Gennem tolv århundrede har muslimer gang på gang forsøgt at erobre Europa – men de kristne har slået dem tilbage

Spanien var under muslimsk overherredømme fra 711 til 1492 (Foto: Moskeen i Cordoba, Wikimedia)

Forfatterens kommentar: Dette studium blev annonceret som “kommende” i min bog fra 1983: In the Path of God: Islam and Political Power (New York: Basic), side 348, fodnote 47. Det tog 38 år at gøre det færdigt, men her er det, med en anden undertitel. Denne artikel er første del; anden del, om den moderne tidsalder, kommer i næste nummer.

 

Under en samtale, der antagelig fandt sted den 13. juli 634, blot to år efter Muhammeds død, blev en gammel mand spurgt, hvad han mente om “profeten, der er kommet blandt saracenerne?” Han svarede, at Muhammed “er en bedrager. Kommer profeterne med sværd og stridsvogn?” En anden gav ham ret og bemærkede: “Der kommer ingen sandhed fra den såkaldte profet, kun blodbad.” Flere måneder senere, ved en messe juleaften i år 634, omtalte Jerusalems patriark muslimerne som “de gudløse saraceneres slam, [der] truer med nedslagtninger og ødelæggelse.”[1]

 

Den kristne reaktion på muslimers ondskab begyndte på en tid, hvor den religiøse lidenskab var på sit højeste og modtageligheden over for nye påvirkninger var lavest. Den fjendtlige reaktion var nogenlunde konstant over de følgende tusind år, 634-1700. Først i de seneste tre århundreder har holdningen udviklet sig, idet den gamle fjendtlighed blev iblandet noget forbløffende anderledes.

 

De følgende sider skitserer de kristne reaktioner på islam og muslimer i løbet af årtusindet. Hvorfor så Europa[2] så længe negativt på muslimer? Del II vil undersøge, hvorfor dette til dels ændrede sig og hvad den nuværende situation er.

 

Militær – udenfor Europa

To udfordringer, en militær og en religiøs, forklarer Europas oprindelige og fortsatte fjendtlighed over for muslimer. Ikke nok med, at muslimer inden år 1700 erobrede en stor del af den kristne verden og truede alt, hvad der modstod deres kontrol, men de udgjorde også en særlig religiøs udfordring. Kombinationen af disse to udfordringer gav dem en særlig rolle.

 

Det, der er blevet kaldt for “verdens ældste grænse”[3], begyndte med muslimers militære sejre over kristne. To år efter Muhammeds død i 632 begyndte muslimer at overfalde byzantinske områder i det nordlige Arabien; blot 82 år senere havde de erobret landområder, der strakte sig fra Pyrenæerne til Centralasien. Kristne udgjorde majoriteten af befolkningen i mange områder, der faldt under muslimsk kontrol, herunder Syrien, Egypten, Nubien, Nordafrika og Spanien, lige som der var mange kristne i Irak og Iran. På mindre end et århundrede blev næsten hele den kristne verden uden for Europa og Anatolien brat indlemmet i det, som muslimer kalder for Dar al-Islam (områder kontrolleret af muslimske herskere).

Med en enkelt undtagelse bukkede de få områder uden for Europa, der havde overlevet den indledende arabiske nedslagtning, til sidst under for de erobrende muslimer. Konstantinopel, der var Det Byzantinske Riges hovedstad og porten til Østeuropa, modstod muslimske angreb i otte århundreder, begyndende med en muslimsk flådeekspedition i 654. Byen faldt til sidst i hænderne på de osmanniske tyrkere den 29. maj 1453, der er en af de mørkeste og mest markante datoer i kristen historie. Det Byzantinske Rige holdt stand i Anatolien i mere end fire århundreder: 653-1071, men så invaderede tyrkerne deres landområder og udslettede endegyldigt det sidste græske kongerige i 1461. Armenerne bukkede under for muslimsk overherredømme i 666 og var siden da underlagt deres styre, med undtagelse af en lang periode: 885-1375. Georgierne faldt ligeledes under muslimsk kontrol i 654, nød en genopblomstring i middelalderen og faldt så igen under muslimsk styre i 1500-tallet. Mange maronitiske kristne fra de flade landskaber i Syrien flygtede fra muslimske herskere ved at tage op i Libanons bjerge; Dér fastholdt de deres uafhængighed gennem det meste af den islamiske æra, men de faldt i sidste ende under osmannerne. Dongola i Sudan holdt stand indtil omkring 1350 og det nærtliggende Alwa indtil 1504.

