Indlæg fra læserne 15. december: Sofavælgerpartiet # Bandekrig # Fornyelse, tak # Efter dommen over Støjberg #

Sofavælgerpartiet

Af Visti Christensen

 

Et nyt parti synes opstået i Danmark. Det gør ikke meget væsen af sig, og stiller ikke op ved valgene. Tværtimod. Medlemmerne kendetegnes netop ved at blive væk fra stemmeurnerne på valgdage. Lidt nedsættende kaldtes de førhen ’Sofavælgere’. Men ”partiet” får flere og flere støtter, og nogle forskere frygter med rette et demokratisk underskud i fremtiden.

 

Når folk drøfter seneste valg, er meningerne delte. Selvfølgelig afhængig af, hvordan det gik ens ”eget parti”. Men om udfaldet generelt, kåringen af borgmestre og hele presseskuespillet, er meningen ofte, at politik er pilråddent, aktørerne grinagtige og valget en farce. ”Partihoppere” blev generelt straffet, og politikerleden er stigende. Men også leden ved partiernes ageren synes stærkt i fremmarch. Egoet anes begge steder. Alt handler om tre ting: ”Mig, Magt og Money”. Om egomani: Jeg Jegsen og ’Me first’. 

   

I Frederiksborg slotsanlæg, står skulpturer, der forestiller græske guder. En af dem holder i strakt arm et spejl op foran ansigtet, og ligner en ung, der tager en selfie. Et billede på dansk politik, som er blevet Selfiernes Forum og Egoismens Paradis. Og på trods politikernes massive opfordring til at møde op på valgdagen og ”udøve sin demokratiske pligt”, så adlyder færre og færre. 

 

Vort demokratis fundament er anderledes end før. Ikke kun pga. de millioner, der nu tilgår partier og enkeltpolitikere som donationer. Christiansborg-partiernes manglende løsning af de i folkets øjne såre alvorlige samfundsproblemer, især med de mange muslimske kriminelle, øger folkets mistillid og tiltro til både evne og vilje hos politikerne. Kun 3 % er partimedlemmer, hvor det for 50 år siden var 10 %. 

 

Men politikere vil godt være levebrødspolitikere, og derfor har de fået vedtaget ’Loven om partistøtte’, en særskat, der tilfalder partikasserne pr. afgivet stemme ved valgene. ”Stemmekvægspenge”, kaldes det i folkemunde, og milliardbeløbene er målrettet kunstigt åndedræt til partikasserne. Demokratiet er ikke afgået ved døden, men det hiver efter vejret. 

 

Alle der stemmer ved valgene, også de, der stemmer ’blankt’, tilkendegiver på en måde at være tilfredse med tingenes tilstand og demokratiet udøvelse gennem partier. Undlader man derimod at møde op og stemme, signaleres der, at man finder den praktiske politik mangelfuld, udemokratisk, indspist og skæv, og at man ikke ønsker at støtte partier, hvis politik man er uenig i.

 

Ved seneste kommunalvalg stemte kun 67,2 % af de stemmeberettigede. Det vil sige, at der findes et ”parti”, der udgør ca. 33 %, som af forskellige grunde ikke ønsker at stemme, Mange af de adspurgte ønsker ikke at betale partiskat, mens andre anfører et demokratisk underskud som grund. Og sandt er det jo, at kun yderst få bestemmer hvem der kan opstilles, og som andre er tvunget til at stemme på. Alt i alt er demokratiet tyndt, og i praksis helt ude i tredje spor. 

   

Under de efterfølgende konstitueringsforhandlinger hørte vi flere af de indvalgte udtale, at vælgerne jo ved stemmeafgivningen havde tilkendegivet et ønske om en ny kommunalbestyrelse. Det var ulideligt falskt at høre på, da det ofte kun var et dårligt forsvar for egen vaklen fra side til side, alt efter hvor de kunne få mest personlig magt og indflydelse. Men sådan levner partipolitikken plads til, at man kan sælge sin sjæl for rævekager, borgmesterkæder eller en vellønnet formandspost i et udvalg.  


 

Bandekrig

Af Kirsten Damgaard

 

Når man importerer mennesker fra Mellemøsten med mellemøstlig mentalitet, så får man kulturligvis Mellemøstens konfliktløsningsmetoder.

