Af Flemming Jansen
Tilbage i 1972 stemte Danmark sig ind i EF og blev en integreret del af et stærkt og attraktivt frihandelsområde, som bandt Europa sammen i et tæt handelsmæssigt økonomisk samarbejde. Det var en fantastisk god beslutning. Også da et flertal af danskerne sagde ja til det indre marked. – Siden er der sket det, at EF har bevæget sig til nu at være EU med indtil for kort tid siden 28 medlemslande. Det er nu efter briternes exit reduceret til 27.
Føderalisterne i EU er med til at få et sundt og folkeligt fællesskab til at smuldre
Som tiden og udviklingen er gået, tegner der sig et klart billede af, at stærke kræfter i EU med Frankrig og Tyskland i spidsen arbejder sig hen imod et føderalt Europa, hvor flere og flere magtbeføjelser samles centralt i Bruxelles, mens de enkelte nationalstater tilsvarende i højere og højere grad er styret af EU-direktiver, som står over den nationale lovgivningsmagt. Vi har set det helt aktuelt med reglerne for barselsorlov, hvor eksempelvis Folketinget er sat skakmat i forhold til et EU-direktiv på området. Venstres formand har selv beskrevet indførelse af ordningen med 11 ugers øremærket barsel til barnets far som en bunden opgave, netop fordi ”ordren” er udgået centralt fra EU. – Det har med god grund skabt en hed debat herhjemme. De færreste kan vist se fornuften og rimeligheden i, at danske folkevalgte og de danske familier ikke selv kan sætte rammerne for, hvordan danske familier kan planlægge deres barselsorlov, så den går op i en højere enhed med barnets og den enkelte families tarv.
Europa har brug for Nato og USA
Ligeledes er der kræfter i gang med at arbejde for en ophævelse af det danske forsvarsforbehold og på lidt længere sigt arbejde sig hen imod etableringen af en europæisk forsvarsunion, hvor vi er mange, der stadig ser et transatlantisk Nato-forsvarssamarbejde som den optimale løsning på vores sikkerhedsproblemer. Uden USA er Europa for svagt – det har historien vist ganske tydeligt. EU’s evne til at sikre egne ydre grænser har da også været lig nul. – Hvorfor ikke betale det fulde kontingent til Nato i stedet for at kaste ressourcerne i et tvivlsomt isoleret europæisk forsvarsprojekt?
Den politiske elite i EU drives af en farlig politisk utopi
Polen og Ungarn er dugfriske eksempler på nationalstater, hvor det er yderst problematisk, at EU skal stå over den nationale lovgivning. Det er lande, der har prøvet, hvad det vil sige ikke at være herre i eget hus. Ikke at EU og det gamle Sovjet er sammenlignelige størrelser. Kendsgerningen er imidlertid, at et føderalt Europa er en utopi og en drøm, som er drivkraften for en politisk elite. Problemet er, at de europæiske befolkninger ikke bakker op. De ønsker suveræne nationalstater, som samarbejder tæt til fælles gavn og glæde.
Konklusion: EU står ved en korsvej! – Skal vi respektere et Europa bestående af suveræne samarbejdende nationalstater med respekt for deres indbyrdes forskellighed, eller skal EU til stadighed udbygges og tildeles mere central magt? Et stort flertal af europæerne foretrækker det første. Magteliten i EU med de store lande Frankrig og Tyskland i spidsen foretrækker givetvis det sidste. De bør af respekt for demokratiet i de enkelte lande og af respekt for folks kærlighed til det land og den kultur, der nu engang er deres, lytte til den sunde folkelige fornuft. I modsat fald bliver det frihedselskende britiske folk ikke det sidste, der siger farvel til et ellers både nødvendigt og nyttigt europæisk fællesskab. Skal fællesskabet bestå også i fremtiden – og det skal det – kræver det, at EU-bureaukraterne kan tøjle deres utopiske og farlige føderale drømme!