 

Det var kun det kristne kongerige Etiopien, der modstod den muslimske jagt efter territorier, hvilket gør det til det eneste gamle kristne land uden for Europa, der overlevede. Landet ville også være bukket under for jihad (muslimsk krig mod ikke-muslimer), hvis det ikke havde været for det, som historikeren Elaine Sanceau kalder for en “tæt på mirakuløs” indgriben fra en lille portugisisk hærenhed på landets vegne.[4] Det var vitterligt næsten mirakuløst, for den muslimske invasion i 1530-1531, der var anført af Ahmad Gran, ville have invaderet det gamle kristne kongerige, hvis det ikke havde været for 350 portugisiske artillerister og skytter, der i 1541, sammen med tohundrede etiopere, overvandt 15.000 bueskytter, 1.500 ryttere og 200 tyrkere med luntebøsser.

Disse kristne lande blev tabt på en tid, hvor Levanten og Nordafrika – ikke Europa – udgjorde kristendommens kerneområde; Her var størstedelen af den kristne befolkning, nøgleinstitutioner og kulturelle centre. Muslimsk styre ødelagde Østkirkens forrang og indskrænkede kirkernes magt. Fire ud af fem patriarkater (Alexandria, Antioch, Konstantinopel, Jerusalem) mistede en del af deres selvbestemmelse og indflydelse, da de blev underlagt muslimsk styre. Norman Daniel skriver, at vesteuropæere betragtede kristendommen som “en fælles nation, der under islams fremfærd er blevet berøvet en trediedel af sine bedste provinser,”[5] og det blev mere efterfølgende. Europa var blevet forældreløs.

 

Militær i Europa

Tættere på Europa: Alle større øer i Middelhavet kom under muslimsk herredømme. Varigheden strakte sig fra flere måneder på Sardinien til mere end seks århundreder på Cypern. Muslimer regerede over De Baleariske Øer fra 903 til 1228, og de angreb øerne flere hundrede år før og efter denne årrække. De regerede over Korsika fra 814 til begyndelsen af 900-tallet; Kreta i 826-961 og 1669-1897; Cypern i 649-965 og 1573-1878; Malta i 869-1091; Rhodos kortvarigt i 653-658 og 717-718, herefter i 1522-1912; Sardinien i 1015-1016 og Sicilien fra 827 (inden 965 var det dog kun dele af øen, der var under muslimsk kontrol) til 1091.

 

Hvad angår det europæiske fastland, blev det angrebet af bølger af indtrængende fjender i oldtiden og den tidlige middelalder. Indtrængen af ikke-muslimske folkeslag som keltere, gotere, magyarere og vikinger endte i 955, med undtagelse af den mongolske invasion af Østeuropa i 1240-1241. Muslimer fortsatte derimod med at angribe i yderligere næsten otte hundrede år, indtil 1700. Ud over mongolerne (hvoraf mange konverterede til islam, så de passer næsten ind i mønsteret) skete angreb på Europa efter 955 derfor i overvældende grad fra muslimer.

 

Jihad kom i to hovedbølger: et arabisk fremstød i vest fra 700-tallet til 900-tallet og et tyrkisk fremstød i øst fra 1300-tallet til 1600-tallet. (De to tidsperioder med muslimsk kontrol over Kreta, Cypern og Rhodos afspejler denne dobbeltoffensiv.)

