Kina boykotter vestlige firmaer på grund af uighurerne

Den kinesiske regering boykotter vestlige beklædningsdetailhandlere for at have udtrykt bekymring vedrørende tvangsarbejde i Xinjiang, Kinas største region. Firmaerne bliver presset til at rense deres websider for omtale af virksomhedspolitik vedrørende menneskerettigheder, omgøre beslutninger om at holde op med at købe bomuld produceret i Xinjiang og fjerne kort, som beskriver Taiwan som et selvstændigt land.

 

Den optrappede konflikt kommer, efter at Den Europæiske Union og Storbritannien den 22. marts tilsluttede sig USA og Canada om at indføre sanktioner mod kinesiske embedsfolk for menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang, en fjerntliggende, autonom region i det nordvestlige Kina.

 

Menneskerettighedseksperter siger, at mindst en million muslimer tilbageholdes i op mod 380 interneringslejre, hvor de udsættes for torturmassevoldtægttvangsarbejde og sterilisation.

 

Vestlige firmaer, som driver handel i Kina, bliver i stigende grad stillet over for et ubehageligt dilemma: hvordan fastholde vestlige værdier og lægge afstand til menneskerettighedskrænkelser uden at provokere til repressalier fra den kinesiske regering og miste adgangen til et af verdens største og hurtigst voksende markeder.

 

Den aktuelle konflikt drejer sig om påstande om, at den kinesiske regering tvinger mere end 500.000 uighurer og andre muslimske etniske og religiøse mindretal til at plukke bomuld i Xinjiang, som producerer 85% af Kinas bomuld og en femtedel at verdens samlede forsyning. Godt 70% af regionens bomuldsmarker afplukkes ved håndkraft. Påstandene om tvangsarbejde påvirker alle vestlige forsyningskæder, der indeholder Xinjiang-bomuld som råmateriale. Både EU og USA importerer mere end 30% af deres beklædnings- og tekstilforsyninger fra Kina.

 

I oktober 2020 suspenderede det Geneve-baserede Better Cotton Initiative (BCI), en indflydelsesrig non-profit gruppe som arbejder for en bæredygtig bomuldsproduktion, sin godkendelse af Xinjiang-bomuld, idet man citerede påstande om og “øgede risici” for tvangsarbejde. Udtalelsen er siden blevet fjernet fra BCI’s webside og er, foruroligende nok, heller ikke tilgængelig i Internet Archive.

 

Efter at BCI, som har mere end 1800 medlemmer omfattende hele den globale bomuldsforsyningskæde, standsede sin godkendelse af bomuld produceret i Xinjiang, sagde dets medlemmer — herunder det i Tyskland baserede Adidas, det i Storbritannien baserede Burberry, de svenske detailhandlere H&M og IKEA, og det i USA baserede Nike — alle, at de ville holde op med at bruge bomuld fra Xinjiang, i overensstemmelse med gruppens retningslinjer.

 

Samtidig fremsatte H&M, verdens næststørste modetøjsdetailhandler, en erklæring på sin webside:

“H&M Group er dybt bekymret over rapporter fra civilsamfundsorganisationer og medier, som indeholder beskyldninger om tvangsarbejde og diskrimination af etnisk-religiøse minoriteter i Xinjiang Uyghur Autonomous Region (XUAR). Vi forbyder strengt enhver form for tvangsarbejde i vores forsyningskæde, uanset land eller region….

“Vi samarbejder ikke med beklædningsproducerende fabrikker placeret i XUAR, og vi modtager ikke produkter fra denne region. Vi viser tydeligt navne og lokaliteter på produktionsfabrikker, spinderier og trådfabrikanter i vores offentlige forsyningsliste og vil fortsat gøre dette, samt yderligere opgradere denne gennemsigtighed vedrørende vores globale forsyningskæde.

“Desuden har vi foretaget en forespørgsel i alle de beklædningsfremstillende fabrikker, som vi samarbejder med i Kina, med henblik på at sikre, at arbejderne er ansat i overensstemmelse med vores Sustainability Commitment (Bæredygtighedsforpligtelse), og at man følger vore retningslinjer vedrørende migrantarbejdere.”

 

Denne erklæring, som på det pågældende tidspunkt stort set forblev ubemærket, blev gravet frem efter EU’s sanktionsudmelding. Det kinesiske kommunistpartis ungdomsbevægelse, Communist Youth League, skrev i en udtalelse på Weibo, som er den kinesiske ækvivalent til Twitter: “Udsprede rygter for at boykotte Xinjiang-bomuld og samtidig ønske at tjene penge i Kina? Ønsketænkning!”

