Finansministeriet siger, at indvandringen koster danskerne 33 mia. kr. om året – men omkostningerne ved tilvandringen er langt højere

Toveshøj ved Bazar Vest i Aarhus (Foto: Privat)

Igennem de senere år har vi til stadighed hørt om omkostninger til de tilvandrede. Beløbet for indvandrere fra især muslimske land var i 2017 33 mia. kroner. (se side 4 i linket).

 

Lad os nu én gang for alle mane dette beløb i jorden og se på, om det ikke er muligt at komme de reelle omkostninger bare en smule nærmere.

 

De 33 mia. kroner er et nettobeløb. Det er forskellen mellem de offentlige ydelser, som tilvandrede og deres efterkommere modtager minus den skat, de, der er i arbejde, bidrager med. Underskuddet er altså de tilvandredes manglende bidrag for at komme i nul. Først herefter begynder de at bidrage.

 

Beløbet har altså absolut ingen relation til de omkostninger, indvandrere fra muslimske lande pålægger de danske skatteydere.

 

Andre ikke-vestlige indvandrere bidrager til gengæld med et overskud.

 

Fattigfirserne

I sidste halvdel af 1970’erne begyndte det at gå nedad for den danske økonomi.

 

I 1980’erne voksede arbejdsløsheden, og skatten steg til verdens højeste. Hele årtiet blev kaldt fattigfirserne.

 

Vi gennemgik den ene ”sparekur” efter den anden: julepakken, påskepakken og kartoffelkuren. Som en journalist vittigt (eller måske opgivende) skrev, så måtte det næste vel blive kannibalkuren.

 

Med det yderste af neglene kæmpede danskerne for at beholde deres job og prøvede økonomisk at få enderne til at mødes.

 

Farvel og tak

Det var så på dette tidspunkt, ansvarlige politikere ville have sagt farvel og tak til fremmedarbejderne fra fortrinsvis Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien.

 

Men der skete det stik modsatte.

 

I 1983, hvor danskerne gennem nogle år havde stønnet under inflationen, skattebyrden og alle sparerunderne, vedtog politikerne i deres uendelige visdom og ligeledes uendelige godhed ”verdens bedste udlændingelovgivning”.

 

Fremmedarbejderne kunne få lov til at blive, selv om de som ufaglærte med et minimum af danskkundskaber var de første, der blev fyret. Da de nu ikke var så fremmede mere, syntes magthaverne, at ”gæstearbejdere” lød bedre.

 

En ikke særlig velvalgt eufemisme for udefrakommende arbejdere, for gæster plejer jo at tage hjem igen. Det gjorde disse gæster imidlertid ikke, for med loven i hånd kunne de ikke alene blive i Danmark; deres storfamilier var med ét også hjerteligt velkomne.

 

For hvor fremmedarbejderne tidligere skulle ansøge om familiesammenføring, fik deres familier nu et retskrav på at komme til Danmark. For asylansøgere fra hele verden blev dørene smækket op på vid gab.

 

Udgifterne stiger

Nu var det ikke kun de ufaglærte arbejdsløse danskere og de fremmede, der skulle have understøttelse eller offentlig ydelse, der først kaldtes socialhjælp, dernæst bistandshjælp og nu kontanthjælp. Også familierne, der kom hertil, skulle have noget at leve af.

 

Bistandshjælpen var ikke tiltænkt som en livslang ydelse, men til dem, der var ramt af ”en social begivenhed”.

Så kan man jo diskutere, om den nyankomne lillemor sammen med sin store børneflok var en social begivenhed for andre end faderen selv. Men i hvert fald strakte faderens understøttelse eller bistandshjælp ikke til en hel familie.

 

Børnetilskuddet var et kærkomment tilskud til husholdningen. Historikken om børnetilskud kan læses her.