 

På det europæiske fastland bukkede kristne ofte under for muslimske angreb. Arabere erobrede Spanien mellem 711 og 716, ødelagde det kristne visigotiske kongedømme dér, fortsatte til Gallien og nåede i 732 helt til Poitiers, 350 km sydvest for Paris. Edward Gibbon er berømt for at have gjort sig overvejelser om, at havde det ikke været for frankernes sejr ved Poitiers, “ville man måske nu undervise i koranens læsning på Oxfords skoler og fra deres katedere fortælle et omskåret folk om Mohammeds åbenbaringers hellighed og sandhed.[6]

 

Selv om det ikke lykkedes for araberne at etablere en fast base uden for Iberia, blev deres angreb en ulykkelig del af livets realiteter i mange dele af 800-tallets og 900-tallets Europa. Under en bemærkelsesværdig ekspedition i 846 drog muslimske erobrere til Roms forstæder, hvor de angreb St. Peters pavelige kirke. Efter dette indfald blev der bygget en mur for at beskytte paven – arbejdskraften bestod hovedsageligt af muslimske fanger – hvilket senere førte til dannelsen af en uafhængig vatikanstat. Italien havde på et tidspunkt et uafhængigt muslimsk emirat, om end det var kortvarigt (853-871) og lille (ved Bari, nær Italiens hæl).

 

Arabiske erobrere indtog i 889 byen Fraxinetum (nu Garde-Frainet) nær St. Tropez ved Rivieraen, og de kontrollerede byen i næsten et halvt århundrede; Derfra drog de ad Rhônedalen op til Schweiz. I 954 plyndrede muslimer fra Fraxinetum klosteret i St. Gallen ved Bodensee, ved vore dages schweizisk-tyske grænse. I 920’erne kontrollerede muslimer mange af passene gennem alperne.

Den arabiske tilstedeværelse udvidedes mod øst til Athen, hvor en koloni af muslimer havde etableret sig omkring år 1000. De byggede en moské på det sted, hvor det gamle tempel for Asklepios havde ligget, og de arbejdede i byen.[7] Invasionerne mindes stadig med stednavne: Byen Pontresina, der ligger nær St. Moritz i Schweiz, fik således sit navn fra det latinske “Pons Saracenorum”, Saracenerbroen, hvor saracen er det middelalderlige ord for arabere og muslimer.[8] Selv om invasionerne var skræmmende og kraftigt ætset ind i de lokales beboeres hukommelse, havde invasionerne ikke megen vedvarende magt; Mange århundreder efter indtagelsen af Spanien gjorde muslimerne ingen varige fremskridt i Europa.

 

En anden erobringsbølge begyndte i 1356, da de osmanniske tyrkere krydsede Bosporusstrædet og tog Gallipori fra byzantinerne. Osmannerne erobrede over de næste århundreder Grækenland og næsten hele Balkanområdet, hvilket igen mindes ved mange stednavne: Balkan er for eksempel det tyrkiske ord for bjerg. Mange kristne, herunder grækere, serbere og ungarere, blev underlagt muslimsk herredømme. Den osmanniske fremfærd nåede sit højdepunkt med to fejlslagne belejringer af Wien i 1529 og 1683.

 

Som en del af bestræbelserne på at befri Grækenland fra osmannisk styre bombarderede en koalition af europæiske lejetropper Parthenon, som tyrkerne brugte som opbevaringssted, og i september 1687 forårsagede en fuldtræffer og efterfølgende ildebrand store ødelæggelser og efterlod de ruiner, som vi kender i dag. (Eksplosionen tvang desuden tyrkerne til at overgive sig.)

 

Tyrkernes magt rakte ud over Balkan: Mod nord besad osmannerne den polske region Podolia fra 1672 til 1699; mod øst regerede et uafhængigt muslimsk dynasti over Krim fra 1475 til 1774; og mod vest besad de kortvarigt Otranto i Italien i 1480-1481. Den muslimske sømagt kunne nå næsten enhver kyst. Et ekstremt eksempel er de to sæt af barbareskpirater, et fra Marokko og et andet fra Algeriet, der i 1627 gik i land i Island ved en begivenhed kendt som Tyrkjaránið og tog flere hundreder til fange for at sælge dem som slaver derhjemme. Selv om disse fremstød ikke havde store konsekvenser, kunne tingene være gået anderledes. Tænk på den italienske offensiv, der blev opgivet på grund af indre osmannisk splid; Som Bernard Lewis påpeger, kunne den have haft store konsekvenser.

