“Hvis der ikke sker forandringer, vil Frankrig om få årtier have underlagt sig islam”

Fredagsbøn i en gade i Paris

29. oktober. Nice, hovedbyen på den franske riviera. I basilikaen Notre-Dame-de-l’Assomption skærer en mand halsen over på en kvinde og myrder to andre, mens han råber “Allahu akbar!” [“Allah er den største!”]

 

Det er anden gang på mindre end en måned, at en ekstremistisk muslim skærer halsen over på nogen i Frankrig. To uger forinden, den 16. oktober, fik en lærer i mellemskolen, Samuel Paty, skåret halsen over i en parisisk forstad efter at have vist sine elever nogle tegninger af Muhammed under en debat om ytringsfrihed.

 

Halsoverskæringen af Paty kom efter mange andre tilsyneladende jihadistinspirerede mord i Frankrig i de senere år. Herunder den langvarige tortur og mord på Ilan Halimi i 2006; nedslagtningen af en jødisk lærer og tre børn i Toulouse i 2012; massakren på personalet på det satiriske magasin Charlie Hebdo i 2015 og mordet samme dag på fire jøder ved et kosher supermarked; halsoverskæringen af virksomhedsejeren Hervé Cornara i hans bil i en forstad til Lyon i 2015; en lastbil blev brugt som rambuk, der dræbte 86 og sårede 458 mennesker, der fejrede Frankrigs nationaldag med festfyrværkeri i Nice den 14. juli 2016; mordet få dage senere, den 26. juli, på præsten Jacques Hamel, mens han forrettede en gudstjeneste, og mordet på to ældre jøder: Sarah Halimi og Mireille Knoll, i 2017.

 

Det er desuden det tredie ekstremistiske angreb i Frankrig i løbet af mindre end to måneder. Den 26. september, kort før Paty blev dræbt, angreb og sårede pakistaneren Zaheer Hassan Mahmoud to personer alvorligt foran Charlie Hebdos tidligere kontorer.

 

Unge muslimer begår dagligt utallige angreb, der ofte medfører alvorlige skader, i hele Frankrig – ifølge politiets tal omkring 120 gange i døgnet.

 

Frankrig er tilsyneladende dét vesteuropæiske land, der er mest påvirket af islamisk vold. Selv om de dødeligste terrorangreb forsvandt med ødelæggelsen af Islamisk Stat og de fjerntliggende baser, hvorfra de let kunne organisere sig, foregår angrebene stadigvæk, blot på en mindre skala. De holder aldrig op.

 

De skiftende franske regeringers reaktion har været den samme, hver gang et alvorligt terrorangreb har fundet sted – de mindre alvorlige angreb ignoreres. Præsidenten og hans ministre holder taler, hvori de fordømmer truslen og lover fasthed; herefter sker der intet. Den 16. februar 2015 belærte premierminister Manuel Valls ligefrem sine landsmænd om, at “franskmændene bør vænne sig til at leve med terrortruslen”.

 

Få måneder senere, den 14. november 2015, fandt en ekstrem massakre sted på spillestedet Bataclan, hvor 130 blev myrdet og mere end 360 såret. Der blev erklæret undtagelsestilstand. Man så i løbet af to år soldater på gaderne i Frankrig, men da undtagelsestilstanden ikke forhindrede, at der blev begået adskillige nye angreb – herunder drabet på præsten Hamel og det drabelige lastbilangreb den 14. juli i Nice – blev undtagelsestilstanden, på grund af dens ubrugelighed, ophævet to år efter dens indførelse.

 

Præsident Emmanuel Macron lovede kort efter sin indsættelse i maj 2017 at gøre det bedre end sine forgængere og handle beslutsomt. Her tre et halvt år senere ser han i store træk ud til at have fejlet.

 

Macron kan se, at den franske fjendtlighed mod islam vokser. En meningsmåling fra oktober 2019 viste, at 61% af franskmændene mente, at “islam ikke er forenelig med det franske samfunds værdier”. Macron kan også se, at lederen af National Samling, Marine Le Pen, der er en uforbeholden modstander af radikalisme, af mange franskmænd betragtes som mere troværdig end ham til at sikre landets sikkerhed, og at hun muligvis vil kunne slå ham ved præsidentvalget i 2022. Han har derfor tilsyneladende besluttet sig for at forsøge at gøre mere.

 

Macron holdt den 2. oktober en alvorsfuld tale, hvor han tog afstand fra, hvad han kaldte for “islamisk separatisme”, og han lovede at fremlægge et lovforslag til bekæmpelse af “islamisme”. Han var omhyggelig med at insistere på, at han kritiserede islamisme – som han definerede som en “ideologi”, og ikke islam, som han omtalte som “en religion i krise”.

