*** Tre stjerner ud af seks
Naturligvis kan – og skal – 20-års-dagen for 9/11 ikke gå upåagtet hen – og slet ikke i filmbranchen. En af de film, der har set dagens lys, er WORTH instrueret af Sara Colangelo, som er både forfatter og instruktør.
Handling
Efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i 2001 er der ikke bare mange døde, men et stort antal pårørende. Omkring 2.752 mistede således livet i og omkring World Trade Center i New York.
På en eller anden vis skal de mange efterladte kompenseres for deres tab, men hvordan er det muligt at vurdere, hvad et tabt menneskeliv er værd i dollars?
Kenneth Feinberg (Michael Keaton) er advokat og underviser i jura på universitetet. Han vælger at stille sig til rådighed som ansvarlig for at løse den vanskelige opgave i The September 11th Victim Compensation Fund – og får posten.
Han og hans team af medarbejdere får to år til at bringe erstatningerne på plads. Feinberg lægger ud med at tage afsæt i en grundmodel, som alle de erstatningsberettigede kan placeres i, således at de mange sager ikke skal behandles individuelt. Med denne strategi håber han at kunne indgå aftaler med ofrenes familier inden for tidsfristen.
Mødet med en af de pårørende, Charles Wolf (Stanley Tucci), der har mistet sin hustru, får ham imidlertid langsomt på andre tanker.
Hovedtemaet er interessant
Hovedtemaet – at veje og måle hvor meget et menneskeliv er værd – er så sandelig både interessant og tankevækkende. Det samme er filmen et stykke ad vejen, for hvordan skal det dog lykkes Feinberg at komme i mål med dette nærmest umulige hverv?
Desværre er ”Worth” så meget et produkt af Hollywood-skabelonen, at det væsentlige tema er blevet sovset ind i sentimentalitet, multi-kulti og sort-hvid karaktertegning. Hvor der spilles på alle de åh-så-velkendte, forudsigelige følelsesstrenge og helt usandsynlige skæbne-møder.
Men ”Worth” at se pga. Michael Keaton.
Længde: 118 minutter
- Medvirkende: Michael Keaton, Stanley Tucci, Amy Ryan m.fl.
- Instruktør: Sara Colangelo
- Manus: Max Borenstein
- Premieredato: d. 11. september