Indlæg fra læserne 16. marts: Melita Norwood, Spionen der klarede frisag

Melita Norwood, Spionen der klarede frisag

Af Jørgen Casse

 

Fredag aften sendte DR filmen ”En spions bekendelser” (”Red Joan”) med Dame Judi Dench i hovedrollen som bedstemoderen Joan Stanley der var spion for Sovjetunionen (USSR) fra 30ne og frem. Judi Dench fremstiller hende som et meget sympatisk menneske, der udelukkende gjorde det for fredens skyld. Filmen er absolut seværdig, Judi Dench er en fænomenal skuespiller.

 

Filmen er bygget over en virkelig begivenhed, ligesom Atlantic Crossing, men hvor Atlantic Crossing går langt ud over sandheden, er filmen om bedstemoder spionen et meget fint eksempel på hvordan dramatiserede historier kan gøres sublime.

 

Den rigtige Joan Standley hed Melita Stedman Norwood. Den 11 september 1999 mødte repræsentanter for MI5, den britiske kontraspionage, op på hendes bopæl i Bexleyheath i sydøst London, med sig havde de en arrestordre. Melita der da var 87 år, blev bragt til afhøring hos MI5. Anklagen var at hun siden 30ne havde spioneret for Russerne.

 

Hun var blevet afsløret som den, der havde videregivet oplysninger omkring det engelske atomvåbenprogram Tube Alloy Program til USSR.

 

Dem der tror at alt var fryd og gammen mellem de tre store, England, USA og Sovjetunionen, må tænke om. Alle tre konspirerede mod hinanden, USA og England mod USSR, USA og USSR mod England og England og USSR mod USA. Alle havde de skjulte dagsordner hele krigen igennem.

 

USA ville afvikle Englands imperium, USA ville selv have hegemoni over det, USSR ville selv besætte hvad det kunne få delvis som bufferzone mod et vestligt angreb, delvis som handelsområde og udnyttelse af eventuelle resurser i disse lande. England kæmpede for at bevare sit verdensomspændende imperium og undgå amerikansk dominans. Lend and lease hjælpen til USSR f.eks. var og blev en begrænset hjælp, lige stor nok til at den tyske hær kunne forbløde overfor den røde hær.

 

Som et andet eksempel kan nævnes, at da krigen nærmede sig sin afslutning, ønskede USA og England at få aftalen om Tysklands deling i zoner revideret, ønsket var at Frankrig skulle have del i denne opsplitning af både Østrig/Wien, og Tyskland/Berlin, altså fire lige store zoner i stedet for tre. Frankrig havde ikke gjort sig fortjent til dette, men USA’s og Englands ønske bundede i, at man, hvis det kunne lykkedes, ad den vej kunne indskrænke USSR’s besættelseszoner. Den havde Stalin regnet ud og modsatte sig det med held. For ikke at de to andre skulle tabe ansigt og indrømme at det hele blot gik ud på at begrænse USSR’s indflydelse på VestEuropa, måtte USA afgive et par mindre områder af sin zoner til Frankrig.

 

Det helt store kapløb var kampen om at komme først med en atombombe. Også her sloges man indbyrdes og med fjenderne. Tyskerne var meget tæt på at konstruere en atombombe, de fik hjælp fra Japan. USA havde sit manhattan projekt og briterne Tube Alloy projektet. De to sidstnævnte tilbageholdt deres programmers fremskridt overfor hinanden. USSR var også i gang med udviklingen af en atombombe, men meget langt bagud.

 

Det er her at Melita Norwood kommer ind i billedet. Hun har fået en ansættelse netop ved Tube Alloy, uvidende om hvad det går ud på. Hun har studeret ved Cambridge University, arne stedet for Kim Philby spion ringen, bestående af Harold Adrian Russel (Kim) Philby, Guy Burgess, Donald Maclean, Anthony Blunt og John Cairncross, alle kendt som the Cambridge Five.

 

De havde alle studeret ved Cambridge i 30ne, været en del af den kommunistiske klikke ved universitetet. Anthony Blunt havde til og med undervist ved Cambridge, han opnåede at blive Dronning Elizabeths kunstkurator. De var altså samtidige med Melita.

