Video: Klokken 20.35 4. maj 1945 blev nyhederne på BBC afbrudt: “Her er London…” – og så brød jublen løs i Danmark

Om aftenen den 4. maj 1945 kunne den danske radiospeaker Johannes G. Sørensen via BBC’s dansksprogede nyhedsudsendelse meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Fem års tysk besættelse var slut. Meddelelsen kom midt i den normale nyhedsudsendelse kl. ca. 20.35, hvor Johannes G. Sørensen blev afbrudt i nyhedsoplæsningen og fik overbragt beskeden. Efter en kort pause vendte han tilbage til mikrofonen og viderebragte budskabet. Befrielsesbudskabet udløste glæde og begejstring over hele landet. Folk strømmede ud på gaderne og fejrede befrielsen, rev mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne, selvom kapitulationen egentlig først trådte i kraft den 5. maj klokken 8 om morgenen. Befrielsesbudskabet optræder også lidt misvisende under betegnelsen Frihedsbudskabet.

 

BBC udsendte gennem det meste af besættelsestiden illegale dansksprogede nyheder. Mod slutningen af krigen blev nyhederne i stigende grad del af den danske modstandskamp. Udsendelserne blev blandt andet afsluttet med forskellige telegrammer, udformet i kodesprog. Der blev her givet informationer til danske modstandsfolk om placering for nedkastning af f.eks. engelske våben.

Danmarkshistorien.dk

Del på Facebook