 

De ledende muslimske foreninger i Frankrig offentliggjorde den næste dag en erklæring, der beskrev deres medlemmer som ofre. “Muslimer i Frankrig”, skrev de, “er i stigende grad ofre for den værste stigmatisering og skældsord fra politiske profiler, der gør islamofobi rentabelt”.

 

Deres erklæring støttes af antiracistiske foreninger. Formanden for SOS Racisme, Dominique Sopo, har udtalt, at Macron henfaldt til “en politisk besættelse af islam”. Formanden for Ligaen for Menneskerettigheder, Malik Salemkour, har beskyldt Macron for at overtage “den ekstreme højrefløjs retorik og pege fingre ad uskyldige ved at kalde gerningsmændene for fundamentalistiske muslimer”.

 

Flere muslimske landes ledere har opfordret til at boykotte franske varer. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har sat spørgsmålstegn ved Macrons “mentale helbredstilstand”. Den Islamiske Samarbejdsorganisation har ikke nævnt Macron ved navn, men “tog afstand fra visse franske embedsmænds bemærkninger, der kunne skade de fransk-muslimske relationer”.

 

For at gyde olie på vandene sendte Macron den franske udenrigsminister Jean-Yves Le Drian til Egypten for at mødes med Ahmed al-Tayeb, Al-Azhar-universitetets storimam, der er Egyptens højeste muslimske autoritet. Le Drian erklærede efter deres diskussioner den 9. november: “Jeg har understreget, og understreger her, den dybe respekt, som vi har for islam.”

 

Macron blev i en artikel i Financial Times beskyldt for at “splitte Frankrig yderligere”. Macron skrev som reaktion herpå, at han ikke på nogen måde ønsker at “stigmatisere muslimer”, og at han havde talt om “islamistisk separatisme”, ikke om “islamisk separatisme”. Han fastslog, at Frankrig “står over for hundreder af radikaliserede personer, som vi frygter når som helst kan fremdrage en kniv og slå folk ihjel…. Det er det,” bemærkede han, “som Frankrig kæmper imod – målrettet had og død, der truer nationens børn – men aldrig imod islam”.

 

Macron har siden da været endnu mere forsigtig.

 

Den 16. oktober om aftenen, på dagen hvor Patys hals var blevet skåret over, sagde Macron, at mordet havde været et “islamistisk terrorangreb”, og han tog afstand fra “mørke kræfter og vold”. Han udtalte senere, at mordet så ud til at have været motiveret af “en fatal konspiration af dumhed, løgne, fejlslutninger og had til andre”.

 

Knap to uger senere, efter knivmordet på tre personer i Nice den 28. oktober, bad Macron blot “folk af alle religioner om at stå sammen og ikke give efter for splittende kræfter”.

 

Formuleringen islamistisk separatisme, som Macron brugte, giver ikke megen mening. Han kritiserede det, som han kaldte for islamistisk separatisme, for at “påstå, at dets egne love står over republikkens love”. Historiker Mohammed Hocine Benkheira forklarer:

“For muslimer står Gud bag islamiske lov. Enhver anden lovgiver er illegitim. Når folk lever under andre love end de islamiske, synder de, hvis de accepterer dette, og de lever desuden under et uretfærdigt og undertrykkende styre. Det er derfor selve islam i sig selv, der sætter sine love over enhver regerings love.”

 

Forfatteren Céline Pina påpeger: “Islam påbyder ikke muslimer at separere sig, men at erobre”.

“Når boligområder er blevet muslimske boligområder, er det ikke fordi de muslimer, der bor der, har besluttet at separere sig, men fordi ikke-muslimerne er flygtet fra dem”, bemærker en anden forfatter, Christophe Guilluy. De fleste ikke-muslimer ønsker tilsyneladende ikke at bo i områder, hvor islams lov er gældende og hvor utildækkede kvinder somme tider chikaneres eller overfaldes.

 

Ideen om, at islamisme er en ideologi, der er adskilt fra islam, er desværre helt meningsløs. Erdogan sagde i august 2007 følgende om begrebet “moderat islam”: “Disse beskrivelser er hæslige. Det er uforskammet og en fornærmelse af vores religion. Der er ingen moderat eller ikke-moderat islam. Islam er islam, og sådan er det.” Den britiske forfatter Douglas Murray skriver i sin bog Islamophilia, at sådanne forkerte sondringer normalt “bruges af politiske ledere, der er bange for at fornærme muslimske befolkningsgrupper”.

 

For islamiske organisationer, antiracistiske organisationer og forskellige lande i den muslimske verden er det, at tale om “islamistisk separatisme” eller “islamisme” i Frankrig, at love kamp mod “islamismen”, eller at sige, at islam er i krise, tydeligvis at gå for vidt.