 

Den lethed, hvormed franskmændene få år senere, i 1494-1495, var i stand til at erobre de italienske stater én for én, næsten uden modstand, tyder på, at hvis tyrkerne havde holdt sig til deres planer, kunne de have erobret det meste af, eller hele, Italien uden større vanskelighed. En tyrkisk erobring af Italien i 1480, hvor renæssancen var i sin vorden, ville have ændret verdenshistorien.[9]

 

Hvis man ser på hele det europæiske fastland, har muslimer i perioder kontrolleret det meste af, eller den fulde udstrækning af de nutidige lande Portugal, Spanien, Ungarn, Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Nordmakedonien, Kosovo, Albanien, Grækenland, Bulgarien, Rumænien, Hviderusland og Moldavien. Herudover regerede de over dele af Frankrig, Schweiz, Italien, Østrig, Polen, Litauen, Slovakiet, Slovenien og Ukraine.

 

Den udstrakte muslimske tilstedeværelse betød, at kristne over en periode på tolv århundreder gentagne gange vandt deres uafhængighed mod muslimerne, fra den spanske Reconquista begyndte i 722 til Albaniens uafhængighedskrig i 1912. Ikke overraskende blev muslimer generelt betragtet som den største fjende, og national identitet blev dannet i opposition til dem i meget af det sydlige Europa, især i Portugal, Spanien, Sicilien, Serbien, Grækenland, Bulgarien og Rumænien. Arabere, saracenere, maurere, forfærdelige tyrkere, horder af tatarer og barbareskpirater tjente som baggrund for at udvise kristent mod. Helgener (navnlig kong Ludvig 9. af Frankrig) blev berømte ved at yde muslimerne modstand.

 

Muslimer tjente samme formål i litteraturen, fra middelalderens Rolandskvadet og Cantar de mio Cid til tidlige moderne tiders Don Quixote og Os Lusíadas til de moderne Le Camp des Saints og Soumission.[10] Andorra‘s nationsang, der blev indført i 1921, begynder med: “Karl den Store, min fader, befriede mig fra saracenerne.”

 

Fjendtligheder med muslimer ansporede til udvikling af militær teknologi. Galileo udviklede for eksempel ikke kun teleskopet for at bevise Kopernikus’ heliocentriske teori, men også som et “spionglas”, som den militære efterretningstjeneste kunne bruge til at opdage osmanniske flådefartøjer to timer tidligere end med det blotte øje.[11] Det at være omringet af muslimer inspirerede til opdagelser til flåden, begyndende med dem, som Henrik Søfareren af Portugal (1394-1460) tilskyndede til.

 

Middelalderens Europa var adskilt fra resten af den østlige hemisfære af en membran af muslimer; fra Spanien over Nordafrika til Levanten, og videre til Centralasien og Siberien; De kristne synspunkter blev yderligere skærpet af at være omringet af muslimer. Kun få europæere formåede at se ud over muslimerne, men derudover blev beretninger fra det ikke-muslimske Afrika og Asien – for eksempel Marco Polos – modtaget med skepsis.

 

Da Europa var omringet af muslimer og “optaget af umiddelbare problemer forårsaget af truslen fra islam, tabte man helt [det ikke-muslimske] Østen af syne som reelle landområder”, skriver historikeren Donald Lach.[12] Kristne erkendte knap nok, hvor begrænset deres udsyn var: “Islam tvang de kristne til at leve i en lille lukket verden … det fik dem desuden til at føle, at en sådan eksistens var normal”, bemærker John Meyendorff.[13] Herudover følte europæere sig ofte isolerede og uden håb. Roger Bacon skrev i slutningen af 1260’erne: “der er få kristne; størstedelen af verden er befolket af vantro, og der er ingen til at anvise dem sandheden.”[14] Europæerne havde denne klaustrofobiske følelse af at være omgivet af fjender indtil omkring år 1450.

