Muslimske terrorister smilede, mens de skød og dræbte 39 cafegæster en lun fredag aften i Paris

Angrebet på Frankrig den 13. november 2015

Andet angrebsmål: Paris’ caféliv

For seks år siden, fredag den 13. november 2015, blev Frankrig udsat for det værste angreb siden Anden Verdenskrig.

 

Ved et koordineret terrorangreb i Paris blev 130 dræbt og 143 hospitalsindlagt.

 

Tidligere på året var Charlie Hebdo og jøder i et koshersupermarked blevet angrebet. Denne gang ramtes tilfældige unge franskmænd, der i den lune novemberaften var taget i byen for at se fodbold, gå på café eller gå til koncert.

 

En lun fredag aften

Fredag aften den 13. november 2015 var vejret mildt, hvilket mange benyttede sig af til at sidde ude på Paris’ fortovscafeer sammen med vennerne og nyde livet efter en lang uge. Således også i byens 10. og 11.  arrondissementer. Folk var lykkeligt uvidende om de foreløbigt to terrorangreb, der få minutter forinden (kl. 21:16 og 21:20) havde fundet sted nord for byen ved Stade de France. (Læs Kirsten Valeurs artikel i Den Korte Avis om det første angrebsmål, der blev bragt torsdag)

 

Le Carillon og Le Petit Cambodge

Kl. 21:24 kørte de tre mænd Brahim Abdeslam, Chakib Akrouh og Abdelhamid Abaaoud1 i en sort Seat ind i et roligt område i 10. arrondissement, hvor Le Carillon og Le Petit Cambodge ligger. Der blev affyret skudsalver mod de chokerede gæster, der kastede sig mod jorden og søgte dækning. I den første forvirring bekræftede skudhuller i vinduerne gæsterne i, at de blev beskudt. Arnaud så en mand [Brahim Abdeslam] nærme sig med sin kalasjnikov-riffel og skyde omkring sig. Olivier så ham skyde på folk, og han husker mandens ansigtsudtryk: Han smilede stort og så ud til at nyde at meje folk ned. Da gerningsmændene kørte videre, blev der helt stille. Da man var blevet overbevist om, at det var forbi, jamrede folk af smerte og fortvivlelse. Der lå folk overalt, døde og sårede.

 

Til alt held ligger hospitalet Saint-Louis lige i nærheden, og der var flere læger til stede. Der døde 13 på Le Carillon og Le Petit Cambodge.

 

À la Bonne Bière

Kl. 21:26 var den sorte Seat nået til et livligt område i 11. arrondissement, hvor la Bonne Bière ligger. Cafégæsterne hørte skudsalver og kunne se folk falde om. Efter nogle minutter forsvandt terroristerne, og efter en første stilhed lød der skrig og jamren fra sårede. Der var væltede stole, knuste glas og blod.

 

Der var fem personer døde, 19 hospitalsindlagte og 28 lettere sårede, som Røde Kors tog sig af.

 

La Belle Équipe

I det østlige Paris var der livligt på rue de Charonnes med fyldte cafeer og restauranter denne aften, og der sad mange udenfor. I la Belle Équipe var der feststemning med fejring af to fødselsdage, og der stod folk udenfor, der røg og drak champagne.

 

Kl. 21:36 parkerede de tre mænd foran baren, steg ud og begyndte at skyde på gæsterne. Vennerne Camille og Brune blev ramt og faldt ned. De lå ubevægeligt og spillede døde mens de hørte, hvordan terroristerne gik rundt og skød folk. Marcel havde søgt dækning, og da der blev stille, kiggede han frem. Han fik et chok, da han så en af gerningsmændene, der var ved at skifte magasin. Han dukkede sig og hørte lidt efter et ‘Allahu akbar!’, en smækkende bildør og bilen, der kørte væk. Herefter fulgte stilheden, inden man hørte overlevendes skrig.

 

Der var 21 døde efter angrebet på la Belle Équipe.

 

Comptoir Voltaire

Sydøst for la Belle Équipe ligger Comptoir Voltaire.

 

Kl. 21:41 kørte den sorte Seat op foran restauranten og satte den ene passager, Brahim Abdeslam, af. Brahim gik ind på den overdækkede terrasse og udløste sit selvmordsbælte. Da røgen lagde sig, kunne man se folk ligge på jorden. Da politiet kom, beskrev en af betjentene, Hervé, stedet som en krigsscene, med knuste ruder, ødelæggelser og sårede overalt. En sygeplejerske foretog hjertemassage på en person, der viste sig at være gerningsmanden. Da det kun var den øverste halvdel af selvmordsbæltet, der var blevet udløst, blev den livreddende indsats straks indstillet, og folk blev evakueret.

 

Takket være det delvist defekte selvmordsbælte var det kun gerningsmanden, der døde. Der var 16 sårede, heraf 3 alvorligt sårede.2

 

Cafeen ved Bataclan

De tre terrorister Foued Mohamed-Aggad, Ismaël Omar Mostefaï og Samy Amimour1 udførte det tredje og mest voldsomme angreb i Paris den 13. november 2015, på spillestedet Bataclan i det 11. arrondissement. Angrebet indledtes ved spillestedets café ud mod Boulevard Voltaire.

 

Yasser var taget i byen sammen med vennerne Salah og Sami, og de morede sig sammen på Bataclans café.

 

Kl. 21:47 blev de pludselig beskudt. Yasser opdagede undrende, at hans tøj blev flænset. Dernæst så han Salah, der udstødte et dødsskrig og faldt fremad, stiv som et bræt. Sami blev ramt i maven og bukkede sammen. Yasser kunne nu se gerningsmanden [Foued Mohamed-Aggad], der smilede, og de to andre terrorister. Han hørte latter; terroristerne morede sig øjensynligt og nød deres makabre gerninger. Han bemærkede, at de også var rolige.3

 

Terroristerne fortsatte nu ind på selve spillestedet, hvor Eagles of Death Metal spillede for omkring 1500 koncertgængere. Dette skulle blive kulminationen på det blodigste angreb på Frankrig siden Anden Verdenskrig. (Se artiklen i morgen)

Kilder:

  1. Nationalforsamlingens rapport om statens terrorbekæmpelse siden 7. januar 2015, udgivet 5. juli 2016
  2. 13 Novembre, Des témoignages, un recit, Laura Nattiez et al., forlaget Odile Jacob, 2020
  3. 13 – Zineb raconte l’enfer du 13 novembre, forlaget Ring, 2016

Del på Facebook