 

Furoren over H&M’s forbud mod Xinjiang-bomuld steg hurtigt til feberagtige højder på de kinesiske sociale medier, hvor mange opfordrede til en nationalt dækkende boykot af firmaet. Kinesiske kort- og ride-hailing-apps [kørselsanmodnings-apps i stil med Ufers] blokerede H&M. Store kinesiske e-handelplatforme droppede varemærket fra deres platforme. Vrede udlejere opsagde leasingaftaler og tvang H&M til at lukke nogle af deres 500 butikker i Kina, firmaets fjerdestørste marked efter Tyskland, USA og Storbritannien.

 

Det kinesiske nationalistiske bagslag spredtes snart til andre vestlige beklædnings- og fodtøjsfirmaer — heriblandt Adidas, Burberry, Calvin Klein, Lacoste, New Balance, Nike, Puma, Tommy Hilfiger, Uniqlo og Zara — efter at statslige medier havde kritiseret mærkerne for at udtrykke bekymring vedrørende Xinjiang. Mere end 30 kinesiske berømtheder kundgjorde, at de ophørte med at indgå aftaler med vestlige varemærker. Nogle sagde, at de modsatte sig forsøg på at “miskreditere Kina.”

 

Associated Press rapporterede, at Kina var i færd med at “slette” vestlige varemærker fra internettet:

“I en højteknologisk udgave af spraymaling, som anvendes af Kina og andre autoritære regimer til at slette politiske fjender fra historiske fotos, vistes H&M’s tæt ved 500 butikker i Kina ikke længere på ride-hailing-app’en Didi Chuxing eller korttjenester drevet af Alibaba og Baidu. Dets smartphone-app forsvandt fra app-butikkerne.

“Det stod ikke klart, om firmaerne fik ordre til at slette H&M’s tilstedeværelse online, men kinesiske foretagender forventes at rette ind uden at få besked om det. Regulatorer har brede magtbeføjelser til at straffe firmaer, som undlader at støtte den officielle politik….

“Kommunistpartiet presser ofte udenlandske beklædnings-, rejse- og andre varemærker for deres regeringers handlinger eller i et forsøg på at tvinge dem til at overtage dets egne holdninger vedrørende Taiwan, Tibet og andre følsomme emner.

“De fleste føjer sig, fordi Kina er et af de største, hurtigst voksende markeder for global mode, elektronik og andre forbrugermærker.”

 

Xu Guixiang, en talsmand for Xinjiangs regering, sagde:

“Jeg synes ikke, at et firma bør politisere sin økonomiske adfærd. Kan H&M fortsat tjene penge på det kinesiske marked? Ikke længere. At fare ud med denne beslutning og involvere sig i sanktioner er ikke klogt. Det svarer til at løfte en sten i vejret og lade den falde ned på egne fødder.”

 

H&M udtalte i en erklæring dateret 31. marts, at firmaet var “ivrigt efter at genvinde tiltro og tillid hos vore forbrugere, kolleger og forretningspartnere i Kina.” Erklæringen, som ikke nævnte Xinjiang, syntes at være et fejlslagent forsøg på at ramme en balance mellem at formilde den kinesiske regering og samtidig berolige de vestlige menneskerettighedsgrupper.

 

“Hvorfor undskylder H&M ikke åbent over for forbrugerne?” spurgte det statslige China Central Television. Det kaldte H&M’s erklæring for en “andenklasses public relations-erklæring fuld af tomme ord uden oprigtighed.”

 

Handelsministeriets talsmand Gao Feng sagde, at tvangsarbejde i Xinjiang var “ikke-eksisterende og udelukkende fri fantasi,” og at den slags påstande var det samme som bagvaskelse:

“Vi modsætter os enhver ydre magts indblanding i Xinjiang-relaterede forhold og Kinas indre anliggender. Vi modsætter os også sanktioner pålagt kinesiske personer og foretagender, baseret på løgne og falske oplysninger og under påskud af såkaldte menneskerettighedsproblemer i Xinjiang.”

 

De kinesiske myndigheder lagde efterfølgende pres på H&M og andre varemærker for at få dem til at ændre “problematiske kort over Kina” på deres websider. Shanghai-afdelingen af Cyberspace Administration of China protesterede imod den måde, hvorpå Taiwan, den selvstændige ø-stat som Beijing hævder er en del af dets territorium, beskrives i de taiwanesiske versioner af deres websider.