 

Når henses til de meget store børneflokke, indvandrerne medbragte eller tillagde sig her, ønskede flere partier at begrænse børnetilskuddet til to børn. Flere børn ville så være for egen regning. Det blev dog droppet igen.

 

På trods af 3 års gratis danskundervisning, rakte de tilvandredes danskkundskaber ikke til lægebesøg eller hospitalsindlæggelse.

 

Bare i perioden 1. maj 2017 til 30. april 2018 udbetalte en region (Region Midtjylland – JP bag betalingsmur) 21,5 mio. kroner til tolke. Mens der var røster, der ønskede tolkebistanden afskaffet for tilvandrede efter 3 års danskundervisning, advarede lægerne mod dette på grund af de konsekvenser, det kunne få. Loven blev så noget modereret ved LBK nr. 903 af 26.8.2019 (§ 50).

 

De reelle omkostninger, som er påført danskerne på grund af indvandringen, inkluderer et utal af områder. Af gode grunde angiver forfatteren ikke beløb ud for hvert område, for ingen kender dem. Derfor gætter vi os frem: 85 mia. kroner? 100 mia. kroner?

 

I 2018 var omkostningerne ved tilvandringen til Norge omkring 250 mia. norske kroner. Det skriver Human Rights Service i Norge. Mon beløbet er så meget anderledes hos os?

 

Jeg kan tilføje et enkelt område, som ikke er med i ovenstående oplistning af områder, nemlig de danske skatteyderes omkostninger til sager ved Menneskerettighedsdomstolen. Jeg skal her kun erindre om omkostningerne i sagen Biao vs. Danmark i 2010, som jeg skrev om her.

 

Afviste asylansøgende migranter og repatriering

Vores forestilling om, at vi ikke kan slippe af med asylansøgere, når de får afslag på asyl, gøres til skamme ifølge BTs overskrift: Danmark smider asylansøgere ud på stribe. Også det koster mange penge. Men de 87 mio. kroner, BT nævner, må nok betegnes som godt givet ud.

 

Pengene til repatriering må også siges at være givet godt ud, hvis ikke lige det var for fortrydelsesretten. Inden det første år er gået (kan dog strækkes til 2 år), kan repatrierede udlændinge fortryde og vende tilbage til Danmark. Tilbagebetalingspligten er ”absolut”, men…..

 

En rundspørge til 24 kommuner viser, at i 21 konkrete sager, overstiger kommunernes tab to millioner kroner. Der er tilfælde, hvor opholdet i hjemlandet kun har varet en måned. Se her fra Viborg Kommune Og Københavns og Århus Kommune.

 

Hele Repatrieringsloven kan ses her. Beløbene er forhøjet, og 2020-satserne kan ses her.

 

Et arbejdsomt og tålmodigt folk

Helt uden blusel tror jeg godt, danskerne kan bryste sig af, at kun på grund af deres arbejdsomhed og uendelige langmodighed, har politikerne været i stand til at sprøjte skatteydernes penge ud til alverdens folkeslag, både til dem, der fik lov til at komme ind og til lande rundt om i verden, der med rette kaldes failed states. Jeg kan ikke erindre, hvornår de ikke har været lige netop det.

 

Imens har vi set nedskæring på nedskæring, der er gået ud over skoler og hospitaler, der er nedslidte, ligesom der er ”manglende hænder” på hospitaler, i hjemmeplejen, ved børneomsorg, ældreomsorg og handicapomsorg.

 

Alt efter temperament kan man så more sig eller rase over nyankomne, der tror, vi har fået alt det forærende, som vi har knoklet for gennem et helt arbejdsliv. For de har jo ikke fået noget af det, menneskesmuglerne lovede dem, et såkaldt rigt land havde at byde på. De har hverken fået hus eller bil/er. Nogle burde have fortalt dem, at hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det ikke sandt. Dertil kommer brok over, at på trods af den globale opvarmning er vejret her i landet modbydeligt koldt og regnfuldt.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…