 

Muslimer udgjorde i omkring et tusind år, fra de indledende angreb på Konstantinopel i 654 til det andet angreb på Wien i 1683, den mest konstante ydre udfordring for Europa, hvilket i mere end et årtusind gjorde europæerne dybt bekymrede over muslimsk magt. Den islamiske religiøse udfordring forstærkede herefter følelsen af at være truet

 

Religiøs – En falsk religion, Muhammed

Den islamiske religion bekymrede europæerne mindst lige så meget som de muslimske tropper. Islam repræsenterede adskillige særskilte udfordringer for kristendommen: Islam blev betragtet som falsk. Islam foregav at fuldende Bibelen og overtrumfe den. Islam tilbød en brugbar og attraktiv alternativ livsstil. Og islam tiltrak flere kristne konvertitter end nogen anden religion. Den prominente skotske administrative leder i Indien og islamekspert, William Muir, skrev i 1845, at islam var “kristendommens eneste utilslørede, mægtige fjende.”[15] Wilfred Cantwell Smith tilføjede i 1957: “Inden Karl Marx og kommunismens udbredelse, organiserede og iværksatte Profeten den eneste alvorlige udfordring, som den vestlige civilisation har stået over for i hele sin historie.”[16]

Igennem hele middelalderen anså kristne islam for at være en falsk religion, men også en forvrængning af det kristne budskab, en perversion af deres egen tro. Johannes fra Damaskus (d. ca. 749) betragtede “ismaelitternes overtro” for at være kristent kætteri.[17] I den ånd forestillede middelalderens kristne sig, at muslimer tilbad en uhellig treenighed: Mahon (dvs. Muhammed), Tervagant og Apollin. De så islam som indbegrebet af ondskab, som en yderst smart samling af doktriner beregnet til at udnytte menneskets svagheder. Norman Daniel forklarer meget præcist, at islam stod for “et seksuelt korrupt tyranni baseret på en falsk lære.”[18]

 

Beskyldninger om islamisk manipulation af religion, magt og sex blev en del af det europæiske standardrepertoire og viste en “forbløffende ihærdighed”; det forekom igen og igen under forskellige former og endeløse variationer i løbet af middelalderen.[19] Den irske forfatter Richard Chenevix (1774-1830) skrev et tobindsværk om national karakter, og han forklarede, at islam opfyldte enhver ond impuls:

 

For at passe til de forskellige karaktertræk, der knytter sig til Arabia Felix, Arabia Petrea og Arabia Deserta, skal [den islamiske] religion være lige så forskelligartet, som disse områder. Den skal være grusom for den ene og sensuel for den anden; forfængelig, luksuriøs, begejstret, vild for dem alle. For røveren skal den indprente plyndring af vantro; for krigeren skal den prædike erobring og udryddelse; for den dovne skal den billige sansernes glæder; for alle sine tilhængere skal den love en evighed med vellystig skønhed, hvis de falder under forsvaret af profeten.[20]

 

Afvisningen af islam som en gyldig trosretning var knyttet til den islamiske profet Muhammed. Annemarie Schimmel bemærker, at “mere end nogen anden historisk person var det Muhammed, der fremkaldte frygt, modvilje og had i middelalderens kristne verden.”[21] Kristne antog, at Muhammed var overmenneskelig, for hvordan kunne en almindelig dødelig udtænke så intelligente måder at vinde følgere på og få dem til at tro på åbenlyse løgne? Muhammeds budskab repræsenterede svindel og vold; navnlig hans liv (de mange koner, billigelsen af polygami og elskerinder) førte til anklager om seksuel carte blanche. Daniel bemærker, at Muhammed blev kraftigt kritiseret for “den vold og magtudøvelse, hvormed han påtvang sin religion; udskejelserne og dekadencen, hvormed han bestak de følgere, som han ikke tvang; og endelig hans åbenbare menneskelighed, som det konstant blev anset for nødvendigt at bevise, selv om ingen muslim benægtede den, eller ønskede at benægte den.”[22]

 

Sådanne holdninger til Muhammed retfærdiggjorde en kristen afvisning af alt, hvad islam repræsenterede. Hvordan kunne muslimer være oprigtige, hvis Muhammed var en bedrager? Kristne gav udtryk for denne skepsis i deres terminologi. I 1500-tallets engelske sprog betød “Mahomet” en afgud, mens “Mahometry” betød afgudsdyrkelse.[23]

 

Europæiske kristne viste ligeledes deres foragt for islam ved at tildele Muhammeds følgere etniske, snarere end religiøse, navne. Som Bernard Lewis skriver: “I Grækenland kunne muslimerne være arabere, persere, hagarere eller assyrere; I Rusland var de tatarer; I Spanien maurere; i det meste af Europa var de tyrkere; og i både Østkirken og Vestkirken blev de almindeligvis kaldt for saracenere, der er en betegnelse af ukendt oprindelse, men har en etnisk betydning.”[24

Religiøs – Konverteringer

Som civiliserede mennesker, der kom med en sofistikeret tro og en tiltalende kultur, adskilte muslimerne sig fra næsten alle andre indtrængende fjender i Europa, der var plyndrende stammefolk. Muslimer gjorde mere end at forårsage ødelæggelser; de udfordrede også kristendommens fortsatte dominans.