 

Efter at H&M bøjede sig for det kinesiske pres og ændrede kortet, gav regeringen H&M ordre til “øjeblikkeligt at afhjælpe” sin beskrivelse af omdiskuterede havområder i Det Sydkinesiske Hav, hvoraf Beijing gør krav på 90%. H&M rettede ind, blot for at vække vrede i Vietnam, som hævder et rivaliserende krav på nogle af havområderne.

 

I mellemtiden har den kinesiske regering, i et forsøg på at imødegå anklagerne om menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang, produceret en ny musical — tilsyneladende en efterligning af den amerikanske klassiker “Sound of Music” — som skildrer Xinjiang som en landlig idyl af etnisk samliv uden undertrykkelse, masseovervågning og endda islam hos størsteparten af uighur-befolkningen.

 

Musicalen “Wings of Songs” forsøger at give regionens kulturelle virkelighed en ny indramning, ifølge Agence France-Presse, som tilføjede:

“Musicalen udelader overvågningskameraerne og sikkerhedstjekkene, som tæppedækker hele Xinjiang. Lige så bemærkelsesværdig er fraværet af henvisninger til islam — selvom mere end halvdelen af befolkningen i Xinjiang er muslimer — og der er ingen moskeer eller tildækkede kvinder.”

Vestlige forbrugsmærker og Xinjiangs forsyningskæder

I marts 2020 afslørede Australian Strategic Policy Institute i en rapport, “Uyghurs for Sale” (Uighurer til salg), at uighurer arbejdede — under tvangsarbejdsforhold — i fabrikker, som optræder i forsyningskæderne for mere end 80 velkendte globale varemærker inden for beklædnings-, bil- og teknologisektorerne. Listen af firmaer omfatter blandt andet:

Abercrombie & Fitch, Acer, Adidas, Alstom, Amazon, Apple, ASUS, BMW, Bombardier, Bosch, Calvin Klein, Candy, Carter’s, Cerruti 1881, Cisco, Dell, Electrolux, Fila, Founder Gap, General Motors, Google, H&M, Hitachi, HP, Jaguar, L.L. Bean, Lacoste, Land Rover, Lenovo, LG, Mercedes-Benz, MG, Microsoft, Mitsubishi, Nike, Nintendo, Nokia, Panasonic, Polo Ralph Lauren, Puma, Samsung, Sharp, Siemens, Skechers, Sony, Tommy Hilfiger, Toshiba, Uniqlo, Victoria’s Secret, Volkswagen og Zara.

 

I juli 2020 fortalte Financial Times, at vestlige varemærker, herunder Brooks Brothers, Hugo Boss, Lacoste og Ralph Lauren, havde modtaget beklædningsskibsladninger fra et kinesisk firma, hvis datterselskab står til amerikanske sanktioner for påstået tvangsarbejde i Xinjiang.

 

I maj 2019 fortalte Wall Street Journal, at mange multinationale varemærker — herunder Adidas, C&A, Calvin Klein, Campbell’s Soup Company, Coca-Cola, Disney, Esprit, Gap, H&M og Kraft Heinz og Patagonia — drog direkte eller indirekte fordel af fabrikker, som angiveligt anvendte tvangsarbejde i Xinjiang.

 

Nogle firmaer har benægtet beskyldningerne, andre har lovet at undersøge sagen og atter andre har lovet at standse importen af forsyninger fra Xinjiang. Nedenstående er et udvalg af svar og udtalelser fra moderelaterede varemærker, som er det aktuelle fokus for den kinesiske vrede:

  • Adidas. I en meddelelse: “I 2019, da vi fik kendskab til påstande mod adskillige firmaer, som indhenter leveringer fra Xinjiang, Kina, hvor etniske minoriteter er rapporteret udsat for tvangsarbejde i spinderier, stillede vi utvetydigt krav til vore tøjforsyningsleverandører om ikke at indhente trådgarn fra Xinjiang-regionen. Adidas har aldrig fremstillet varer i Xinjiang og har intet kontraktmæssigt forhold til nogen forsyningsleverandører fra Xinjiang.”
  • Burberry. Denne i Storbritannien baserede detailhandler, som er medlem af Better Cotton Initiative, var det første luksusvaremærke, som kom til at lide under det kinesiske tilbageslag vedrørende Xinjiang. Burberry mistede en kinesisk varemærkerepræsentant, og dets logo blev fjernet fra et populært videospil.
  • Gap. I en meddelelse: “Vi kan bekræfte, at vi ikke indhenter nogen beklædningsstykker fra Xinjiang…. Vi har implementeret en ny politik, som tydeligt forbyder Gap Inc.-sælgere at indhente, direkte eller indirekte, nogen produkter, komponenter eller materialer fra Xinjiang i processen med at afgive bestillingsordrer for Gap Inc.
  • Marks & Spencer. Denne britiske detailhandler var et af de første større varemærker, der bakkede op om kampagnen for at bringe tvangsarbejde til ophør i Xinjiang. I januar 2020 underskrev firmaet en opfordring til handling fra ‘The Coalition to End Forced Labour in the Uyghur Region’ — som består af mere end 300 civilsamfundsgrupper — for at afskære forbindelserne til leverandører i Kina, som profiterer af tvangsarbejde i Xinjiang.
  • Nike. I en meddelelse: “Vi er bekymrede over rapporter om tvangsarbejde i og forbundet med Xinjiang Uyghur Autonomous Region (XUAR). Nike indhenter ikke produkter fra XUAR og vi har sikret os med vore kontraktleverandører, at de ikke bruger tekstiler eller garntråd fra regionen.”
  • New Balance. I en meddelelse: “Vi erkender, at risikoen for tvangsarbejde øges, jo længere op vi går i forsyningskæden, hvor vi også har mindre synlighed og indflydelse. Vi udvider kortlægningen af bomuldsforsyningskæden samt undersøger teknologier og andre metoder til bedre sikring af råmaterialernes oprindelse.”
  • Zara. Zaras moderselskab, det i Spanien baserede Inditex, fjernede en erklæring vedrørende selskabets nul-tolerancepolitik vedrørende tvangsarbejde fra sin hjemmeside. Erklæringen, som kan ses på Internet Archive, lød:

    “Vi tager rapporter om upassende social og arbejdsmæssig adfærd i et hvilket som helst led af tøj- og tekstilforsyningskæden yderst alvorligt. Vi er bevidste om et antal af sådanne rapporter, som påstår social og arbejdsmæssig dårlig adfærd i forskellige forsyningskæder blandt uighurer i Xinjiang (Kina), såvel som i andre regioner, hvilket er stærkt bekymrende. Efter en intern undersøgelse kan vi bekræfte, at Inditex ikke har kommercielle relationer til fabrikker i Xinjiang.”

    Johnson Yeung, menneskerettighedsaktivist i Hong Kong, tweetede:

    “Udsat for pres fra kinesiske statsmedier og kinesiske forbrugere fjerner @InditexSpain @ZARA i al hemmelighed deres erklæring vedrørende #Xinjiang Cotton fra deres hjemmeside. Jeg er oprigtigt bekymret for, at firmaer igen vil deltage i grusomheder mod uighurerne for at forsikre om deres loyalitet. Stå fast.”

Udvalgte kommentarer

Kina-forskeren Richard Ebeling, som skriver for American Institute for Economic Research, har forklaret, hvorfor den kinesiske regering forfølger uighurerne:

“Uighurerne er, ligesom tibetanerne og andre minoritetsgrupper i Kina, blevet ofrene for kinesisk politisk og etnisk imperialisme. Den kinesiske regering har forsøgt at sikre den politiske samling og integration, især i Tibet og Xinjiang, gennem en politik bestående af etnisk og kulturel ‘sterilisation.’ Gennem årtier har de kinesiske myndigheder i Beijing tilskyndet til hankinesisk befolkningsmigration til disse to områder for at ‘udtynde’ og reducere uighurer og tibetanere til en demografisk minoritet i deres eget land.

“Den kinesiske regering har forsøgt at forfølge og udradere praktiseringen af henholdsvis islam og buddhisme blandt disse befolkninger. Det kinesiske militær har vanhelliget religiøse templer og helligdomme, myrdet og fængslet religiøse ledere, tvunget kvinder i begge grupper til at gifte sig med hankinesere for genetisk at ‘rense’ Xinjiang og Tibet for deres oprindelige befolkninger og har begrænset eller forbudt undervisning i og tale af de særlige lokale sprog og praktisering af kulturelle traditioner.

“Selvom det selvfølgelig aldrig siges officielt eller offentligt, så er det den kinesiske regerings politik, for at garantere politisk solidaritet og sammenhold i hvert eneste hjørne af Kinas territorium, at gøre landet til én racemæssigt samlet gruppe, hankinesere.”

