Indlæg fra læserne 18. maj: Ulovlig demonstration # Et forvarsel om etniske stridigheder # Det socialdemokratiske mareridt # Møde med Islam  #

Ulovlig demonstration
Af Gitte Nielsen
I forbindelse med demonstrationerne i København ved den Israelske Ambassade, var der også en ulovlig demonstration i Århus. Og her er en udtalelse fra Østjyllands Politi:

“Selv om demonstrationen var ulovlig, og færdselsreglerne ikke blev overholdt, valgte politiet at lade være med at skride ind, fortæller vagtchef Rene Ludvig. “Der var ingen sigtelser i forbindelse med de to demonstrationer, og det var et bevidst valg ikke at skride ind, selv om demonstrationen var ulovlig. Vi vurderede, at det ikke ville være formålstjenstligt, og der var ingen fare på færde. Det havde været konfliktoptrappende,« forklarer vagtchefen.”

 

Det vil sige at hvis politiet frygter konflikter, så kan man godt se gennem fingre med at færdselsreglerne ikke bliver overholdt, og at der bliver holdt ulovlige demonstrationer? Det er dybt bekymrende for vores retssamfund at, nogle grupper af befolkningen kan fritages for straf fordi de optrapper konflikter eller hvordan skal politiets udmelding ellers forstås, men så kan vi være helt rolige for undervejs blev der brændt et israelsk flag af, og det regner Østjyllands Politi med at agere på.


Et forvarsel om etniske stridigheder

 

Af Henrik Elmelund

Kamphandlingerne mellem Israel og terrororganisationen Hamas har haft nogle hidtil usete og uhyggelige konsekvenser udover naturligvis strømmen af raketter ind over israelske byer og mange døde på begge sider: Israelske jøder og israelske arabere, altså indbyggere og naboer i staten israel, der lyncher hinanden i gaderne.

 

I europæiske storbyer er der optøjer, hvor palæstinensere demonstrerer mod jødiske borgere, som intet som helst har at gøre med konflikten i Israel.

 

I Tyskland er der i talrige byer antisemitiske begivenheder, som chokerer tyske politikere som fx tidligere finansminister og nu “Bundestagspräsident” Wolfgang Schaüble, der i Bild Zeitung fordrer, at retsstaten må slå hårdt tilbage.

Det skræmmende på længere sigt er, om disse scener i Israel og i europæiske byer kun er et forvarsel om, hvordan Europa vil opleve stridigheder mellem etniske grupper i fremtiden. Er det dét, franske generaler og andre militære personer har advaret om de seneste uger, og som har vakt bestyrtelse i Frankrig. Vi kan kun frygte det.

 


 

Det socialdemokratiske mareridt!

Af Jørgen Casse

 

Mette Frederiksen bør måske lægge sig på sinde, at den popularitet bølge som hun for tiden rider på, grundet håndteringen af corona krisen, ikke er en politisk sag, men en national sag. Popularitet Bølgen ikke er udtryk for en partimæssig ‘kærlighed’ der kan overføres på et kommende folketingsvalg.

 

I forbindelse med nationalkriser handler statsministeren på HELE nationens vegne, ikke blot på vedkommendes politiske partis vegne, altså ikke leflen for en specifik befolkningsgruppe, men for alle uanset partifarve.

 

Et kommende folketingsvalg vil ikke være et valg for eller imod coronaen, men for eller imod socialdemokratiets partiprogram, herunder flygtninge problematikken. Man kan tage alle ved næsen på en gang, men man kan ikke blive ved med det.

 

Det synes at være det der er herskende hos Mette Frederiksen og co, hun prøver at tage alle ved næsen gennem hendes håndtering af corona krisen, men det går ikke i længden. Hun har håndteret denne krise ganske fornuftigt, med derfra og til, at skulle acceptere socialdemokratiets partipolitiske program for endnu en fireårig periode er ikke blot et tigerspring, men olympisk rekord. I længdespring.

 

Det danske folk er ved at blive godt gammeldags træt af den uhæmmede ukritiske indvandring af individer fra ikke vestlige og muhamedanske lande, der ikke ønsker integrering, ikke knæsætter danske værdier, ikke vil Danmark, men kun nyde godt af de økonomiske fordele Danmark desværre tilbyder dem.

 

Disse grupper der optræder som herrefolk, der medbringer deres kulturs vold mentalitet, som ikke vil tilpasse sig det danske samfund, disse grupper bør sendes hjem til deres egen region snarest.

