EU-Domstolen tillader, at virksomheder forbyder hijab – men den tager ikke fat om nældens rod

Man er både blind og døv, hvis man ikke kan se de omsiggribende beviser på, at islam vinder mere og mere indpas i Danmark (og for den sags skyld i hele Vesteuropa).

 

Moskeer bygges i massevis og gøres parat til udråb fra minareterne (politikerne tror, de kun er til pynt).

 

Flere og flere kvinder hyller hoved og hals ind i klude, mens resten af kroppen er indhyllet i sorte gevandter. Et stigende antal fugleskræmsler ses overalt. Se Mikael Jalvings kronik i JP: Retten til at gå klædt, som mand vil.

 

Kun de såkaldte venligboere elsker sammen med deres venstrefløj dette aparte islæt, som har sit hjemsted i Mellemøsten og andre muslimske lande.

 

Som om disse klude er en race, udskriges racist mod enhver, der har svært ved at se det yndige i islamismens spydspids. Og spydspidserne gør hvad de kan for at spendere skatteydernes penge på bl.a. retssager.

 

Østre Landsrets og Højesterets afgørelser i hijab-sager

De to sager – kendt som Magasin-sagen og Føtex-sagen – er faktisk ens. I begge firmaer har man et reglement, der forbyder hovedbeklædning af enhver art. Begge steder mødte kvinderne pludselig op med hijab. Begge anlagde sag. Den ene tabte, den anden vandt.

 

På trods af, at Magasin som nævnt havde et reglement, der forbød hovedbeklædning af enhver art, gav Østre Landsret i 2000 den indhyllede kvinde Islam Amin Bakhtiar medhold, da Magasin fyrede hende. Og så høstede den krænkede muslim 10.000 kr.

 

Desværre valgte Magasin ikke at anke sagen.

 

I 2003 var landsretten tilsyneladende kommet på andre tanker (eller det var nogle andre dommere, der dømte), for da en muslimsk kvinde, der var ansat i Føtex, pludselig mødte op iført hijab og blev fyret, var det kvinden, der tabte sagen. Føtex havde forinden tilbudt kvinden at arbejde i en anden afdeling uden kundekontakt. Det ville hun ikke. At sidde i en krog giver jo ikke mulighed for at agitere for islam.

 

Der var ingen grund til at give op, når der måske vinkede 10.000 kr. forude, så sagen blev anket til Højesteret.

 

Desværre for kvinden gav Højesteret i 2005 Føtex medhold i sagen.

 

Med Højesteretsdommen kunne Føtex-sagen være stoppet. Men den berygtede Safia Aoude fik i 2013 hidkaldt den lige så berygtede Asmaa Abdol-Hamids søster Alaa og nogle veninder til en demonstration foran Netto, Føtex og Bilka. Hvis disse supermarkeder ikke ville ansætte de indhyllede, hvor de havde kundekontakt, opfordredes muslimerne til ikke mere at handle der.

 

Dansk Supermarked (nu Salling Group) blev så skræmt over denne demonstration, at der omgående blev rettet ind. Skulle man vælge, så hellere miste danske kunder end indhyllede muslimer.

 

Men ikke alle firmaer lader sig skræmme. “En stor gruppe organisationer” (hvilke mon?) bebrejder arbejdsgivere, der ønsker at fremstå som neutrale.

 

Forarget lyder det: ”Det legitimerer, at private arbejdsgivere prioriterer deres kunders ønsker højere end deres ansattes grundlæggende rettigheder.”

 

Ja netop! Er det så svært at fatte for disse organisationer, at ingen kunder er lig med intet firma?

 

EU-Domstolens afgørelse 2017

Hvor sagerne stoppede i Højesteret i Danmark, valgte to kvinder fra henholdsvis Belgien og Frankrig at gå videre og anke deres tørklædesag til EU-Domstolen.

 

Den 14. marts 2017 afgjorde EU-Domstolen de to næsten enslydende sager om muslimske kvinder, der bar tørklæde på jobbet.

 

I den belgiske sag vurderede generaladvokaten ved EU-Domstolen, at fyringen af Samira Achbita i 2006 var berettiget. Kvinden var blevet fyret med henvisning til virksomhedens regelsæt mod at bære synlige religiøse symboler.

 

I den franske sag vurderede en anden generaladvokat, at fyringen af  Asma Bougnaoui i 2009 efter en klage fra en kunde var ulovlig og udtryk for direkte diskrimination, selv om også dette firma havde et påklædningsreglement. Bougnaoui fik 60.000 kr. i erstatning.

 

Alle private virksomheder i EU har altså siden 2017 vidst, at hvis de blot har nedskrevet et (bredt) beklædningsreglement, kan de undgå at ansætte kvinder iført hijab og fyre de medarbejdere, der pludselig møder op i denne beklædning.

 

Men det skal altså være, inden en kunde klager.

 

EU-Domstolens afgørelse 2021

Nu skulle man jo umiddelbart tro, at en sag, der var afgjort af EU-Domstolen i 2017, også ville være gældende i 2021. Men man kan åbenbart komme rendende med den samme sag igen og igen inden for en meget kort årrække. Og oven i købet få den behandlet.

 

To muslimske kvinder i Tyskland, der som de ovennævnte insisterede på at bære hijab på deres arbejdspladser, blev fyret. De indbragte herefter deres fyringer for EU-Domstolen.