 

Magasinet The Economist skrev i en leder, at vestlige detailhandlere i stigende grad er fanget mellem nationalistiske kinesiske forbrugere og samvittighedsfulde forbrugere derhjemme:

“Gennem mere end et år har nogle store udenlandske beklædnings- og teknologifirmaer balanceret på kanten i forhold til menneskerettighedskrænkelser begået af Kina imod uighurerne, som hovedsagelig er en muslimsk etnisk minoritet i den nordvestlige region Xinjiang. Disse firmaer har arbejdet for at rense deres forsyningskæder for tvangsarbejde blandt uighurer, hvoraf hundredtusinder plukker bomuld under tilsyneladende tvangsprægede forhold. Hvad de ikke har gjort er at prale med disse bestræbelser af frygt for at vække vrede hos Kommunistpartiet og 1,4 milliarder kinesiske forbrugere….

“Et voldsomt online-postyr, som de kinesiske myndigheder fyrede op under i denne uge, tyder på, at Beijing måske er ved at være træt af dette dobbeltspil. Kinas regering, som i stigende grad er ivrig efter at straffe kritikerne af dens Xinjiang-politik, tvinger udenlandske firmaer til at træffe et valg, som de omhyggeligt har forsøgt at undgå: at støtte Kina eller træde ud af det kinesiske marked.

“De kinesiske myndigheder har før opildnet til nationalistiske protester imod udenlandske selskaber for siden at stoppe dem efter således at have gjort deres synspunkt klart. Denne gang ser kampagnen ud til at være del af et bredere, mere vedholdende modangreb på kritikerne af regeringens politik i Xinjiang, hvor den har indespærret mere end 1 million uighurer i et gulag på grund af deres religiøse og kulturelle tro….

“Kommunistpartiet opfatter sig selv som værende i stigende grad i stand til at lægge økonomisk pres på andre ved at bruge det ‘magtfulde tyngdefelt’ i verdens næststørste økonomi….

“Vestlige varemærker, som har stået fast vedrørende Xinjiang, er muligvis ængstelige for, at en opfattelse af, at de kryber for Kommunistpartiet, kan give bagslag blandt forbrugerne i Vesten, som i stigende grad forventer, at firmaer opfører sig ansvarligt på alle områder, lige fra behandlingen af arbejderne til klimaforandringer…. Firmaerne kalkulerer muligvis også med, at den nationalistiske glød i Kina vil kølne af. Og de helgarderer deres satsninger….

“Dette kan alt sammen ændre sig, eftersom både Kinas officielle vrede over kritikken af dets politik i Xinjiang og presset fra de vestlige menneskerettighedsaktivister og forbrugere fortsat intensiveres. Menneskerettighedsaktivisterne opfordrer allerede til en samlet boykot af næste års Vinterolympiade i Beijing…. De ved, at en reaktion på kinesisk pres ved at frasige sig deres egne menneskerettighedsforpligtelser virker umulig at forsvare over for hjemmemarkedet. Samtidig er de forståeligt nok ængstelige for følgerne i Kina. Valget mellem det lukrative kinesiske marked og de værdier, som firmaerne bekender sig til i resten af verden, er ved at blive uundgåeligt….”

 

Det schweiziske offentlige radio/tv-selskab SWF skrev, at konflikten virkede til gavn for den kinesiske regering:

“Offentlighedens vrede og boykotten gavner den kinesiske regering på flere måder: På hjemmefronten afleder boykotten fra påstandene om menneskerettighedskrænkelser og skildrer problemet som Vestens angreb på Kina.

“H&M-sagen tjener også som et isnende eksempel i relation til andre lande. Budskabet til de internationale firmaer er: Provoker ikke Kina.”

 

Frankfurter Allgemeine Zeitung fremhævede den moralske konflikt, som de vestlige lande står over for:

“Vestlige firmaer befinder sig i en konflikt: I Vesten nægter mange af deres kunder at bære en T-shirt, som er produceret af tvangsarbejdere. I Kina, som er produktionssted og et vigtigt marked for dem, kommer firmaerne under pres, når de åbent kritiserer tvangsarbejde. De kan dårligt tilfredsstille begge parter.

“Tænk på Hugo Boss. Dette varemærke fra den swabiske by Metzingen, der er kendt for sit herretøj, viser i øjeblikket, hvordan et firma forsøger at finde en vej ud af et moralsk og økonomisk dilemma — og i sidste ende taber dobbelt.

