Psykolog Lone Spanheimer er med på en sejlads i 1990’erne. Der så hun hvordan afrikanere prøvede at komme over Middelhavet til Europa.
Det skriver hun om i bogen ”Saltvand i mine øjne” fra 1997, om kulturmøder, som medtager følgende lille beretning:
“Først så vi Gibraltarklippen, tårnhøj og imponerende.
Der var en fire- fem stykker af de andre, der også var kommet op bare for at kigge med .
Til den anden side lå Marokko.
Strædet er ikke særlig bredt lidt efter begyndte det at blive mørkt, og nu så vi de hurtige speedbåde med projektører fra den spanske kystbevogtning strejfe rundt med deres lyskegler, for at fange flygtninge fra Nordafrika.
Jeg stod foran radaren for at få skibene på vandet til at passe med pletterne på radaren.Så pludselig så jeg noget på vandet et godt stykke væk der lignede en lille jolle.
Man kunne ikke se den på radaren. Men jeg vidste godt at træbåde ikke kan ses på radar.
Det var ikke en spanier der var ude at fiske. Det var bølgerne for høje til.
”Det vil sige at det måske er flygtninge, ”tænkte jeg dramatisk og kastede mig over den nærmeste kikkert .Jeg måtte straks rapportere min opdagelse til Dimitris [skibets kaptajn] .
Men inden jeg kom så langt strøg han forbi i mørket og hviskede: ” Du behøver ikke at sidde og fægte så meget med den kikkert lige nu ”.Nu blev jeg klar over, at alle de andre havde set jollen længe før mig (det tager noget tid at lære at se i mørke ).
Men for de andre var der ikke noget sensationelt ved det. Alle ved at folk fra Afrika krydser over strædet i tusindvis, og at en del drukner undervejs. Det står endda i aviserne. Og når der er så mange, er det klart, at man ser nogen af dem fra skibene.” (s.17 )
Flere af Lone Spanheimers betragtninger kan også læses på www.respublica.dk fx ” Muslimer er grove løjer”