 

De fleste af middelalderens kristne bosat i Dar al-Islam tog det uigenkaldelige skridt at konvertere til deres politiske herres tro, islam, om end det skete i varierende grad. Kristne forsvandt næsten i Arabien, Nordafrika og det meste af Anatolien, mens de fastholdt troen som små minoriteter andre steder i Mellemøsten. Koptere udgør i dag kun en tiendedel af Egyptens befolkning, og der er kun få jakobitter, malachitere, nestorianere og ortodokse samfund tilbage i Den Frugtbare Halvmåne og Iran. En kombination af politisk solidaritet og utilgængeligt terræn gav armenere og libanesere mulighed for at forblive fortrinsvist kristne.

 

I Mellemøsten er der nu omkring 15 millioner kristne, der hovedsageligt bor i Egypten, Libanon, Cypern og Syrien og udgør mindre end 5% af områdets omkring 370 millioner indbyggere.

 

I Europa forekom kristnes konvertering til islam oftest i Iberia, på nogle middelhavsøer og i dele af Balkan. Spanien og Sicilien blev endda vigtige muslimske kulturcentre i middelalderen. Kristnes generobringer kunne lejlighedsvist tvinge muslimer til at forlade en region helt, som det skete i Spanien og på alle større middelhavsøer med undtagelse af Cypern (hvor omkring 150.000 indfødte tyrkere nu bor).[25]

 

Et muslimsk overherredømme kunne tilbagerulles, men det skete i langt mindre grad for konverteringerne til islam, for et ubetydeligt antal muslimer frafalder deres tro, og de gør det som regel som enkeltstående personer; De to vigtigste tilfælde af hele samfunds konverteringer – tatarerne i 1600-tallets Rusland og Libanons sunnier omkring år 1700 – skete begge under pres og med forventningen om umiddelbare fordele for konvertitterne. I dag er der i Europa en oprindelig muslimsk befolkning (det vil sige fraregnet indvandrere til Europa i løbet af det seneste århundrede og nylige konvertitter til islam) på femten millioner, der især lever på Balkan og den tyrkiske del af Thrakien. Den største koncentration og det største antal (omkring ti millioner) findes i Istanbul, med færre i Albanien, Bosnien-Herzegovina, Kosovo og Montenegro.

 

Konklusion

Mødet med islam skete omkring otte hundrede år før kontakten med japanere og kinesere, hinduer og buddhister, afrikanere og amerikanere. Den særligt fjendtlige karakter af europæernes syn på muslimer blev tydelig fra begyndelsen af 1400-tallet med de europæiske opdagelsesrejsers komme: De kristne reagerede meget mere positivt på de ikke-muslimer, som de mødte, og muslimer skilte sig endnu mere tydeligt ud som den permanente fjende.

 

Som det middelalderlige Europas eneste vedholdende fjende fremkaldte muslimer stærke reaktioner, der påvirkede alle vestlige relationer med den omgivende verden. Planeten så ud til at bestå af to hoveddele: en kristen og en muslimsk; de repræsenterede ens egne og de andre, de gode og de onde. Historikeren R. W. Southern fandt “islams eksistens … det mest vidtrækkende problem for middelalderens kristne. Det var et problem på ethvert erfaringsniveau” – praktisk, teologisk og historisk.[26] Den muslimske faktor påvirkede den middelalderlige kristne forståelse af selvet, opfindelser, opdagelsesrejser og synet på den omgivende verden.

Oprindelig engelsk tekst: “Godless Saracens Threatening Destruction”:
Oversat af Kirsten Valeur

Daniel Pipes (DanielPipes.org@DanielPipes) er direktør for Middle East Forum og udgiver af Middle East Quarterly.


