Kina køber vestlige akademikere

En rystende undersøgelse er netop blevet offentliggjort i det franske ugeblad Le Point af, hvordan Beijing køber vestlige universiteters gunst. En italiensk associeret professor, Fabio Massimo Parenti ved det italienske internationale institut i Firenze, Istituto Lorenzo de Medici, gæstede for eksempel Xinjiang, hvor op mod to millioner uighurer menes at være indespærret i “genoplæringslejre”. Desuden følges mange britiske skoler i dag tæt på den kinesiske indflydelses- og propagandaradar. Nigel Farage, lederen af Storbritanniens Reformparti, tweetede for nylig, at “kinesiske milliardærer med direkte forbindelser til CCP (Kinas Kommunistiske Parti) opkøber britiske skoler — og oversvømmer læseplanerne med deres egen propaganda,” samt opremsede navnene på nogle af de skoler i Storbritannien, som er “under kinesisk kontrol”:

 

“Abbots Bromley School

Bournemouth Collegiate
St Michael’s School
Bosworth College
Bedstone College
Ipswich High School
Kingsley School
Heathfield Knoll School
Thetford Grammar
Wisbech Grammar
Riddlesworth Hall
Myddelton College
CATS Colleges”

 

I begyndelsen af september 2019, i Urumqi, som er hovedstaden i uighur-regionen Xinjiang i det vestlige Kina, deltog Christian Mestre, æresdekan ved Strasbourg Universitets juridiske fakultet, i et “internationalt seminar om kampen mod terrorisme, for afradikalisering og beskyttelsen af menneskerettigheder”. Seminaret var arrangeret af Folkerepublikken Kina. Mestres udtalelser blev transskriberet både i statslige medier, Xinhua nyhedsbureau, samt den nationale avis Global Times.

 

“Jeg håber, at Frankrig og andre europæiske lande kan overtage de svar, som Xinjiang giver”, sagde professor Mestre under et besøg i et af “erhvervsoptræningscentrene”, som er det navn, Beijing har givet sine genoplæringslejre. “Disse mennesker er ikke i fængsel,” bevidnede professoren, “men er sendt på obligatorisk genoptræning”. Der er intet at finde her, som man siger.

 

Dette udgjorde indledningen til den imponerende undersøgelse fra det franske ugeblad Le Point af, hvordan Kina har købt mange vestlige akademikeres gunst. “Det har samme værdi som Aragons rejser til Sovjetunionen eller kollaboratørerne i Nazi-Tyskland”, sagde Marie Bizais-Lillig, kollega til Mestre. Henvisningen gælder Louis Aragon, den franske forfatter som besøgte Sovjetunionen under Stalin og vendte tilbage, overbevist om ægtheden af det kommunistiske system, og som siden viede sig til forsvaret af dette.

 

En overlevende fra Kinas genoplæringslejre i Xinjiang afslørede for nylig, hvad der foregår dér. Gulbahar Haitiwaji havde boet i Frankrig i ti år. Hendes mand og døtre havde status af politiske flygtninge, men Gulbahar havde foretrukket at beholde sit kinesiske pas for at kunne besøge sin gamle mor. I november 2016 købte hun en billet til Kina, hvor hun hurtigt blev deporteret til en genoplæringslejr for hendes eget folk, uighurerne. Hun var indespærret i to år, før hun blev løsladt efter pres fra Frankrig. Tidligere i år offentliggjorde hun en rystende beretning, “Rescapée du goulag chinois“. [“Overlevende fra det kinesiske Gulag”]

 

Gulbahar er den først uighur, som er blevet løsladt og sendt tilbage til Frankrig. “Xi Jinping”, opsummerer hun, “ønsker et Xinjiang uden uighurerne”.

 

Hun blev flyttet fra et detentionscenter til et andet. Først detentionscenteret før hendes retssag, hvor reglerne hang på væggen: “Det er forbudt at tale uighur; det er forbudt at bede; det er forbudt at gå i sultestrejke…” Hun måtte besørge i en plastikspand foran alle de andre.

 

Hun var lænket til sin seng i 20 dage i 2017. Hun blev ført til et af de nye “erhvervsoptræningscentre”, det navn som regeringen har givet sine gulaglejre. Baijintan- lejren — tre bygninger “så store som mindre lufthavne” på kanten af ørkenen – er omgivet af hegn med pigtråd på toppen. Fangerne ser ikke længere dagslyset, kun neon. Kameraer følger de indsattes hver eneste bevægelse.

 

“Tak til vores storslåede land. Tak til vores kære præsident Xi Jinping”, skal de indespærrede gentage fra morgen til aften.

 

Efter at de har fået tildelt nye navne (Gulbahar blev “Nummer 9”), bliver deres tøj og hår fjernet. Den kinesisk genoplæring begynder at styre deres tanker. En lejrvagt viser gruppen af indsatte en væg: “Hvilken farve har den?”, spørger han. “Hvid”, svarer de. “Nej, den er sort. Det er mig, der bestemmer, hvilken farve den har”.

