Indlæg fra læserne 2. august: Afghanerne # Den anden kind # Borgernes trivsel # Dannebrog # Kontanter # Politiserende kirkefolk

Afghanerne

Af Kirsten Damgaard

 

“Nu må Danmark hjælpe de afghanere, der hjalp de danske soldater mod Taleban” skriver avisen information i et nyheds-feed. Altså danskere hjælper afghanere mod andre afghanere, der betegner sig Taliban (taliban betyder: De, som studerer bogen).

 

Og det har vi jo set i fuldt flor: det ene køn skal studere bogen. Og helst mere end det, for viden forpligter ifølge islam. Så en kalashnikov og øvrigt helvedesudstyr  er nødvendige redskaber for dem som studerer bogen, når det rette islamiske miljø skal mases  igennem.

 

Nå men altså nogle af de afghanere, der får hjælp af os er tolke, chaufører, kokke etc. for de danske styrker. Så nu mener visse politikere at disse afghanere skal til Danmark, fordi de har “hjulpet” danskere og kan være i fare. Var det ikke lige omvendt? 


 

Den anden kind 

Af Visti Christensen

 

Har man lov at sige sin mening? Sige til og fra, og påpege løgn, uret og hykleri? Ja. Men ofte, især hvis det handler om indsamlinger, indvandrerpolitik og venligboere, sker det, at man klandres for ikke bare at tage alt for gode varer, og blot ”vende den anden kind til”. Altså blindt, uden undersøgende omtanke være ydende overfor alle, hvis man vil gå for at være et ordentligt menneske.   

   

Men det er et forkert forlangende. Udtrykket kan misforstås. Det stammer fra Bibelen, hvor Mesteren engang sagde til disciplene, at hvis nogen gav dem et slag på den højre kind, så skulle de også vende den venstre til. 

   

Men et slag på éns højre kind, fra en normal højrehåndet person, er ingen kæberasler, men et (jødisk) hånende ”tjat”. Et kætterslag. At vende den anden kind til betyder altså ikke, at man uden grund skal lade sig slå i gulvet. Kun tåber beder da om at få tildelt yderligere en ”uppercut”. Betydningen er, at når nogen håner dig, fordi du er kristen, så find dig i det, som om det var et fysiske slag.  

   

Luther opfordrede til, ikke at sammenblande det åndelige regimente (trosområdet) med det verdslige regimente (samfundslivets område). I det første hersker tilgivelsen, i det andet sværdet. Deri forskellen. 


 

Borgernes trivsel

Af Cecilie Winther Kristensen og Finn Rudaizky, (DF), begge opstillet til Københavns Borgerrepræsentation samt Region Hovedstaden

Mange borgere i København, er ikke opmærksom på, at når der om fem måneder, stemmes til Borgerrepræsentationen, så skal der samtidig også stemmes til Region Hovedstaden. Hvad betyder det egentlig for den kommunale vælger?
Faktisk ret meget. For samarbejdet mellem kommune og Region Hovedstaden, er afgørende for borgernes trivsel.
Før sidste regionsvalg, lovede politikerne, at den etårige ventetid til Hovedpinecentret omgående skulle nedbringes. Det modsatte skete. Ventetiden blev længere. De samme politikere lovede også omgående forbedring af for lange ventetider på mammografi-scanninger operation for brystkræft. Det modsatte skete. Ved valgmøder lovede regionspolitikerne, at de ville kæmpe for bedre bustransport, flere forbindelser og mindre luftforurening. Det modsatte skete. Desuden lovede politikerne hurtigere behandling til psykiatriske unge. Det modsatte skete.
Magteliten i Region Hovedstaden, elsker at holde lange indlæg om, at der mangler penge til vigtige ting. Det passer ikke. Der er f.eks. ingen smalle steder med bevilling i millionklassen af penge til nyttesløse delegationsrejser til Kina, til muslimske bederum på hospitaler, til Tour de France, til VIP-rejser og mange, dyre spindoktorer i et unødvendigt stort antal.
DF-ønsket om, at hvis man, imod DF’s vilje, alligevel ville besøge kinesiske “venner”, så skulle man da i det mindste også påtale de alvorlige menneskerettighedskrænkelser samt KZ-lignende Lejre i Kina. Det ønske afviste socialdemokraterne.
I DF går vi til valg på hæderlighed omkring valgkampens løfter. Men, vi går også til valg på, at de offentlige sundhedsmidler – fra kommune og region – først og fremmest skal bruges til den enkelte syge borger og ikke til unødvendige ting, som ødelægger etik, moral og samvittighed. For det er faktisk det rene fup.