 

Bandekrig er importeret og transformeret klansamfund.


 

Politikere: Fornyelse, tak. Forstening virker ikke

Af Henrik Clemmensen

 

Både udvikling og afventende overvejelse er naturligt, for man gør vel først det, man erkender man behøver gøre.

 

Filosoffen Rudolf Steiner sagde engang noget i retning af dette:

 

”Der kommer et tidspunkt i mange gode menneskers liv, hvor de er nødt til at overtræde loven, FOR AT GØRE DET RIGTIGE.”

 

Var dette en opfordring til at bryde loven? Nej, det var en opfordring til at forbedre og ændre forældede dårlige love.

 

Vi kan og vil ikke leve med lovgivning, som enten er utilstrækkelig, urimelig eller samfundsskadelig. Og det er IKKE politikerne, der i sidste ende definerer, hvilken lovgivning, der dur.  Det er vælgerne.

 

Vi har lige været vidne til en rigsretssag, hvor den dårlige lovgivning vandt over de gode hensigter.

Dårlig og forældet dansk lovgivning – samt dårlig indblanding i danske anliggender fra en europæisk, såkaldt menneskerettighedskommission, som også er forældet –  førte sikkert til, at vi ikke kunne beskytte mindreårige piger så let som vi skulle, fordi reglerne var for bøvlede og ikke let lod sig administrere.

 

Danmark og mangeårige danske statsborgere skal vel ikke finde sig i, at voksne mænd fra en mere primitiv og underudviklet kultur gør 13-14-årige piger gravide – eller prøver på det dagligt – for at udleve deres underudviklede kultur i Danmark og leve bedre af vores penge.
Danmark er da ikke et tagselvbord !

 

Og samtidig skulle gode gammel-danskere acceptere, at visse venstreorienterede politikere sælger deres politiske  indflydelse til disse ”stakkels” underudviklede folk for at få deres stemmer, efter de har gjort dem til ”danske statsborgere” ? – Det kan sidestilles med at leve af at sælge narkotika, hvilket en del af deres stemmekvæg jo også er ret gode til.

 

Er jeg da modstander af al indvandring?  Nej. Men den indvandring vi skal have, skal være til gavn for begge parter og ikke kun den ene part. Man taler da også om bæredygtighed i mange andre sammenhænge.

 

Desværre har vi fået en mængde politikere, som bedømmer sagerne ud fra, hvad der gavner deres egen pengepung og position bedst. – Det er meget usmageligt at misbruge ”godheden” til egen magt og vinding, og hvad værre er:  det er dybt skadeligt for Danmark og danskere, som har arbejdet hårdt for at bevare den danske kultur og vores naturlige hjælpsomhed

 

Skal vi da ikke støtte ”folk i nød”?  Jo til en vis grad, dvs. så meget vi kan gøre det på en ordentlig måde, nemlig uden at ødelægge eget samfund og kultur, og primært ved at hjælpe folk i eget nærområde, hvor både kulturen og naturen er kendt for dem. 

 

Hvis ikke vores politikere lærer at hjælpe folk i deres hjemland eller nærområde og overvinde klimaudfordringerne, som måske kommer, så kan vi ikke forhindre en masse-migration af folk, som både er sultne efter mad og efter meget andet. Masse-migration løser ikke problemerne, men ødelægger modtagerlandene i en grad, så heller ikke kommende klimaproblemer vil kunne løses.

 

Forstå dette, politiker.  Eller find et job du kan overskue og magte.


 

Efter dommen over Støjberg

Af Claus Bach

 

Dommen over Inger Støjberg betyder ganske enkelt, at uønskede personer der trænger ind i landet og meddeler at de er par, har krav på at få stillet et dobbeltværelse til rådighed og at de der modsætter sig det, risikerer at blive idømt 60 dages ubetinget fængsel.

 

Vil det ikke være mere rimeligt om de politikere der har gjort det muligt, at afsige en sådan dom, blev idømt fængsel?

 

Forestil dig at et uønsket par trænger ind i din bolig, og kræver et dobbeltværelse stillet til rådighed, og at du bliver idømt fængsel, hvis du ikke følger deres ønske.

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…