 

Senere følger der nogle mærkelige “vaccinationer”. “Kvinder fik ikke længere menstruation. Da jeg endelig vendte tilbage til Frankrig, mærkede jeg for alvor sterilisationens eksistens…”

 

I Frankrig er der gennem de seneste 15 år blevet åbnet 18 Konfutse-institutter, angiveligt for at undervise i kinesisk og promovere kinesisk kultur. I Europa udviste Belgien i året 2019 rektoren ved Konfutse-instituttet ved Det Frie Flamske Universitet i Bruxelles, efter at sikkerhedstjenesten havde beskyldt ham for at være spion.

 

En Tibet-ekspert, Françoise Robin, fra National Institute of Oriental Languages ​​and Civilizations (Inalco), kalder disse institutter for “propagandavåben”. I 2016 inviterede Inalco Dalai Lama til en konference. “Vi modtog officielle breve fra den kinesiske ambassade, som bad os om ikke at tage imod ham,” sagde Robin.

 

I september 2014 var Mestres juridiske fakultet på Strasbourg Universitet vært for en række begivenheder om Tibet, omfattende foredrag, udstillinger, danse og koncerter arrangeret “på opfordring fra Kinas generalkonsulat i Strasbourg”, ifølge formuleringen i en e-mail tilsendt fra dekanen. “Åbningskonferencen forsikrede [alle om], at Tibet aldrig var blevet annekteret, [og] at den kinesiske intervention i 1950 var sket på opfordring fra tibetanerne,” erindrede juraprofessor Nicolas Nord.

 

The Economist lod for nylig forstå, hvad det er, det kinesiske regime i virkeligheden foretager sig i Tibet: udradering af buddhismens indflydelse i befolkningens sind.

 

Det kan være derfor, den nylig foreslåede leder af CIA, William J. Burns, sagde, at hvis det stod til ham, ville han lukke Konfutse-institutterne på vestlige universiteter. I Storbritannien er de åbenbart også bekymrede – med rette, ser det ud til. Ifølge avisen Daily Mail har hundredvis af uafhængige skoler, som kom i alvorlige økonomiske vanskeligheder på grund af viruspandemien fra Wuhan, siden været i søgelyset hos kinesiske investorer. Kina forsøger tydeligvis at udvide sin indflydelse i det britiske undervisningssystem, ligesom det gør i USA. Sytten skoler i Storbritannien er allerede ejet af kinesiske selskaber, og antallet vil givetvis stige. Endvidere afslørede The Times, at Cambridge Universitet har modtaget en “generøs gave” fra Tencent Holdings, et af de største teknologiselskaber i Kina, som er indblandet i statslig censur.

 

Man føres i tankerne tilbage til “Cambridge Five”, det britiske spionnetværk — Anthony Blunt, Donald Maclean, Kim Philby, Guy Burgess og John Cairncross – i Sovjetunionens tjeneste og ligeledes baseret på det berømte britiske universitet. Kim Philby, som døde i eksil i Sovjetunionen, fortrød aldrig sit forræderi mod Storbritannien : “Det var først henimod slutningen af mit ophold i Cambridge, at jeg tog den endelige beslutning om at vie mit liv til kommunismen”.

 

Dengang kunne mange i Vesten sandfærdigt sige, at de ikke vidste, hvor mange mennesker der var blevet dræbt eller fængslet af Sovjetregimet. Idag ved vi en masse om Kinas brutalitet, herunder massedrab med den Wuhan-virus, som det kinesiske kommunistparti påførte verden, først ved løgnen om at virus ikke blev overført fra person-til-person, siden ved at standse alle hjemlige flyrejser fra Wuhan, men lade den internationale luftfart fortsætte. Som følge heraf blev hvert eneste land på kloden inficeret, resulterende i at mere end 2,5 millioner mennesker er døde.

 

Vi har også kendskab til antallet af personer, som er indespærret i laogai, de kinesiske “administrative fængsler” (anslået 50 millioner). Vi har kendskab til antallet af kinesiske piger, som regimet forhindrede i at blive født, dengang “ét-barnspolitikken” var i funktion (anslået 30 millioner). Vi har kendskab til antallet af mennesker, som blev dræbt på Tiananmen Square, sidst regimet blev åbenlyst udfordret af sine borgere (anslået 10.000).

 

“Områder, som er beboet af etniske minoriteter, så som Xinjiang og Tibet, har gjort sig bemærket som strålende eksempler på Kinas fremgang inden for menneskerettigheder”, sagde Kinas udenrigsminister Wang Yi, få timer før han holdt tale i FN’s Menneskerettighedsråd. Ikke engang Sovjetunionen kunne sandsynligvis have fostret den idé.

 

Giulio Meotti, kulturredaktør ved Il Foglio, italiensk journalist og forfatter.

Artiklen er oversat af Mette Thomsen

GATESTONE INSTITUTE

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…