Kriminelle migranter sniger sig nu via evakueringsfly ind i flere europæiske lande – en tidligere veteran-major prøver at råbe danskerne op

Det gamle ordsprog ”hastværk er lastværk” har vist sig eviggyldigt i forbindelse med evakueringen fra Afghanistan.

 

Ansvaret kan først og fremmest pålægges USA’s præsident Joe Biden, som gav en exit-dato fra Afghanistan. Det er vanvittigt at fortælle fjenden, hvornår man takker af, så de ved, hvornår de skal slå til.

 

Men ansvaret bør også pålægges den danske regering, der ikke kunne tage sig sammen før i sidste øjeblik. På trods af, at den i måneder har vidst, hvad vej vinden blæste.

 

Resultatet er kaos i Kabul, hvor titusindvis af afghanere ønsker at komme til Vesten. Og Taliban demonstrerer allerede sit modbydelige regime ved at forhindre folk i at komme til lufthavnen, så de kan rejse ud, hvorefter man truer de allieredes regeringer, hvis de ikke får folk fløjet ud, inden den af Biden fastsatte deadline den 31. august 2021.

 

Ingen tid til sikkerhedstjek før afrejse – kriminelle kan komme med om bord

Så skete det, vi nok alle – også politikerne – vidste måtte ske. En forbryder, der opgiver falsk navn og ingen papirer har overhovedet, kommer med et dansk evakueringsfly.

 

Ét er det falske navn, men når personen end ikke kan fremvise ID-dokumenter, hvordan kan han så komme ombord på et fly ud af Afghanistan?

 

Først i Kastrup lufthavn blev falskneriet opdaget.

 

Der er tale om et 23-årigt medlem af indvandrerbanden Loyal to Familia, der blev dømt til udvisning for bestandigt i 2020, og i juli i år blev dommen endelig eksekveret.

 

Den 23-årige brugte sin brors navn, som, uanset broderen selv rejste fra Kabul, ikke blev opdaget i Kabul lufthavn. Den udviste forbryder tog chancen.

 

Det lykkedes fint, og han er tilbage i Danmark.

 

Broderen til LtF-medlemmet blev kort interviewet i TV2 nyhederne mandag aften. Han kunne fortælle, at hans udviste bror jo bare ønskede at komme i sikkerhed, og det var han så nu.

 

Jo tak, men hvad med den danske befolknings sikkerhed? Hver eneste dømt og udvist forbryder, der dukker op igen i Danmark, får konsekvenser for den danske befolkning.

 

Det ville være for meget at håbe på, at der er tale om en enlig svale.

TV2-nyhederne har oplyst, at endnu en person er blevet anholdt for at overtræde sit indrejseforbud, da han ankom til Danmark med et evakueringsfly fra Afghanistan. Indrejseforbudet gjaldt indtil 2023.

 

Han blev udvist i 2017 og har 2 børn. Han hævder, at de danske myndigheder gav familien lov til at komme tilbage til Danmark. Det vil nok ikke undre nogen, hvis det virkelig er tilfældet. Han fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.

 

Udenrigsministeren har skam advaret os: Der vil ske fejl. Og ja, det har allerede vist sig, at han har ret. Så venter vi bare på den næste og den næste og…

 

Det videre forløb

LtF-medlemmet er nu sigtet og får en eller anden kortere straf for overtrædelse af indrejseforbudet.

 

Når den er afsonet, kommer han formentlig på tålt ophold, da konventionerne forbyder Danmark at sende ham retur til hjemlandet. Det tålte ophold bliver ikke særligt utåleligt, da han vil tilbringe al sin tid hos familien.

 

Der er selvfølgelig meldepligt, og han skal som udgangspunkt overnatte på udrejsecentret. Men selv om overtrædelse af disse regler også er strafbart og kan betyde nogen tid i fængsel, inden han igen placeres i udrejsecentret, så er han, hvor han gerne vil være – i Danmark.

 

Hvis det går, som det er sket flere gange, så får han efter et stykke tid Højesterets tilladelse til at flytte hjem til familien.

 

Det er dog ikke tilladt for ham at arbejde. Men det har næppe tidligere været – og vil heller ikke fremover være – et problem.

 

Hvad der sker med den anden afghaner, vides ikke. Man kan jo ikke både give ham tilladelse til at komme til Danmark og så straffe ham for overtrædelse af indrejseforbuddet. Hvis han altså taler sandt. Mon ikke han forlader grundlovsforhøret i dag som en fri mand?

 

Selv om der er en No-fly sikkerhedsliste, så kommer illegale alligevel med flyene i flere lande

Danmark har formentlig lige som de andre vestlige lande en no-fly liste udover Danskerlisten.

 

Ikke fordi no-fly listen er vandtæt, men den kan da i det mindste holde nogle fra at komme med evakueringsflyene. Således har Danmark forhindret én afghaner i at komme med til Danmark, hævdes det.

