Indlæg fra læserne 24. maj: Kan et nyt asylcenter ligge i Rwanda? # Kønnenes kamp på tinge og TV

Kan et nyt asylcenter ligge i Rwanda?

Af Finn Gyntelberg

 

Regeringens beslutning om at flytte udviste, uønskede og tidligere staffede udlændinge fra Jylland
til Langeland har meget forståeligt medført kraftige protester fra de kommende naboer på Langeland.
Regeringen har meddelt, at den har opnået en særlig samarbejdsaftale med regeringen i Rwanda. Kunne
det tænkes, at Rwanda måske ville huse de udviste udlændinge mod passende betaling, så ingen danske
skal føle sig utrygge og forulempede af den uønskede flok af tidligere dokumentet kriminelle
udlændinge fra Danmark? Hvem undersøger denne mulighed?


Kønnenes kamp på tinge og TV

Af Jørgen Casse

 

Kønnenes kamp på Christiansborg og udenfor, er vist ved at tage overhånd. Ser man på partileder fordelingen så er den meget markant, alle partiledere på venstrefløjen, rød blok, incl. de radikale er kvinder og kun kvinder. Kigger man på blå bloks partiledere er de næsten alle mænd, med Pernille Vermund som eneste undtagelse, men hun spiller mændenes spil.

 

Magtkampen inden for SF var til og med en kvinde mod kvindekamp, der resulterede i Pia Olsens valg til formand. Blå bloks mandlige ledere er en flok vatnisser, der styres bagfra af industrien og detailhandlen. Hvilket for alvor kom frem under pandemien, hvor kravet om mere åbning af samfundet blev deres mærkesag. En semi normalisering af samfundet, til fordel for industrien og de ”småhandlende” ville få den effekt, som man også ser, hvis man går en tur i byen, befolkningen tror at det hele er ovre, hvilket igen ingenlunde er tilfældet.

 

Dansk Folkepartis stifter var og er en kvinde, der formåede at banke partiet op til at blive det tredje største parti i folketinget, hun havde ingen uddannelse men tæft for politik. Da hun trådte tilbage og overlod formandsposten til Kristian Thulesen Dahl begyndte nedturen. Tulle var mere interesseret i at komme i regering end, at føre partiet linie videre. Han forstod ikke, at partiets styrke lå i at være støtteparti for de andre i blå blok, noget der ville give ham større magt og indflydelse.

 

At blive underhund i en regering ledet af et andet parti ville betyde at Thulesen Dahl ville blive tvunget til at sluge dobbelt puklede kameler, ikke mindst på partiets værdipolitik, det specielt fordi Venstre og Det Konservative Folkeparti render industriens ærinder, hvilket betyder flere ikke vestlige individer til Danmark. Erfaringen viser at denne underhunds status er totalt ødelæggende for et parti. Sidst set med Liberal Alliance under Lars Løkke Rasmussens regering. Anders Samuelsen måtte sluge hele verdens kamelbestand i Asien Afrika og Sydamerika, for sin deltagelse i regeringen. Hvor er LA i dag?

 

Men kønnenes kamp udspilles ikke kun i folketinget, den føres også af Danmarks Radio. DR’s kønskamp udmøntes i de film og serier de udsender. ”Red Jane” Judi Dench som spionen der slap godt fra det, ”Philomena” også med Judi Dench, her som den stærke kvinde der kan tilgive nonnen, der ikke selv evner at tilgive, trods sin tro. ”Erin Brokovich” Julia Robberts, som den stærke enlige mor med tre børn, der klarer ærterne for sin arbejdsgiver advokaten. I ”Jane Got a Gun” Natalie Portman, bliver kvindekampen overført til de amerikanske westerns, der ellers er domineret at John Wayne og Co. ”The Best Exotic Marigold Hotel” også med Judi Dench, bogen ”These Foolish Things”, der er grundlag for filmen, er til og med skrevet af en kvinde Deborah Morragh.

 

”Partners in Crime” her er det hustruen Tuppence, Jessica Raine, der er den stærke og beslutsomme, medens hendes mand mest af alt glor betuttet på, og optræder klodset og rådvild. ”Mord med Miss Fischer”, Essie Davis som den handlekraftige kvindelige detektiv, der til og med forfører kriminalkommissæren, medens hendes anstandsdame forfører betjenten. To handlekraftige piger med eet smæk down under. Dette er kun et udsnit, men jeg tror at det underbygger påstanden ganske godt. Danmarks Radio TV fører slet skjult kvindekamp med film og serier. Er det ikke en slags indoktrinering?

 

Mænd i film optræder enten som skvat, eller ekstreme voldspersoner, f.eks. ”The French Connection” Gene Hackman, og de evige biljagter som er så populære i USA, massere af skud og få træffere. Eller hvad med ”Die Hard” med he-manden Bruce Willis som politimanden John McClane, der går så gruelig meget igennem, men overlever alt og alle, efter at have lagt New York øde.

