Når biskoppen i København taler om afghanske flygtninge er det løsrevet næstekærlighed

Peter Skov-Jakobsen

Biskoppen over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen, er jævnligt i Altingets spalter med en særegen cocktail af multireligiøse evangelier. Biskoppen har i årevis følt sig kaldet ti at anklage det danske folk for manglende næstekærlighed over for især muhamedanere og deres koranbaserede overtro.

 

Nu er det nok for sent for biskoppen at finde andet job. Men trist er det at konstatere, at gode ord og kræfter, der burde bruges på at redde stumperne af Folkekirkens synkende skude, i stedet bruges på et humanistisk evangelium, der modsiger det Præsteløfte, hvis overholdelse bisper skal holde øje med.

   

”Vi skal lade os inspirere af flygtninges tillid til Europa”, skriver han. ”De flygtninge, der anses for at være et problem i Europa, er med til at vække et håb, fordi de har tillid til vores humanistiske tradition, og at vi lever med hjerter af kød og ikke af sten!”

 

Nu har vi i ugevis set billeder af paniske mennesker, der klamrer sig til en flyvemaskine i fart, falder ned, og måske slår sig ihjel. Og billederne er ikke til at holde ud, siger han. Men så begynder et halvt missionerende, halvt anklagende sprogbrug: ”Ser vi væk? slår vi blikket ned? har vi indkasseret endnu et nederlag? resignerer vi, at demokrati ikke kan eksporteres? gjorde vi det af økonomiske interesser?” 

 

Biskoppen taler med tre tunger. Som humanist, politiker og demagog. Dog finder han det forståeligt, at nogle vælger kynisme og fandenivoldskhed. Men anderledes er det hos dem, der ser Europa udefra. Dem lægger biskoppen disse ord i munden: “Vi tror, at når I ser os foran jer, lader I os ikke dø. Derfor kommer vi til Europa.” 

 

”De har tillid til vores medmenneskelighed. Europæisk kultur har selv kendt til barbari og tragedie, så fremmede kan finde håb i vores kultur, fordi vi kommer mennesker til undsætning! Europa har også en fortælling om forsoning mellem fjender,” siger biskoppen, som mener, der kan skabes ny indsigt ud af kaos. Når blot humanisme, politiske tænkere og religioner finder sammen og skaber en ny virkelighed.

 

Man savner realisme hos biskoppen. Håbet om succes, gennem humant samarbejde med en hedensk, demokratifjendtlig religion, er et fatamorgana. En kvinde- og frihedsundertrykkende voldskultur, der aldrig har bevist, at den kan skabe ørken om til have, og sætte mennesker i frihed, er ingen troværdig samarbejdspartner. Så Gud fri os fra fremmede, der langsomt, men sikkert, tærer på vores velfærdhave, indtil vi alle er lige fattige ørkennomader.

 

Det er, som om biskoppen er selektiv døv for, at man ved løsrevet næstekærlighed kan komme til at nære slanger ved sin barm. Og det har aldrig været en dyd, men en dumhed, der bliver straffet.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…