 

Ifølge Daily Mail er det lykkedes én afghaner, der var på no-fly listen, at komme til UK,  mens fire andre blev stoppet i Kabul.

 

Fem personer på Frankrigs no-fly liste er kommet ind i Frankrig.

 

Amerikanske soldater har opgivet at foretage baggrundstjek af passagererne for nogle dage siden. Screening bliver først foretaget, når de ankommer til USA. I USA bliver der næppe taget med fløjlshandsker på dem.

 

Andre EU-lande har opdaget, at en del personer på deres no-fly liste er kommet med evakueringsflyene. Daily Mail oplyser ikke, hvilke EU-lande der er tale om, men Danmark er nok iblandt dem.

 

Venstrefløjens virkelighedsresistens

I 2015 var det topmålet af racisme (en af de utallige måder, venstrefløjen definerer racisme) at insinuere – eller bare forsigtigt bemærke – at der i strømmen af en million migranter nok også gemte sig terrorister.

 

Ingen fra venstrefløjen har mig bekendt angrende klædt sig i sæk og aske, da bl.a. Bataclan i Paris blev angrebet af terrorister, hvoraf nogle var de såkaldte home-growns islamister og andre kom til Frankrig i ly af migrantstrømmen.

 

Nu står venstrefløjen igen (ikke mindst Enhedslisten) med den moralske glorie pudset og kræver mindst 2.000 afghanere til Danmark. Forbrydere eller ikke forbrydere, terrorister eller ikke terrorister. Det er ligegyldigt. Det er – set fra Enhedslistens høje humanistiske stade – vores pligt, fordi vores soldater har været i Afghanistan.

 

Ikke mere islam til Danmark

Eva Selsing sammenfatter dilemmaet mellem krig og ufred og vores ansvar for Danmark og vores børns fremtid i Berlingske (bag betalingsmur):


Det stopper aldrig; verden er et konfliktfyldt sted. Der er krige, der er uretfærdighed og undertrykkelse – men løsningen kan aldrig nogensinde blive at hente konflikterne hertil med alle de fatale konsekvenser for uskyldige danskere, det beviseligt har.”

 

Uanset om konflikten i Afghanistan er hjerteskærende, hverken kan eller skal Danmark tage imod flere fra den islamiske verden, for ”vi står i forvejen med det, der ligner et uløseligt problem med et stort og voksende islamisk parallelsamfund. Prisen i form af kulturel opløsning, vold, kriminalitet og økonomisk pres bliver større dag for dag.”

 

Og hun fortsætter:

 

”Der er ikke tale om en ’moderat’ eller frihedselskende befolkning, der holdes som gidsel af nogle slemme mænd i pyjamas – i modsætning til hvad de mikrofonholder-interviewede kvinder med islamisk baggrund herhjemme påstår. Den afghanske befolkning vil have islam. De er islamister, og det kan ingen migrationsvenlig, Umma-loyal tryllefortælling ændre på. En øget tilstrømning fra Afghanistan vil styrke de farligste og mest ortodokse islamiske kræfter herhjemme.”

 

Hun slutter af med:

”Vi kan ikke tage flere. Vi skal ikke tage flere. Og vi bør ikke tage flere. Vores ansvar er Danmark og vores børns fremtid.”

 

En pensioneret soldat taler ud

Vi har sikkert alle overværet ikke så få personer, der på TV med deres baggrund som veteraner fra Afghanistan har udtalt sig om ”vores kammerater”, som ”vi ikke må svigte”.

 

Der må vel, som tak for tolkningen, skaffes ly til disse tolke i Pakistan (mod en klækkelig betaling selvfølgelig) eller et andet sted, tæt på deres egen kultur og religion.

 

Disse følelsesfulde fortællinger opponerer Leif Dalby-Frandsen imod på sit Facebook opslag, da hans erfaring fra Afghanistan er, at tolkene ikke ”støttede os vesterlændinge af moralske, politiske eller etiske grunde. Det var lønnen. Lønnen var – efter afghanske forhold – fantastisk høj og derfor var jobbene som tolke også meget eftertragtede. Tolkene gjorde det for pengenes skyld.”

 

Der er bestemt ikke noget odiøst i at arbejde for at få brød på bordet, men det betyder vel ikke, at de, når jobbet er slut, alle skal til de vestlige lande.

 

Mange har omtalt den afghanske hær som intet værd, og som bare stak af, da Taliban nærmere sig. Som Dalby-Frandsen skriver: ”Vi har været med at opbygge en hær på 180.000… Og spørger retorisk, om de nu også skal have asyl.

 

Han forstår ikke, hvordan den indsats, vi har ydet, i pressen kan blive vendt til, at det er os, der skal være taknemlige.

 

Mon det kan være, fordi den venstrefløjede fortælling er, at de virkelige ofre er ”de andre”, mens vi i den vestlige verden er onde, inhumane og slet ikke fortjener det gode samfund, vi og generationerne før os har skabt?

Skærmprint fra denne video:

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…