mathias  Cormann ny generalsekretær for OECD 

Den 50-årige tidligere finansminister i Australien blev den 12. marts 2021 efter en afstemning i Organisation for Economic Co-operation and Development (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling), OECD, valgt som organisationens generalsekretær med tiltrædelse den 1. juni 2021.

 

Mathias Cormann er født den 20. september 1970 i Belgien hvorfra han også har en universitetsgrad i jura. Han har desuden studeret i Tyskland, Holland og i Storbritannien og taler flydende fransk, flamsk, tysk og engelsk.

Corman emigrerede i 1996 til Australien. Han havde som helt ung været politisk aktiv i Belgien og tilsluttede sig i Australien Liberal Party of Australia (Western Australian Division). Han var finansminister fra 2013 til 2020, hvor han af premierminister Scott Morrison blev indstillet som Australiens kandidat til posten som generalsekretær for OECD.

OECD 

OECD har eksisteret siden 1961 og har hovedkvarter i Paris.

Organisationen, der ofte kaldes “de rige landes klub”, sigter mod at fremme økonomisk udvikling og verdenshandel, har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene. Generalsekretæren er formand for OECD Council, der består af medlemslandenes (samt EU’s) faste repræsentanter, og han leder sekretariatet, der består af 3300 ansatte økonomer, jurister, statistikere, digitale eksperter, kommunikationsfolk m.v.

OECD Council træder en gang om året sammen på ministerniveau, hvor regeringschefer, udenrigs-, handels- og økonomiministre mødes

OECD’s nuværende generalsekretær, Angel Gurría, 70, tidligere udenrigsminister i Mexico, der har haft posten siden 2006, træder tilbage med udgangen af maj 2021, og udover Cormann stillede 9 andre kandidater op til generalsekretærposten.

Dansk kandidat 

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) annoncerer den 14. januar 2021 på Twitter, at Ulrik V. Knudsen var blandt de indstillede til topposten som generalsekretær for OECD.

Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD, og før det var han direktør i Udenrigsministeriet. Ulrik Vestergaard Knudsen vurderede sig efter 2. runde chanceløs og trak sig som kandidat.

Øvrige kandidater 

Af de oprindelige 10 kandidater blev de 2 første hurtigt skilt fra. Det var Polens klima- og miljøminister, Michal Kurtyka og Tjekkiets Vladimír Dlouhý, der har været vicestatsminister og minister for økonomi, industri og handel.

8 kandidater gik videre til 2. runde.

Det var Sveriges tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom, USA’s Christopher P. Liddell, vicestabschef i Det Hvide Hus, Canadas tidligere finansminister Bill Morneau, Australiens finansminister Mathias Cormann, Estlands præsident, Kersti Kaljulaid. tidligere centralbankchef Philipp Hildebrand i Schweiz, og Grækenlands tidligere undervisnings- og udviklingsminister Anna Diamantopoulou.

Chris Liddell 

Chris Liddell fra USA blev længe anset for favorit. En amerikaner har aldrig haft generalsekretærposten i organisationens 60-årige historie, men med præsident Trumps nederlag ved præsidentvalget var Chris Liddell ude af billedet.

Slutfasen 

I den sidste og afgørende fase stod valget i realiteten mellem Sveriges tidligere EU-kommissær Cecilia Malmstrom og Australiens tidligere finansminister Mathias Cormann – hvor Cormann trak det længste strå.

Hvad kan vi vente fra Mathias Cormann? 

Mathias Cormann har aldrig lagt skjul på at han er tilhænger af markedsøkonomi, og han har vedholdende argumenteret for lavere skatter og mindre offentlig sektor. Cormann er katolik og har haft reservationer mod same-sex ægteskaber, og han er blevet kritiseret af miljøorganisationer for hans forbeholdne indstilling til klima og vedvarende energi m.v.

Overvejelserne i EU om indførelse af afgifter på drivhusgasser og det deraf nødvendiggjorte krav om en såkaldt klimatold (Carbon Border Adjustment Mechanism, CBAM) for at modvirke svækkelsen i konkurrenceevne og dermed lækager og tab af produktion til 3. lande, vil næppe blive fremmet i OECD med Cormann som generalsekretær. Den kommende OECD-generalsekretær advarede i sit første store interview mod CBAM: “Det ville være meget bedre at opnå globale netto nuludledninger i 2050 ved, at alle gør, hvad de skal i hver deres område.”

Thorkil Kristensen 1960-1969 

Danmark har før haft posten som generalsekretær i OECD. Venstrepolitikeren, finansministeren og professoren Thorkil Kristensen (Thorkil Livrem) var generalsekretær 1960-1969.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…