 

Det af Macron lovede lovforslag er blevet forelagt den franske nationalforsamling til afstemning i denne måned. Lovteksten viser, at når det kommer til stykket vil Macrons lov slet ikke være imod “islamisk separatisme”, men blot vil være en “lov til opretholdelse af republikanske principper”. Lovforslagets hovedformål er tilsyneladende at “bekæmpe had på nettet” – hvilket ikke defineres i teksten. Loven vil derfor ikke give nogen lov til at “bekæmpe” noget som helst, hvis dommere eller foreninger definerer det som had.

 

Den nye lov falder tilsyneladende i tråd med en anden lov, der defineres som en “lov til bekæmpelse af hadefuldt indhold på internettet”. Den lov blev vedtaget den 24. juni, og den definerer heller ikke “hadefuldt indhold på internettet”.

 

Den nye lov vil forbyde hjemmeundervisning. Eftersom muslimske forældre ikke er de eneste, der praktiserer dette i Frankrig, vil loven også påvirke tusinder af ikke-muslimske familier.

 

Organisationen ‘Conseil Français du Culte Musulman’ (Det Franske Råd for den Muslimske Tro), CFCM, blev dannet i 2003 for at repræsentere de forskellige muslimske organisationer i Frankrig. Macron har henvendt sig til organisationens formand, Mohamed Moussaoui, og de forskellige muslimske foreninger, der hører under CFCM, og bedt dem underskrive et “charter om republikanske værdier”. Charteret definerer islam i Frankrig som “en religion og ikke en politisk bevægelse” og forbyder “fremmed indblanding” i fransk islam. Selv om Moussaoui og de muslimske foreninger under CFCM straks underskrev forslaget, forventer ingen, at deres samtykke betyder, at de har planer om at ændre deres praksisser. Islam har altid og alle steder, i fjorten århundreder, været mere end en religion; det er et komplet åndeligt, politisk og juridisk system og vil vedblive med at være, som det er – “islam er islam” – og heller ikke den franske præsident vil være i stand til at ændre det. Islam kender ingen grænser og ingen forskelle mellem landene. Muslimer tilhører umma’en [de rettroendes samfund], og det er et forhold, som den franske præsident heller ikke vil kunne ændre på.

 

Manden, der knivdræbte tre personer i Nice den 29. oktober; Samuel Patys morder; den knivbærende angriber af to personer foran det satiriske magasin Charlie Hebdos tidligere kontorer, alle nød de godt af deres flygtningestatus. Macron virker dog ikke interesseret i at overveje lovgivningsmæssige beslutninger med henblik på at undersøge sagsbehandlingen for personer, der nyder godt af dén status i Frankrig.

 

Foreløbigt modtager Frankrig fortsat omkring 400.000 migranter om året, hvoraf de fleste kommer fra den muslimske verden. Macron virker heller ikke interesseret i at overveje tiltag for at begrænse indvandringen til Frankrig.

 

I mellemtiden fortsætter andelen af muslimer i den franske befolkning med at stige. Muslimer udgør i dag 10% af befolkningen; estimater peger i retning af, at tallet vil være fordoblet i 2050. Samtidig fortsætter antallet af muslimer bosat i Frankrig, der sætter sharia højere end republikkens love, også med at stige. Aktuelt siger 57% af muslimer under 25 år, at de, i tilfælde af uoverensstemmelser mellem den franske republiks love og sharia, helst vil overholde sharia. I 2016 udgjorde muslimer med denne holdning kun 47%.

 

I forbindelse med Charlie Hebdos genoptrykning af muhammedtegningerne udtalte Macron, at Frankrig ikke vil ændre de love, der garanterer ytringsfriheden, og at han befinder sig i en “kamp for vores frihed”. Han overså ikke desto mindre, at ytringsfriheden allerede er indskrænket en del, især hvad angår islam; tegningerne i Charlie Hebdo var en undtagelse.

 

En lov vedtaget i 1972 tog for længe siden afstand fra “tilskyndelse til diskrimination, had eller vold mod en person eller gruppe af personer på grund af deres oprindelse eller deres tilhørsforhold til en specifik etnisk gruppe, nation, etnicitet eller religion”. Loven bruges i stigende grad til at fordømme ytringer, der af nogle anses for at være “islamofobiske”.

 

Journalisten Éric Zemmour er gentagne gange blevet kritiseret for at komme med politisk ukorrekte bemærkninger om muslimsk indvandring og for at påpege, at islams historie rummer blodbad og krig. Zemmour fik desuden for nylig en bøde på 10.000 euro for at “tilskynde til had” efter en tale, som han holdt den 28. september 2019. Han havde sagt, at muslimer bosiddende i Frankrig bliver stadigt dårligere integreret, at hele boligområder er ved at blive “fremtidige islamiske republikker” og at Frankrig undergår en islamisk “kolonisering”.