[1] Walter Emil Kaegi, Jr., “Initial Byzantine Reactions to the Arab Conquest,” Church HistoryJune 1969, s. 139-49.

[2] Europa er her defineret som halvøen vest for ca. den 30. østlige breddegrad samt dens nærmeste øer, hvormed det meste af Rusland og Tyrkiet udelukkes, med Istanbul som en vigtig undtagelse. Denne fortælling koncentrerer sig specifikt om kristne i det præmoderne Europa og vil efterfølgende brede det ud til somme tider at inkludere Vesten som helhed.

[3] Gai Eaton, Islam and the Destiny of Man (State Univ. of N.Y. Press og Islamic Texts Society, 1985), s. 2. Denne analyse accepterer den konventionelle beretning om islams oprindelse.

[4] Elaine Sanceau, The Land of Prester John: A Chronicle of Portuguese Exploration (New York: Alfred A. Knopf, 1944), s. 136.

[5] Norman Daniel, Islam and the West: The Making of an Image (Edinburgh: The University Press, 1958), s. 109.

[6] Edward Gibbon, The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, bind 3 (London: Everyman’s Library, 1993), s. 469.

[7] Kenneth M. Setton, “On the Raids of the Moslems in the Aegean in the Ninth and Tenth Centuries and Their Alleged Occupation of Athens,” American Journal of Archaeology, 58 (1954): 319.

[8] Manfred W. Wenner, “The Arab/Muslim Presence in Medieval Central Europe,” International Journal of Middle East Studies, Aug. 1980, s. 66 (med en liste af andre navne).

[9] Bernard Lewis, The Muslim Discovery of Europe (New York and London: WW Norton, 2001), s. 32.

[10] Daniel Pipes, “Who Will Write France’s Future?” The Washington Times, June 7, 2016.

[11] Dankwart A. Rustow, “The Military Legacy,” i L. Carl Brown, ed., Imperial Legacy: The Ottoman Imprint on the Balkans and the Middle East (New York: Columbia University Press, 1996), s. 252-53.

[12] Donald F. Lach, Asia in the Making of Europe, bind 1, bog 1 (Chicago: University of Chicago Press, 1965), s. 22.

[13] John Meyendorff, “Byzantine Views of Islam,” Dumbarton Oaks Papers, 18 (1964): 131-32.

[14] Roger Bacon, Baconiis Opens Maius Pars Septima seu Moralis Philosophia, Eugenia Massa, ed. (Turici: In aedibus Thesauri mundi, 1953), 3:122; citeret i R. W. Southern, Western Views of Islam in the Middle Ages (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1962), s. 57.

[15] Sir William Muir, The Mohammedan Controversy and Other Indian Articles (Edinburgh: T. and T. Clark, 1897), s. 2.

[16] Wilfred Cantwell Smith, Islam in Modern History (Princeton, N.J. and Oxford: Princeton University Press og Oxford University Press, 1957), s. 105.

[17] Moderne forskning har genoplevet denne fortolkning: se Robert SpencerDid Muhammad Exist? An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Wilmington, Del.: ISI Books, 2012).

[18] Norman Daniel, Islam, Europe and Empire (Edinburgh: Edinburgh University Press, 1966), s. 6.

[19] Southern, Western Views of Islam, s. 28.

[20] Richard Chenevix, An Essay upon National Character (London: James Duncan, 1832), bind 1, s. 97.

[21] Annemarie Schimmel, And Muhammad Is His Messenger: The Veneration of the Prophet in Islamic Piety (Chapel Hill: The University of North Carolina Press, 1985), s. 3.

[22] Daniel, Islam and the West, s. 107.

[23] Oxford English Dictionary, under ordene “Mahomet” og “Mahometry”.

[24] Bernard Lewis, “Gibbon on Muhammad,” Daedalus, Summer 1976, s. 89.

[25] Der boede muslimer på Kreta indtil 1923, hvorefter de i henhold til Lausannetraktaten skulle flytte til Tyrkiet.

[26] Southern, Western Views on Islam, s. 2-3.

 

DANIEL PIPES

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…