Den islamiske verden har haft mere end svært ved at skabe velfungerende samfund præget af økonomisk fremgang, demokrati og tolerance.
Langt de fleste af disse samfund er dysfunktionelle. De er ineffektive, de er sprængfyldte med had og konflikter, som tager en meget stor del af den opmærksomhed, der ville være bedre anvendt på at bygge ordentlige samfund op.
Hadet rammer især Israel og jøderne, som vi endnu engang ser det i forbindelse med den aktuelle Gaza-konflikt.
Stamme-og krigersamfund
Det er i og for sig ikke så mærkeligt, at der opstår stærke spændinger, når to befolkningsgrupper gør krav på det samme landområde, sådan som det er tilfældet med israelere og palæstinensere.
Men den israelsk-palæstinensiske konflikt handler om meget mere end det.
Den handler om, at Israel har bygget et moderne demokratisk samfund, mens palæstinenserne bliver hængende i et stamme- og krigersamfund.
Man kan ikke skabe et stabilt, stærkt moderne demokrati og en stabil, stærk moderne økonomi på basis af et sådant stamme- og krigersamfund.
I dette stamme- og krigersamfund er det viljen til at bekæmpe Israel, der er målestokken for, om man er en god palæstinenser. Det er ikke viljen eller evnen til at skabe et velfungerende, velstående, demokratisk samfundsliv.
Profeten Muhammed
Denne krigeriske fiksering til Israel har dybe rødder i den arabiske historie – tilbage til Profeten Muhammeds tid. Som det fremgår af de hellige skrifter, blev muslimer opfordret til at dræbe jøder. Og det gjorde de da også ved adskillige lejligheder.
Islam er en lovreligion. Og i en sådan lovreligion kan man dårligt stille kritiske spørgsmål til, om man skal hade jøderne. Hvis Profeten og skrifterne siger, at det skal man, skal man være en meget stærk og selvstændigt tænkende person for at sætte sig op mod det.
Det hører til sjældenhederne. Stamme- og krigerkulturen og den fundamentalistiske islams dogme om, at Allahs ord er lov, vejer langt tungere end, hvad den enkelte måtte have af personlige overvejelser.
Offerkultur
Der er ikke bare tale om en stamme- og krigerkultur. Der er også tale om en offerkultur. Palæstinenserne bliver hængende i den tanke, at det er andres skyld (Israels), at det går dem så dårligt. Det fører til to ting:
For det første bliver det stadige fjendebillede af Israel til en dårlig undskyldning for, at man ikke selv gør mere for at skabe et ordentligt samfund.
For det andet fører palæstinensernes egen afmagt til, at de skaber meget aggressive fjendebilleder af Israel og jøderne. I de palæstinensiske miljøer florerer jødehadet, antisemitismen, i dag stærkere end nogen sinde.
Det er i sig selv alvorligt nok. Men det bliver værre endnu. I dag oplever vi, at jødehadet breder sig i betydelige grupper inden for de demokratiske samfund i Vesten.
”Skide jøder!”
På det seneste har vi oplevet uhyggelige eksempler på dette.
I Europas gader, hvor nazisterne engang skreg deres jødehad ud, lufter muslimske demonstranter nu deres had mod den samme befolkningsgruppe. Der er vel at mærke ikke bare tale om at formulere en kritisk holdning til Israels politik. Der er tale om at angribe jøder, fordi de er jøder.
På en video fra den tyske by Gelsenkirchen kunne arabiske demonstranter for nylig taktfast råbe: ”Skide jøder!”, ”skide jøder!”.
Dette jødehad er importeret gennem masseindvandringen.
Filmstjerner, ’influencere’ og venstreekstremister
I dag er det også blevet mondænt i dele af de snakkende klasser at lufte sit jødehad. Det gælder alt fra filmstjerner over ugebladsjournalister og ikke at forglemme: politisk aktive på den ekstreme venstrefløj.
Her er det ikke længere tabu at være jødefjendsk. Det bliver tværtimod brugt som et adelsmærke. Man slipper jødehadet ind i den offentlige debat og gør det til en ny norm for, hvad der er politisk korrekt.
Det uhyggelige folkedrab på jøderne glider ud af billedet, når en skønsom blanding af fotomodeller, ”influencere” på nettet og venstreekstreme aktivister kæmper for at vise, hvor gode de er til at hade jøderne.
Disse mennesker synes at være fuldstændig historieløse. De er helt blanke på de forbrydelser, som Europa har begået mod jøderne. Og det siger dem ikke en snus, at Israel efter erfaringerne med Holocaust konkluderede, at man måtte være i stand til at forsvare sig selv.
Politisk korrekte går arm i arm med muslimske jødehadere
Blandingen af politisk korrekthed og jødehad er et voksende fænomen i de vestlige samfund.
Man holder med palæstinenserne, fordi de gøres til rene ofre. Og man solidariserer sig nærmest med deres angreb på jøder. Man lukker øjnene for det jødehad, som i så grusomt omfang har præget vores historie.
Jøderne var ofre for Holocaust. Men den fortælling gider man ikke længere blandt fotomodeller, influencere og venstreorienterede.
På den baggrund kan de bløde venstreorienterede og politisk korrekte gå arm i arm med fanatiske muslimske jødehadere.
En ny form for racisme
Avisen Neue Zürcher Zeitung bragte forleden en artikel, hvor journalisten Alexander Kissler skrev, at dele af venstrefløjen er begyndt at flirte med jødehadet.
Det snigende jødehad i denne blanding af venstreekstremister og politisk korrekte fotomodeller hænger sammen med en ny form for racisme:
Nu kæmper man ikke længere for frihed, lighed og demokrati. Man kæmper for folk med en bestemt hudfarve. Alt, hvad der kan omtales som ”sort”, bliver per definition betegnet som ofre. Alt, hvad der kan omtales som ”hvid” bliver per definition omtalt som undertrykkere.
Dette vanvid bliver nu om dage udråbt til at være ”identitetspolitik”.
Så nu kan muslimer, venstreorienterede og mediehungrende filmstjerner og ”influencere” gå rundt og lufte deres aggressioner mod jøder uden at få dårlig samvittighed.
Dette er ikke antisemitisme, nej-nej. Det er identitetspolitik, og det er meget politisk korrekt.