 

Organisationen Riposte Laïque (Sekulær Reaktion), der blev dannet for at bekæmpe islamiseringen af Frankrig, er konstant under angreb i retten. Formanden, Pierre Cassen, er gentagne gange blevet kritiseret for ganske korrekt at konstatere, at alle de terrorangreb, der har ramt Frankrig i løbet af de seneste to årtier, blev begået af muslimer, og at islam grundlæggende har været voldelig og blodig i historiens løb. Cassen blev i 2018 idømt tre måneders betinget fængselsstraf; Hvis han dømmes igen for “islamofobisk” tale, selv hvis det, han siger, er faktuelt korrekt, vil han skulle tilbringe mindst en måned i fængsel. Hvis han kritiserer den ukontrollerede indvandring til Frankrig og dens konsekvenser, vil det kunne være tilstrækkeligt til at få ham i fængsel.

 

Renaud Camus, der er forfatter til bogen Le grand remplacement (“Den Store Udskiftning”) – der beskriver den langsomme udskiftning af den franske befolkning – blev i januar 2020 idømt to måneders betinget fængselsstraf for at udtale, at “indvandring er blevet til invasion”.

 

Ved en ceremoni til ære for Paty hyldede Macron lærerne. Han bemærkede, at de formidler viden, og han lovede, at han ville give “stedets magt [tilbage] til dem og den autoritet, der tilhører dem. Vi vil værdsætte dem, som de bør værdsættes, vi vil støtte dem, vi vil beskytte dem så meget, som det er nødvendigt.”

 

De fleste undervisere i Frankrig kan reelt ikke længere formidle viden til nogen. De ville bringe sig selv i en farlig situation eller miste deres arbejde. Tyve lærere offentliggjorde for nylig en artikel, hvori de taler om “elever, der løber rundt på skolegangene og råber Allahu akbar”, “elever, der truer lærere [og] ydmyger dem foran deres klasse” og de skriver, at der ikke er kommet nogen tiltag for effektivt at sikre lærernes sikkerhed.

 

Allerede i 2002 bemærkede historikeren Georges Bensoussan i bogen Les territoires perdus de la République (“Republikkens tabte territorier”), at det i de muslimske boligområders gymnasier er blevet umuligt at tale om Holocaust og visse andre emner. Han tilføjede, at lærere er nødt til at censurere sig selv for ikke at risikere livet. I bogen Une France soumise (“Et undertrykt Frankrig”) skrev han femten år senere, at situationen var blevet markant værre. I 2017 var den selvcensur, som lærere var nødt til at pålægge sig selv, til stede i hele landet. Patys forfærdelige skæbne viser, hvad der kan ske med en lærer, der beslutter sig for ikke at censurere sig selv.

 

Det ekstreme muslimske angreb på en jødisk skole i Toulouse i 2012 kostede en lærer, Jonathan Sandler, og tre børn livet – Sandlers to sønner og Myriam Monsonego – der muligvis ikke havde haft tilstrækkelig beskyttelse. Selv om det var første gang, at en lærer og børn blev myrdet på en skole i Frankrig, var det ikke første gang, at jøder havde været ofre for islamisk antisemitisme her. Den franske regering fortsætter med at udvise en utroværdig blindhed over for islamisk antisemitisme.

 

“Der er stærke tendenser på spil i Frankrig”, bemærker islameksperten Alain Wagner.

“Hvis der ikke sker forandringer, vil Frankrig om få årtier have underlagt sig islam, og islamisk vold vil sikkert være endnu mere udbredt end i dag. Det er allerede næsten umuligt for landets ledere at handle. De er gidsler for en muslimsk befolkning, der er stadigt mindre integreret, og hvis vrede de ikke ønsker at opildne. De observeres af grupper, der straks tager afstand fra enhver kritik af islam, og de er under pres fra mange lande i den muslimske verden, som Frankrig ikke ønsker at fornærme.”

 

Den amerikanske skribent Raymond Ibrahim bemærkede i oktober: “Macron kan stadig ikke identificere det virkelige problem, da det ville være politisk ukorrekt af ham at gøre det… Det er problemet med én som Macron, og hvad han siger… de kan aldrig indrømme, at det, der sker, helt eller delvist er en del af den sande islam…”

 

“Frankrig forstår stadig ikke den virkelighed, som landet står over for”, siger den algierske forfatter Boualem Sansal. “De tror, at de er blevet ramt af terrorister… men de lider under en guerillakrig, der gradvist vinder frem…”

 

Guy Millière er professor ved Paris’ Universitet og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

 

GATESTONE INSTITUTE

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…