Lars Vilks: Han var sin egen og han gav aldrig op

Foto: Steen Raaschou

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Med Lars Vilks´ pludselige død ved en voldsom bilulykke søndag, hvor også hans to livvagter og føreren af den lastbil Vilks´ bil kørte frontalt ind i omkom, har Trykkefrihedsselskabet mistet en af sine allerbedste og mest trofaste venner.

 

Lars Vilks var sin egen. Han kunne ikke spændes for nogens vogn. Han var vist nok erklæret anarkist, men hans underfundige, let undrende og altid varme og nysgerrige tilgang til mennesker han mødte, gav ham venner i alle samfundslag og i alle dele af det politiske spektrum.

 

Han var i sit udgangspunkt Sveriges svar på Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby: oprørsk, omkalfatrende, ræverød og tidligt anerkendt; men hvor hans danske kolleger ret hurtigt flød stolt med strømmen og endte med kors-og-bånd-og-stjerner-på, så forblev Lars Vilks tro mod sit udgangspunkt og insisterede på at bevare sine frihedsidealer. Det kom til at koste ham dyrt: fra han tegnede sin lille Muhammed-rundkørselshund i 2007 levede han under konstant politibeskyttelse, hvilket dog ikke forhindrede flere attentatforsøg mod ham – med terrorangrebet på Krudttønden som det mest voldsomme og berygtede.

 

Det fik ham dog ikke til at stikke piben ind eller på nogen måde undskylde, og i det stykke lignede han meget Kurt Westergaard, som heller aldrig fortrød og heller aldrig ville sige undskyld for at have tegnet profeten Muhammed. Ikke af politiske grunde, men i erkendelse af, at frihed er en bærende forudsætning for kunstnerisk udfoldelse, som man ikke kan gå på kompromis med.

 

Men her holder lighederne også op, for hvor Kurt Westergaard i alt væsentligt mødte opbakning og forståelse i Danmark, så blev Lars Vilks i Sverige ikke alene udskammet for sin lille Rondellhund, men decideret udstødt og betragtet som en paria i den svenske kunstverden og blandt det svenske såkaldte akademia, der tog det meget ilde op, at Vilks åbent erklærede, at presset på ytringsfriheden skyldtes, at kunstverdenen i høj grad er præget af venstreorienterede, og at Sverige går forrest i begrænsningen af samfundskritisk debat og kultur.

 

Vilks personificerede med sit eget liv og eksempel, at det er med liv og karriere som indsats at insistere på at betragte samtidskunst i et kunsthistorisk perspektiv, hvis du dermed udfordrer tidsånden, for dens magt og politiske indflydelse er total: du kan ikke forholde dig kritisk og analyserende til tidsånden og tidstypiske strømninger uden at få læsterlige tæv: Den ene gang efter den anden blev hans foredrag aflyst på grund af manglende sikkerhed, og når de blev gennemført, blev de forsøgt saboteret af demonstranter og protester. Han var udsat for brandattentater og overfald og hans livsværk Nimis på Kullen blev flere gange forsøgt ødelagt.

 

Det forunderlige ved Lars Vilks var, at han var ukuelig: han gik roligt gennem alle sine prøvelser med både sin optimisme og sin humor intakt. Han forblev den samme og aldrig har nogen hørt ham beklage sig over sin skæbne eller den ufrihed han som politibeskyttet måtte tåle for at insistere på friheden – ytringsfriheden ikke mindst. Han vil gå over i historien som en af Skandinaviens vigtigste og modigste frontkæmpere for ytringsfriheden – hævet over både tidsånd og politiske strømninger.

 

I Trykkefrihedsselskabet var vi med ham hele vejen og han glemte os aldrig og sagde aldrig nej, når vi spurgte ham: han var gæst ved vores humorkonference i 2010, han var med os på Folkemødet og I marts 2015, kun en måned efter terrorangrebet på Krudttønden, modtog han selskabets ytringsfrihedspris, Sapphoprisen for sin indsats for ytringsfriheden. For en måned siden han sagde ja til at lave en podcast med os som del af selskabets podcastserie, der indtil videre omfatter podcasts med Lars Hedegaard, Steen Raaschou og Bent Jensen. Vi nåede ikke at få lavet den med Lars Vilks.

 

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

www.trykkefrihed.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…