 

Melita Norwood fik prædikatet ”The spy who came in from the Co-op”. I virkeligheden var hun en hard core kommunist det forrådte sit land og den vestlige verden. Hun var ikke den brilliante studerende, som hun fremstilles i filmen. Hun havde det ikke fra fremmede, hendes fader, Alexander Sirnis var en revolutionær socialist, hendes moder Gertrude Stedman var af samme støbning. Den gruppe af revolutionære socialister leninister som hendes forældre omgikkes omfattede også grundlæggeren af det kommunistiske parti i Storbritannien (CPGB), forfatteren og journalisten Theodore Rothstein. Melita blev medlem af dette parti, manden der overtalte hende til at blive medlem var ingen ringere end Andrew Rothstein, Theodores søn.

 

Som 20 årig begyndte hun at arbejde for en gruppe der kaldte sig British Non-Ferrous Metals Research Association (BN-FMRA), som hun arbejdede for frem til 1972. BN-FMRA blev en del af Tube Alloy, og fra 1934 begyndte hun at arbejde for NKVD det senere KGB. Det var hende der søgte kontakt til russerne ikke omvendt, det er vel at bemærke. Således begyndte 40 års arbejde for USSR.

 

Hun giftede sig i 1935 med en kemilærer, Hilary Norwood, hvis egentlige navn var Nussbaum. Parret fik en datter Anita født i 1943. Agent Hola, som var hendes dæknavn begyndte at affotografere diverse hemmelige dokumenter som lå i hendes chefs boks, og sendte kopier til rusland gennem forskellige mellemmænd. Dele af de hemmelige dokumenter som hun renskrev på skrivemaskine, blev gjort ved at lave ekstra gennemslag, som hun så videregav til mellem mændene.

 

I hendes dossier hos NKVD/KGB beskrives hun som en ‘engageret, troværdig og disciplineret agent, der stræber efter at være til stor hjælp’. De mange dokumenter hun videregav til Sovjet styret var til stor gavn for dette. Hendes arbejde har givetvis gjort det muligt for USSR, at prøvesprænge deres første atombombe i september 1949, rundt regnet fire år tidligere end forventet.

 

Agent Hola nøjedes ikke med at spionere for USSR, hun rekrutterede også nye spioner for sin hemmelige arbejdsgiver. I 1972 trak hun sig tilbage fra spion erhvervet. Først da en russisk agent ved navn Vasili Mitrokhin i 1999 hoppede af til vesten medbringende hemmelige dokumenter fra KGB’s arkiver, blev agent Hola afsløret som den stille bedstemoder der passede sin have og omdelte den kommunistiske avis Morning Star i den lille forstad i London, hvor hun havde boet i 65 år.

 

Melita Stedman Norwood døde i 2005, hun blev aldrig stillet til regnskab for sine handlinger, hun blev ‘The Spy that Got Away with it’, man opgav at føre sag mod hende, da man ikke mente at den ville føre til domfældelse, en afgørelse der blev truffet af Labour regeringens ‘rigsadvokat’ Ross Cranston.

 

Det skal her tilføjes, at Melita ikke var den eneste der videregav atomhemmeligheder til Sovjetunionen. Chefforskeren ved Manhatten Projektet Robert Oppenheimer blev også anklaget for spionage til fordel for USSR, ved en senatshøring i 1953 mistede han påfølgende sin betroede status. I den videnskabelige verden anses han for at være en martyr der blev offer for Mccarthyismen.

 

Der kan ikke herske tvivl om, at Melita optrådte som forræder, men i bagklogskabens mere eller mindre klare lys kan man stille det spørgsmål, om ikke hendes handling medvirkede til, at undgå en ny storkrig i Europa. Det skal forstås derhen, at USA’s generalstab i perioden 1945-52 udarbejdede planer om hvordan man kunne lægge USSR ned rent militært.

 

Disse planer blev skrinlagt kort tid efter at USSR havde prøvesprængt dets første, temmelig urene atombombe i 1949. Den kolde krig var vel at foretrække frem for en varm krig umiddelbar ovenpå anden verdenskrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…