Kyle Rittenhouse skød to, men blev frikendt, fordi han handlede i lovligt selvforsvar – venstreorienterede har brugt sagen til at øge polariseringen i USA

Kyle Rittenhouse lige efter frifindelsen (skærmprint)

Aia Fog, cand, jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

 

I fredags faldt der dom i en af de mest debatterede og profilerede retssager i nyere amerikansk historie, den såkaldte Rittenhouse-sag.

 

Ser man på selve sagens substans: påstandene, det dokumenterede hændelsesforløb og vidneforklaringerne, var der ellers ikke så meget at diskutere: det stod fra start til slut klart, at den dengang 17-årige Kyle Rittenhouse handlede i lovligt selvforsvar, da han den 25. august 2020 i Kenosha, Wisconsin, skød og dræbte to og sårede en tredje. Og det var da gudskelov også, hvad juryen fandt frem til, da den fredag pure frikendte Rittenhouse.

 

Jeg har fulgt sagen tæt, ikke mindst fordi jeg i sommeren 2020 fulgte BLMs og Antifas voldelige og ødelæggende optøjer, der pløjede sig igennem den ene by efter den anden i store dele af USA – herunder også byen Kenosha. Den ellers så upåagtede by blev pludselig berømt og berygtet efter at politiet i forbindelse med anholdelsen af den kriminelle (sorte) Jacob Blake, skød og sårede ham, hvilket førte til nogle af de værste optøjer den sommer.

 

Kyle Rittenhouse var taget til Kenosha for at hjælpe ofrene for optøjerne, og det er til overflod dokumenteret, at han brugte hele dagen den 25. august 2020 på at rense grafitti på offentlige bygninger. Det er også dokumenteret, at han ikke medbragte det våben, han senere på aftenen skød 3 (hvide) mænd med fra sit hjem i Illinois, men fik det efter ankomsten til Kenosha.

 

Det er også dokumenteret, at han på intet tidspunkt havde optrådt som aggressor, men at han tværtimod forsøgte at flygte fra (hvide) mænd, der angreb ham og at han kun skød i nødværge: den ene af de dræbte angreb ham med et skateboard, den anden forsøgte at vriste riflen fra ham, mens han råbte ”I´ll fucking kill you” og den tredje pegede på hans hoved med et håndvåben (en Glock).  De to første blev som nævnt dræbt og den tredje blev skudt i armen. Alle tre var kendte kriminelle.

 

Der kan stilles mange relevante spørgsmål til det hensigtsmæssige i, at en 17-årig dreng kan få lov til at rende rundt med et våben under omstændigheder, der mest minder om en borgerkrig, men det er politik og uvedkommende i relation til selve retssagen. det afgørende er, om Rittenhouse havde ret til at befinde sig i Kenosha, om han havde ret til at bevæbne sig, om våbnet var lovligt og frem for alt: om Rittenhouse handlede i nødværge. Og det gjorde han, hvilket ikke bare hans forsvar og den tunge video-dokumentation kunne vise, men også de vidneudsagn, der blev afgivet under den nervepirrende og ofte også absurde retssag.

 

Absurd fordi anklageren tydeligvis ikke havde en sag til at begynde med, men alligevel blev ved med at producere det ene vidne efter det andet, som blot underbyggede, at Kyle Rittenhouse var i livsfare og derfor handlede i selvforsvar. Og da de retlige argumenter slap op, forsøgte anklageren sig med stadigt mere vanvittige påstande, som f.eks. at Rittenhouse havde mistet retten til selvforsvar og at han underbyggede sin skyld, da han efter anholdelsen benyttede sin forfatningssikrede ret til ikke at udtale sig.

 

Mere end én gang blev det dommeren for meget, og han tordnede mod anklageren for bl.a. at inkriminere Rittenhouse for at gøre brug af sine borgerrettigheder. Set fra et juridisk synspunkt var det også pinligt at overvære: også i USA er anklagemyndigheden underlagt det såkaldte objektivitetsprincip, som betyder, at det er anklagemyndighedens vigtigste opgave at sørge for, at de skyldige bliver stillet til ansvar og at de uskyldige går fri. Det er m.a.o. ikke anklagemyndighedens opgave at ”vinde” sagen, men at sikre at uskyldige ikke bliver dømt. Det var tydeligvis ikke noget, der tyngede anklageren, der mere så ud til at bruge retssagen på at søsætte en politisk karriere og smide Kyle Rittenhouse under bussen for at nå sit mål.

 

Og det er spørgsmålet om anklageren ikke også har fisket i rørte vande, for de amerikanske venstreorienterede meningsdannere og ikke mindst mainstreammedierne, har heftigt og utrætteligt defameret den nu 18-årige Kyle Rittenhouse og beskrevet ham som højreekstremt militsmedlem og bærer af hvidt overherredømme i en sådan grad, at de decideret har løjet om fakta. Og de er rasende over frifindelsen. Men ikke nok med det: Præsident Joe Biden har i en erklæring kommenteret frifindelsen af Rittenhouse således: ”Selvom dommen i Kenosha har efterladt mange amerikanere, herunder mig selv, vrede og bekymrede, er vi nødt til at acceptere, at juryen har talt”. Og vicepræsident Kamala Harris udtalte, at dommen viser, at der er ”meget mere arbejde, der skal gøres”, når det gælder ”retfærdig ligestilling i straffesager”.

 

Kyle Rittenhouse-sagen er dermed endegyldigt ophørt med at være den open-and-shut sag om lovligt nødværge og den forfatningsmæssigt sikrede ret til selvforsvar, som den oprindeligt var. Det er nemlig ikke sagens substans, der er omdrejningspunktet, men den tiltagende polarisering af både det politiske klima og den amerikanske befolkning, der finder sted i disse år. En polarisering, der i yderste konsekvens kan true den sammenhængskraft USA hviler på, og som er helt afgørende for landets status som Vestens leder.

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M.
Chairman of the Free Press Society

www.trykkefrihed.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…