Af Cecilie Winther Kristensen (DF) kandidat til Borgerrepræsentationen og Region Hovedstaden
En af mine absolutte mærkesager, er at få forbedret mange helt urimelige vilkår for borgere med psykiatriske lidelser.
Der er meget lang tid, før man kommer til en samtale med en psykiatrisk læge, men der er endnu længere ventetid til den konkrete psykiatriske behandling, som er afgørende for, at man f.eks. kan vende tilbage til arbejde eller studier.
Det er ikke rimeligt, men det er da heller ikke godt for hverken borger eller samfund, at unge, på grund af ventetid, dropper ud af en erhvervsuddannelse og andre mister deres arbejde. Det er nogle af de ting, vi som borgere og politikere ikke kan leve med længere – og en væsentlig årsag til, at jeg nu stiller op, til såvel kommunal- som regionsrådsvalg, til november.
Men, et andet og sjældent diskuteret område, er de sidste 12-14 års nedskæringer på væresteder for psykisk syge.
Kommunernes ansatte DJØF’er, svage borgmestre og passive politikere, har ofte været årsagen til lukning og nedskæring af væresteder til psykisk syge.
Det er fagligt helt urimeligt og faktisk også en dyr løsning, at tage mange psykisk syges “andet hjem” fra dem. Det koster samfundet langt mere, end DJØF-regnedrengenes papir “besparelser”.
Jeg synes derfor, at tiden må være kommet til, at der skiftes kurs og måske også udskiftes politikere, som har lyst til at sætte sig ind i psykiatriens mystik og nødvendigheder. I København skal vi derfor standse disse nedskæringer. Men, det er ikke nok.
Vi skal have flere væresteder. Der er et stigende antal psykisk syge, men der er således også netop behov for flere væresteder. Det er sådan, at vi også kan genoprette psykiatrien. Vi skal forstå, hvor meget samvær for den psykiske borger betyder. Når et flertal af politikere forstår det, så kan vi hjælpe de psykiske borgere, som desværre ikke har kræfter til at demonstrere for deres rimelige rettigheder.
Jeg vil gerne påtage mig rollen med at være de psykiatriske borgeres tillidsmand M/K. Skulle vi ikke tage os sammen og reelt kæmpe for bedre vilkår til de psykisk sårbare og for deres børn. Det er på høje tid.