“Den kinesiske internetplatform Weibo — en slags nationalt Twitter — opfordrede for nylig til boykot af Hugo Boss. To fremtrædende skuespillere opsagde deres samarbejde med det tyske firma, og brugerne på Kinas sociale medier hånede tøjproducentens overdrevne reklameaktivitet.

“Hvad skete der?

“For få dage siden sagde Hugo Boss på Weibo, at de respekterer Kinas nationale suverænitet, at bomulden fra Xinjiang er blandt den bedste i verden — og at den fortsat vil blive indkøbt. Denne udtalelse ville sandsynligvis næppe være blevet bemærket i Vesten, hvis ikke den engelsksprogede medieportal Hong Kong Free Press havde rapporteret den.

“Firmaet fortalte et amerikansk medieselskab i september sidste år, at alle dets forsyningsleverandører skulle bevise, at deres produkter ikke kom fra Xinjiang. Pludselig opstod det indtryk, at Hugo Boss sagde ét i Kina og noget andet i Vesten.

“Efter Hong Kong-offentliggørelsen af de modsatte udtalelser slettede Boss dén på Weibo. I stedet henviser firmaet nu til en engelsksproget erklæring på sin Weibo-konto, hvor det siger med hensyn til Xinjiang: ‘Hugo Boss tolererer ikke tvangsarbejde.’ ….

“Da en talskvinde for Hugo Boss blev udspurgt af Die Zeit, sagde hun, at den første Weibo-meddelelse havde været ‘uautoriseret.’ Hun tilføjede: ‘Vores holdning med hensyn til situationen er selvfølgelig uændret i forhold til den fra for nogen tid siden.’

“Men med en beskeden indsats kan man på internettet finde en ældre udgave af gruppens erklæring, som blev slettet fra dens hjemmeside for få dage siden — og som er langt skarpere end det budskab, som nu udbredes…. Den lovede: ‘Vi garanterer for, at fra oktober 2021 vil vore nye kollektioner ikke indeholde bomuld eller andre materialer fra Xinjiang-regionen.'”

 

Den tyske avis Die Welt skrev, at så længe Tyskland er afhængig af Kina, er moralsk kritik til ingen nytte:

“Et eksempel på denne [transatlantiske] uenighed om den rette tilgang til Kina er aftalen China Investment Agreement, som EU, under ledelse af Angela Merkel, vinkede igennem … idet man ignorerede alle anmodninger fra Biden-administrationen.

“Aftalen kan muligvis overfladisk forbedre situationen for de europæiske investorer i Kina en smule. Men frem for alt repræsenterer den et prestigefyldt resultat for Xi Jinping og gør det nemmere for ham om nødvendigt at påpege, at Vesten er ude af stand til at finde en fælles holdning vedrørende Kina.

“End ikke aftalens forsvarere ville påstå, at den vil hjælpe med til at øve positiv indflydelse på menneskerettighedssituationen i Kina. Især i disse dage oplever europæerne på ny, at Kina ikke er parat til overhovedet til at indgå i dialog med Vesten vedrørende menneskerettighedsspørgsmål. Beijing reagerer tværtimod tiltagende aggressivt over for enhver form for kritik….

“De 5.200 tyske firmaer, som er aktive i Kina, vil have givet det tyske kanslerembede et meget klart billede af deres kinesiske forretningspartneres følsomhed gennem de seneste år. Det er grunden til, at Daimler hurtigt renser ud i et opslag på de sociale medier vedrørende Tibet for det tilfælde, at Beijing ubehageligt nok skulle bemærke det. Og det er grunden til, man intet hører fra Volkswagen om uighurernes situation, selvom, eller snarere fordi, firmaet har en fabrik i Xinjiang-provinsen. Tyske firmaer står for godt halvdelen af EU’s eksport til Kina. Den tyske eksportindustri har ingen interesse i at plette dette balanceark med moralsk nidkærhed.

“Den økonomiske afhængighed af Kina svækker imidlertid yderligere den allerede lave indflydelse fra moralske argumenter. Så længe Europa, og i dette tilfælde specielt Tyskland, ikke er rede til at mindske denne afhængighed, vil klager over menneskerettighedskrænkelser i Kina i bedste fald fortsat udløse spredte forsvarsreaktioner fra Beijing.”

 

Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.

Oversat af Mette Thomsen

GATESTONE INSTITUTE

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…