Godt Nytår med lækre vine forude

Så forlod vi heldigvis rædselsåret 2020 og kom godt ind i håbets år – 2021, hvor der med sikkerhed kan spås om nye og spændende vinoplevelser. Vi starter roligt ud, for januar er traditionen tro en måned, hvor vi holder lidt igen på decembers kulinariske udskejelser. Vi spæger vort kød, som man sagde i gamle dage, når man tog en kartoffel mindre til middagsmaden. Men fanatisme er på ingen måde godt, og et glas med gode vindråber har aldrig skadet nogen. Men glem ikke at hilse på hinanden med god afstand! Coronaen dukker stadigvæk op, hvor man mindst venter den.

 

Rødvin

 

Bodegas Cepa 21, 2016 Tempranillo, Ribera del Duero DOP, Castrillo del Duero, Valladolid, Castilla y Léon, Spanien – Normalpris 199,95 kr. – Tilbudspris 179,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

Ribera del Duero gik i mange år for at være Spaniens førende vinområde, men som det ofte går, når successen bliver for meget, så bliver vinene stereotype, kedelige og forudsigelige. Det skete også i Castilla y Léon, og det brød foregangsfamilien Emilie Moro, der i sin tid fik vinområdet på kvalitetskortet, sig ikke om. Nu har den i stedet etableret et topmoderne vinhus efter alle kunstens regler, og vinene, der fremstilles, er fremtiden i det 21. århundrede: Let, elegang og med lang sødmefuld finish.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Haciendo de los Suenos Vino, 2015 Ylirum Crianza, La Mancha DO, Ciudad Real, Spanien – Normalpris 149 kr. – Tilbudspris 105 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

La Mancha ligger som en højslette i Centralspanien syd for hovedstaden Madrid. Somrene er skoldhede og vintrene iskolde, og umiddelbart tror man ikke, at der er grobund for noget som helst levende. Ikke desto mindre stortrives vindruerne her, og det gælder også Tempranillo’en og Merlot’en, som Ylirum er lavet af. Den første drue giver kraft og frugt, mens den anden tilfører lindrende blødhed. Et godt madvalg vil være et spidstegt eller grillet lam.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Le Ville di Antanè, 2018 La Casa di Roberta, Valpolicella Ripasso DOC, Valpantana, Verona, Veneto, Italien – Kampagnepris 110 kr.

La Casa di Roberta er et brandnavn på en ny økologisk vinlinje, som vinhuset har lanceret, samtidig med at alle vinmarker er omlagt til økologisk drift. Udtrykket Ripasso angiver, at mosten har fået en naturlig 1. gæring, hvorefter den blandes med kvas fra Amarone-produktion. Denne nye most lagres derpå i 10 måneder på små franske egetræsfade.

Sammensætningen af druesorterne Corvina Veronese, Corvinone og Rondinella giver en fløjlsblød vin med vægten lagt på kirsebær.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Domaine Vidal-Fleury, 2016 Ventoux AVC, Tupin et Semons, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 94.95 kr. – Tilbudspris 55 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

Domaine Vidal-Fleury er et topklasse Rhônehus, der ligger i hjertet af Côte-Rôtie, hvor det blev bygget i 1781, og som det ældste i dalen uden afbrydelse har produceret vin her. Det ejes af den berømte Marcel Guigal og råder over en række egne marker, men køber druemateriale i andre dele af Rhône, bl.a. i Ventoux som denne vin. De anvendte druer til dette lille mesterstykke hedder Syrah (60%), Grenache (30%), Mourvèdre (4%), Carignan (4%) og Cinsault (2%). Prisen fås næppe bedre til så fin kvalitet.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Cantine di Mombaruzzo, 2018 Franco Serra Barbera d’Alba Superiore DOC, Piemonte, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 75 kr. På tlf. 86911844 oplyses nærmeste forhandler.

Barbera-druen er en af Piemonte-vinområdets kæledægger og er i øvrigt den tredje mest plantede vinstok i Italien. Druen giver meget mørke vine, der er fyldt med syre, men ikke den kedelige og udtørrende garvesyre, som generer mange vindrikkere. Duften og smagen er krydret og kendetegnet ved let bitter kirsebær. Hvem den Franco Serra, der lægger navn til disse velsmagende dråber, er, melder historien ikke noget om.

Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup.

 

Sensi Vigne e Vini,  2017 Dalcampo, Chianti Riserva DOCG, Lamporecchio, Firenze,  Toscana, Italien – Kampagnepris 89 kr.

Vinhuset er familieejet og har været aktivt siden 1890. Det ledes af 4. generation med Massimo Sensi i spidsen. Vinen er fremstillet på Sangiovese druen, som giver noter af kirsebær, tobak og sydeuropæiske krydderier. Smagen er, som den skal være i en premium Chianti. Smagsløgene kildres og fyldes ud, både i det umiddelbare indtryk og i den lange behagelige eftersmag.

Forhandler: Supermarco, København S.

 

Angelo Rocca & Figli, 2018 Conte Parelli Appassimento, Puglia IGT, Apulien, Italien – Kampagnepris 65 kr.

Vinen er fremstillet af druetyperne Negroamaro, Primitivo og Sangiovese, der vokser på Italiens solbeskinnede hæl i syd. Den er lavet efter Appassimento-metoden, hvilket vil sige, at en del af druerne tørrer ud til rosiner, før de plukkes. Den koncentrerede most får dermed højt indhold af sukker, alkohol og farve. Smagen har fylde af brombær og blommer og går godt i spænd med den populære ret af spaghetti i kødsovs.

Importør: Amka, Randers.

 

Middelvlei Wine Estate, 2018 G-A, Stellenbosch, Western Cape, Sydafrika – Normalpris 54,95 kr. – Tilbudspris 40 kr. hos MENY.

Sydafrikanske vinbønder har haft et hårdt liv, mens Covid 19 har raset. I flere omgange har produktionen været lukket helt ned og al eksport været standset. Det har givet muligheder for gode, økonomiske indkøb af tilfredsstillende dagligvin. G-A er stukket sammen af druesorterne Cabernet Sauvignon og Shiraz, hvilket giver en blød og behagelig smag i munden.

Importør: Gobi Vin, Valby.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…