Gælder konventionerne ikke danskerne? – frihedskamp eller overgivelse

Tilfældigt gadebillede/arkivfoto: Fra rights.no

Enhver, der elsker dette land og med sorg ser en bid af det tidligere trygge og velordnede Danmark forsvinde for hver dag, der går, må være blevet berørt af Steffen Wernberg-Møllers indlæg: Frihedskamp anno 2021 i DKA den 29.6.

 

Den eskalerende vold

Angrebene på danskerne bliver for hvert år grovere og og mere barbariske. Og ingen, hverken politikere eller domstole synes at interessere sig en døjt for det.

 

De danske ofre, der vel efterhånden kan tælles i tusinder, kan få lov at sejle i egen sø, og foranstaltninger (læs: udvisninger) til at forhindre, at der kommer endnu flere ofre, er ikke-eksisterende.

 

Journalisters troværdighed er for længst forsvundet. Det, der ikke lyves om, forties.

 

Og listen af eufemismer bliver længere og længere og minder om kodesprog. Vi danskere er dog ret gode til at knække koderne, som bruges af såvel politikere som medierne.

 

Domstolene dømmer selv de groveste forbrydelser med meget lave straffe, og systemet med bunkestrafrabat og den sædvanlige 2/3’s rabat på afsoningens længde betyder, at det er nærmest formålsløst at spærre forbryderne inde. En masse arbejde, et stort pengespild, og alt til ingen nytte.

 

Hertil kommer, at selv, når der er mulighed for at udvise forbrydere, sker dette sjældent. Og hvis det endelig sker, kommer forbryderne ofte på såkaldt tålt ophold. Hvis de har familie i Danmark, er det næsten lige så godt som en opholdstilladelse. De må ganske vist ikke have lovligt arbejde, men den slags synes der at være råd for.

 

Hvordan er vi nået dertil?

Det er der adskillige grunde til. Uduelige politikere, der for alt for manges vedkommende er meget uerfarne unge, som aldrig har sat deres ben på en arbejdsplads, men er gået direkte fra gymnasiet eller nogle år på universitetet ind i politik. Og her kan de udleve deres ubændige trang til at frelse hele verden.

 

Der er enkelte politikere, der forsøger at modvirke den godhedstendens, der er tæt på at ødelægge landet, men ethvert forsøg stoppes af fornuftsresistente politikere på venstrefløjen samt dem, man vel kan kalde nichefløjen. Altid er kikkerten sat på langdistance i håb om at kunne finde nogle at redde på den anden side af kloden.

 

Den samfundskontrakt, der er indgået mellem politiet og befolkningen, efter hvilken voldsmonopolet tilhører politiet, må siges for længst at være blevet brudt. Politiets voldsmonopol er reelt ved at blive overtaget af forbryderne. Kan den enkelte ikke hjælpe sig selv, er der ingen hjælp at hente.

 

Der er en hårfin balance mellem selvtægt (der er forbudt) og selvforsvar (der er tilladt). Selvforsvar er at uskadeliggøre forbryderen, men er man ikke sikker på, at han virkelig er uskadeliggjort, så han får et dask mere, er det selvtægt.

 

Det mest skræmmende er dog, at politikerne er totalt uvidende om islam og ideologiens erobringstogter gennem 1400 år. Af en eller anden grund mener de (og det gælder alle ledere af de vesteuropæiske stater), at lige netop vores land klarer frisag. Ingen kunne da ønske at ville erobre og ødelægge vores land, ingen vil os noget ondt. På trods af beviser på det modsatte, der hver eneste dag hober sig op.

 

Ved de virkelig ikke, at frygt der plantes i et folk for, at især ens kære skal lide overlast, og voldtægt af et lands kvinder og børn er en krigserklæring mod landet? Det er vist meget få krigsførende magter, der ikke har anvendt den strategi.

 

Er der ingen grænser for naiviteten?

 

Forbud mod tortur, umenneskelig og vanærende behandling

 

Følgende konventioner har tortur på programmet.

 

Menneskerettighedskonventionen artikel 3,  Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder artikel 7 og Torturkonventionen artikel 3 forbyder anvendelse af tortur samt umenneskelig og vanærende behandling.

 

Mange lever måske i den vildfarelse, at forbuddet også gælder den hverdagstortur, flere og flere mennesker i de vesteuropæiske lande udsættes for af migranter.

 

Konventionerne gælder ikke befolkningerne

Men konventionernes torturforbud gælder ikke befolkningerne. Ofrene kan ikke påberåbe sig nogen konvention, når de voldtages, slås ihjel eller lemlæstes, er udsat for (umenneskelig, vanærende og fornedrende) overfald og andre importerede bestialske metoder.

 

De må stille sig tilfreds med, at forbryderne (måske) fanges, sigtes og får en frihedsstraf et stykke tid. Og så er ofrene glemt. Bare endnu et tal i statistikken.

 

Det er forbryderne, der værnes om, og det er statens tortur mod disse, der er forbud imod.

 

Den stat, hvor forbryderen har slået sig ned, har ansvaret for forbuddets håndhævelse. Men ikke kun det. Den pågældende stat har også ansvaret for, at den stat, han kommer fra, ikke udøver tortur (ved hjemsendelse). Det samme er tilfældet, hvis der i den stat, forbryderen måske kan blive udsendt til, er risiko for, at forbryderen sendes tilbage til sit eget land.

 

Man går sandelig med både livrem og seler, når de stakkels forbrydere skal beskyttes.

 

Kan ens egne landsmænd være 5. kolonne?

 

Hvad er det, venstrefløjen og nichefløjen ikke kan se? Hvad er det, de forsøger at undgå at vide? Hvorfor kryber de i flyverskjul for at undgå de farer, de har trukket ned over hovedet på befolkningen? Hvorfor er de i realiteten i ledtog med de migranter, der angriber sagesløse borgere? Hvorfor opfinder de til stadighed nye eufemismer til forskønnelse af de bestialske forbrydelser, men bruger sprogets værste gloser mod deres egne landsmænd i håb om at lukke munden på dem?

 

Hvor meget frygt og utryghed skal der plantes i befolkningen, og hvor mange skal have deres liv ødelagt, før selv de råber vagt i gevær?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…