 

Man skal langt tilbage i TV-historien for at finde mandlige TV-serie helte. ”Ironside” Raymond Burr eks. Advokat Perry Mason, med Della Street i snor. Her i rullestol, og med en sort rullestols fører, Don Michael Mitchell, der efter påbud om, at sorte skuespillere skulle have en mere fremtrædende og positiv fremstilling i TV og film fik rollen. ”Kojak” Telly Savalas, glatraget med slikkepind, da rygning blev problematisk. ”McCloud”, Dennis Weaver til hest i New York, New Mexico kommer til byen, og rydder op. ”Colombo” Peter Falk, med hund og ældre veteranbil, glasøje og imaginær hustru, og altid et ekstra spørgsmål før han går. ”The Streets of San Francisco” Karl Malden med partner Michael Douglas, og med biljagter i de bakkede gader. I mange af disse serier var skudkadencen høj og træfsikkerheden omvendt proportional ”Quincy” Jack Klugman assisteret af Fujiyama, Robert Ito, med skalpel, rundsav og løftet pegefinger, brugt i kampen mod narko. Disse serier bliver aldrig genudsendt de er jo mandschauvinistiske, og passer ikke ind i DR-TV’s koncept, women power, direktøren for DR er jo også en kvinde, og det mærkes.

 

Kønnenes kamp ført med andre midler, (Clausewitz!), væk fra gaden ind i stuen og folketinget. Kan I så forstå det, det er kvinden bag ved alt i front, en slags omvendt Storm P, (Sangforeningen Morgenrøden, ”kvinderne skal gå forud og i øvrigt holde sig i baggrunden, de er altfor forskellige.)

 

PS: Mange af de amerikanske serier blev efter 1968 erstattet af tyske krimi serier, Der Alte, Siegfried Lowitz. Der Kommissar, Eric Ode. Derrick, Horst Tappert, Tatort med forskellige politifolk bl.a. Hansjörg Felmy. Der blev ikke skudt i de tyske serier, tysklands nyere historie lurede bag det hele. Årsagen til skiftet var, at venstreorienterede, den berygtede 68 generation, havde opgjort antallet af skud afgivet i amerikanske serier, og holdt det op mod antallet af reelle træffere, som var uforholdsmæssig lav. Derudover mente man at de ville påvirke unge ubefæstede sjæle, og lede til mere vold i samfundet. Det førte til en protest over for DR-TV, der så skiftede til tyske.

Der Alte var for øvrigt den første tysksprogede tv serie i dansk TV, en slags pilotprojekt, for at se hvordan danskerne ville reagere på tysk i TV. Der havde været underholdningsprogrammer på tysk, men de var produceret andre steder og de medvirkende var fra andre lande. Viggo Torriani var f.eks. italiensk, Caterina Valente og hendes broder Silvio Francesco var begge franskfødte, Hasy Osterwald kom fra Svejts, osv.

 

Efter krigen blev det forbudt at producere film i Vesttyskland, så alle tysksprogede film blev optaget i Østrig, og de fik folklore indhold, så de optrådte politisk neutrale, frem til ca. 1955. Østtyskland førte en anden mediepolitik, dirigeret af Sovjetunionen.

 

Danmark og DR-TV var et frustreret foretagende, befindende sig i ingenmandsland mellem krigens sejrherrer og tabere. Man skal også erindre sig, at DR dengang var topstyret af de politiske partier gennem radiorådet, hvis formand i mange år var udpeget af socialdemokratiet. Det fik senere modspil af dets Napoleonske medlem, Erhard Jacobsen (CD), der indledte og førte et mangeårigt enmands felttog mod DR. Radiorådets formand var i øvrigt i mange år besat udelukkende af mænd, indtil Birte Weiss (S) blev formand.

 

Tilbage til folketinget, hvor det viser sig, at de stærke kvinder befinder sige i de efterhånden ekstreme venstreorienterede partier, og deres ligeså ekstreme støtteparti de radikale. Tilsyneladende er Mette Frederiksen topstyret af disse stærke kvinders argumentations evne. Disse kvinder støvsuger ikke gulvtæppet hvorpå Mette Frederiksen står, de har et fast greb om tæppekanten, parat til at trække tæppet væk under Mettes fødder når som helst hun ikke makker ret, så som i forbindelse med IS kvinderne og deres hær af potentielle børne terrorister.

 

Kvinderne i SF, EH, og R. Venstre, ved alt for godt at Mette Frederiksen er dybt afhængig af disse partiers velvilje, der med rette ser deres styrke i at være venligborer i forhold til Mette Frederiksen. Mette Frederiksen er på sin side lidt af en copycat, der forsøger at efterligne Anders Fogh Rasmussens topstyring af sin regering, problemet er blot, at Mette Frederiksen ikke er en Anders Fogh Rasmussen, og at hendes regering ikke består af venstre løver, men socialdemokratiske offerlam. På det punkt kommer hun i selskab med Lars Løkke Rasmussen, der når alt kom til alt, ikke formåede at holde styr på sine egne tropper.

 

Det hele er blevet kønskamp, ligemeget hvad det drejer sig om, alle kneb gælder, her er der ingen konventioner der spænder ben for de deltagende parters udfoldelser, men det var måske her, der for alvor var brug for en.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…