 

Men der skal også lyde en meget skarp kritik af de elementer i dansk politik, der hæmningsløse er fortalere for, ikke blot at ville beholde dem indenfor landets grænser, men at ville forøge denne ulyksalige influx af asociale individer, der spreder skræk og rædsel ud over det ganske land.

 

Blandt disse, tør man kalde dem udanske elementer i dansk politik, hører socialdemokratiet, med Mette Frederiksen i spidsen. For hende er det så meget nemmere, at bekæmpe og fokusere på en pandemi, end at fokusere på en bekæmpelse af den snigende islamiske vold mentalitet der breder sig mere og mere i det danske samfund, og som finder accept, netop hos socialdemokratiet, gennem manglende udvisning af disse fortalere for islamiske vold overgreb.

 

Corona Krisen er reel ingen tvivl om det, men at den bruges af den siddende socialdemokratiske regering som afledningsmanøvre, et slags tågeslør over partiets manglende ønske og vilje til at handle i det danske folks interesser, vedrørende den tiltagende islamisering af det danske samfund, grænser til en kriminel handling. Denne manglende vilje til handling ødelægger det danske samfund totalt. Det ønske det danske folk ikke!

 

Den ukontrollerede og ukritiske tilgang af ikke vestlige individer, vil på sigt kunne medføre et væbnet oprør mod disse elementer, det vil ikke være en borgerkrig thi disse elementer er ikke borgere i Danmark, men blot uønskede, uvelkomne og påtrængende gæster.

 

Danskerne ønsker ikke mellemøstlige tilstande, ikke udenvælds vold mentalitet og herrefolks optræden. Danskerne ønsker at beholde den danske nation, det danske flag og den danske mentalitet, det vil ikke krybe langs husmurene, se sig forskræmt over skulderen i frygt for den/de bagved gående. Danskerne vil være frie ranke mennesker der kan handle frit, og intet har at frygte derved.

 

Vi vil fred her til lands!


 

Møde med Islam 

Af Visti Christensen

 

For knapt ti år siden døde en god bekendt: Lektor, dr. agro. Jens Peter Møberg. Helt fra sine yngre dage følte han en forkærlighed for Afrika, hvortil han i flere perioder var udsendt af Danida og EU. I 1974 skrev han doktordisputats om, hvordan man kunne omdanne tanzaniansk råfosfat til fosfatgødning.

   

I slutningen af 1970erne kaldtes han til Tanzania og Nigeria som gæsteprofessor på to universiteter. Og under opholdet der, stiftede han bekendtskab med Islam, som han senere beskrev. I Nigeria boede han og hans hustru et par km fra landsbyen Bomo, hvor alle var muslimer. Og når hans og hans kone gik eftermiddagstur forbi den, faldt flere ting i øjnene. Der var mure omkring den enkelte beboelse, og man så ingen kvinder i alderen 14 til 50 år. De var alle inde bag murene. Og når vi passerede en af skolerne, hørte vi mindre børn, der i kor citerede længere afsnit af koranen på arabisk. 

   

På turene mødte de af og til én af de mere velhavende muslimer med guldtænder i munden. Dette var normalt et tegn på, at han var ”alhadi”, som er en muslim, der har været på pilgrimsrejse til Mekka. Under Ramadanen (fastemåneden) hverken spiste eller drak muslimerne fra solopgang til solnedgang. Det betød en stærkt nedsat arbejdsindsats i denne måned. Hver fredag eftermiddag var hele Bomos mandlige befolkning samlet til bekendelse og bøn i – eller udenfor – moskeen. Når vinden var i bestemt retning, kunne vi fra vor bolig høre kaldet til bekendelse og bøn, som skal lyde fem gange i døgnet. 

 

Skønt Bomo var en lille by, var den et godt eksempel på det indtryk, man overalt får af Islam i Nigeria, Fire af de fem ”søjler”, der er bærende i denne religion, kom tydeligt frem. Både bekendelsen: der er kun én gud, Allah, og Muhammed er hans profet; bønnen med dens ritualer; fasten i Ramadanen; og pilgrimsrejse til Mekka. Den femte ”søjle”, nemlig almisse, oplevede vi ikke at se i praksis.

 

Det, der virker forstemmende på kristne, er kvindernes og de kristnes position i muslimske samfund. Kvinden betragtes traditionelt mere som et redskab end som et menneske. Også kristne betragtes altid som andenrangs mennesker af muslimer. Og Møberg sluttede sin beretning således: Det er noget af en udfordring at være kristen og at skulle leve sammen med muslimer. Ens liv og adfærd i dagligdagen, afslører forskellen. Mange ord og teorier gør det ikke. Men det gælder vel dybest set også i vort land. 


 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…