 

Generaladvokaten mente, at diskrete symboler for ideologi, politik og religion nok kunne accepteres. Det mente Domstolen ikke.

 

Resultatet blev det samme som i 2017. Kvinderne tabte deres sag, og arbejdsgivere kan stadig fyre medarbejdere under visse betingelser, hvis de  møder op iført hijab.

 

Kammeradvokaten har skrevet om de to sager her.

 

Det ender såmænd nok med, at samtlige muslimske kvinder i Vesteuropa indbringer deres hijab-sag for EU-Domstolen. Hvem ved, måske en skønne dag når Domstolen frem til et andet resultat.

 

Domme, der blot er lidt lapperi

Egentlig er disse domme jo ganske ligegyldige og bare et slag i luften.

 

EU-Domstolen tager ikke tyren ved hornene og fjerner muligheden for muslimske kvinder til at agitere for deres ideologi, der skaber så meget splittelse i EU.

 

De, der afskyr den islamistiske 700-tals mode, kan holde sig væk fra butikker, der har indhyllet personale. Jeg erkender, det er nemmere for os, der bor i byerne, hvor butikkerne ligger som perler på en snor, mens det kan være noget af en udfordring for de mennesker, der bor i mere landlige regioner med færre butikker, blot at vælge et andet sted at handle.

 

Langt vigtigere ville have været, hvis EU-Domstolen havde forstået, at splittelsen inden for landene i det vestlige EU på grund af islamiseringen er nået et faretruende højt punkt. Domstolens afgørelse skulle i stedet have været et forbud mod islamisk promovering på offentlige arbejdspladser.

 

Vi er derfor efterladt med et ikke-valg, da vi ikke kan fravælge f.eks. SKAT.  Så her får islamiseringen stadig lov til at sprede sig og blomstre.

 

Modstanden mod islamiseringen vokser

Som regeringerne i det vestlige EU, der foretager nogle lapperier og kalder det stramninger, tør heller ikke EU-Domstolen tage fat om nældens rod. Der kastes blot en luns kød til de befolkninger, der ikke ønsker at se deres land omdannet til et muslimsk land.

 

Men det batter overhovedet ikke, når islam breder sig overalt i det offentlige.

 

Religionsfrihed betyder også fri for religion. Derfor skal et synligt islam ikke finde sted i Europa.

 

Et skud i foden

Kvinderne skyder faktisk sig selv i foden. Ikke mange liberale erhverv (bag betalingsmur) eller butikker vil risikere at ansætte en kvinde, som måske en dag møder indhyllet op.

 

For selv om et firma har et beklædningsreglement, og selv om der er en Højesteretsdom fra 2005 og nu også en dom fra EU-Domstolen, kan firmaet blive udsat for meget bøvl, når kvinden pludselig får et behov for at agitere for sin ideologi. Det kan kun undgås ved at ikke at ansætte muslimske kvinder.

 

Ifølge Berlingske skal muslimske kvinder skrive mange flere ansøgninger end danske kvinder for at få et job (med indbygget risiko for, at de en dag tropper op i hijab), og er de allerede iført hijab er det endnu vanskeligere.

 

Kvinden Afnan i kronikken er fortørnet over, at man ikke først og fremmest ser på hendes kvalifikationer, men kun tørklædet. Hun kan tilsyneladende ikke forstå, at firmaer foretrækker ikke at løbe nogen risiko for hijabier og derfor ansætter danske kvinder i stedet.

 

Heldigvis for hijabierne absorberer staten og kommunerne de kvinder, som ingen andre vil have.

 

I dag er Afnan ansat i Forsvarsministeriet.

 

Da Enhedslisten vragede Asmaa Abdol-Hamid, blev hun i 2013 ansat ved politiet i Odense. Siden er forholdene i Vollsmose år for år blevet forværret.

 

Sabba Mirza ville være dommer, og da det mislykkedes, ville hun finde et mere oplyst folk. Da det også mislykkedes, fik hun fik job hos Rigspolitiet, hvor hun kan lære etaten om lykken ved fredens religion.

 

I burde skamme jer 

Mens muslimske kvinder i Danmark (og i EU) kan leve frit, uddanne sig, arbejde, agitere for deres ideologi og ikke mindst føre retssager, når de føler sig krænket, er der kvinder i de lande, de selv eller deres forældre kommer fra, som bliver udsat for drabelige og umenneskelige straffe for at forlade hjemmet uden hijab.

 

F.eks. blev Yasaman Aryani idømt 16 års fængsel. Så ”blidt” blev menneskerettighedsforkæmperen Nasrin Sotoudeh ikke behandlet. Hun blev idømt 33 års fængsel og 148 piskeslag.

 

I Danmark (og i Vesteuropa) hylder venstrefløjen dem, der ifører sig hijab, og hijabierne selv føler sig forurettet, krænket og udsat for racisme, hvis vi ikke omfavner dette muslimske projekt.

 

Når kvinder i nogle af de mest kvinderepressive regimer i verden med fare for deres liv tør kæmpe for deres ret til at være frie mennesker, hvornår tør muslimske kvinder vise deres solidaritet med disse kvinder frem for at bøje nakken for islamisterne?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…