Dannebrog
Af Ejvind Bitsch

Igennem lang tid har man kunnet opleve, hvordan flere politiske grupperinger samt “politisk korrekte” ungdommelige elementer og fagforeninger nærmest har væmmet sig ved Dannebrog. Denne væmmelse opstod i forbindelse med at Pia Kjærsgaard var formand for Folketinget. Man mener, at Pia Kjærsgaard og dermed Dansk Folkeparti på det nærmeste havde “sat” sig på Dannebrog. 

 

Den 5. juli kunne vi i høj grad opleve, hvordan DR’s DEADLINE viste, at Dannebrog også er et hadeopjekt for DR. Man havde inviteret Pia Kjærsgaard, jurist og forfatter Tarek Hussein og Harald Toxværd til at debattere det, venstrefløjen opfatter som problemerne med Dannebrog. Man kunne tro, at Deadline-værten forsøgte at optræde som den neutrale “spilfordeler”. Men nej – sådan forholdt det sig ikke. Pia Kjærsgaard var oppe imod 3 personer, der alle fandt, at Dannebrog var et problem. Det var naturligvis Pia Kjærsgaards skyld – hun havde jo udvirket, at Dannebrog var blevet sat op bag Folketingets talerstol.

 

I forbindelse med EM i fodbold oplevede vi, hvordan busser, biler, gader og stræder var pyntet med utallige Dannebrog i alle tænkelige størrelser. Pludseligt var det legalt at vise glæde ved at flage med Dannebrog.


 

Vi skal ikke af med vores kontanter

Af Hans Erik Adsbøl

 

Nu begynder man igen, at forsøge på, at få vores kontanter skrottet. Sig mig, er I der gerne vil skrotte vores kontanter, ramt af sygdom?

 

Hvad tænker I på, hvis i tænker, de skal absolut ikke “skrottes”

 

Det er meget tæt på, at Danmark bevæger sig i den retning, hvor danskerne frie ret fjernes. Vi kan ingenting mere efterhånden, bankerne er blevet et sted, hvor næsten alle døre er lukket. Tænk dog på vores ældre og svage.

 

Skal du ind og hæve et kontant beløb, der er større en det man må hæve, bliver der spurgt, “hvad skal du bruge dem til”. Undskyld mig, hvad fanden rager det jer, det er blevet et overvågningssamfund.

 

Hvor mange gange er det ikke sket, hvor nets er nede, så kan man ingenting. Ved juleindkøb, er nettet nede mange gange, har man glemt det?

 

Det skal heller ikke være sådan, at diverse forretninger, skal ikke kunne nægte at tage imod kontanter.


 

Politiserende kirkefolk

Af Visti Christensen


Der sættes mange nye sejl til for at gøre kirken synlig. Det er, som om kirken lider af åndenød, og ikke længere har nok i sin oprindelige, eneste eksistensberettigelse: at forkynde evangeliet. Til forkastelse eller modtagelse i personlig tro og efterfølgelse.

   

Tusind ”kirkefolk”, som det nu om stunder kaldes, har sendt en protestskrivelse til alle folketingets medlemmer, i anledning af, at regeringen agter at hjemsende især syriske flygtninge.

   

Og der lægges ikke fingre imellem. Initiativtager, sognepræst Inger Margrethe Andersen, skriver i en tårevædet pressemeddelelse, at man protesterer mod en hidtil uset skærpelse af både retorik og praktisk politik i forhold til flygtninge.

   

I skrivelsen påpeges det forkerte i tvangsadskillelse af familier, tvangsanbringelse på udrejsecentre og tvangsudsendelse af sårbare og værgeløse mennesker til diktaturer, hvor fængsling, tortur, overgreb og stedfortrædende afstraffelse af familiemedlemmer, menes veldokumenteret.


  Blandt underskriverne er de velkendte fire politiserende biskopper, en udlændingepolitisk ordfører fra et unævnt parti, medarbejdere i tværkulturelt samarbejde, kirkegængere, menighedsrådsmedlemmer, spejderledere, kirkesangere, gravere og organister, nonner, præster og undervisere.

   

Talskvinden oplyser dog, at gruppen ikke taler på hele kirkens vegne. ”Det kan ingen jo”, siges det. Så begrundelsen er alene, at de fleste underskrivere har et kirkeligt ståsted i folkekirken, frikirkerne eller den katolske kirke. 

   

Skrivelsen rummer tre kritikpunkter, der alle har links til FN, Amnesty International, Human Rights Watch og andre ikke-regeringsudpegede menneskerettighedsorganisationer, der har specialiseret sig i at anskue emnerne alene udfra humanistiske vinkler, og ikke ud fra, hvad et landspolitisk flertal vedtager. 
  At påstå, at den førte politik er udtryk for en dehumanisering, må ethvert mindretal godt mene. Men det synes, som om de gode kirkefolk har bevæget sig langt væk fra deres oprindelige ’læst’ og opgave.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…