Elever og lærer på efterskole demonstrerer deres ekstreme intolerance med angreb på Nye Borgerlige

Skærmprint fra video via Uriasposten.dk

Under valgkampen blev flere kandidater fra borgerlige partier chikaneret og mange fik deres plakater ødelagte.

 

Nu kan man på en video se et meget grelt eksempel på denne voldelige chikane. (se også videoen i bunden af artiklen)

 

Videoen er optaget på Svendborg Efterskole og lagt på nettet af en elev på skolen.

 

På videoen ser man en plakat af Karsten Byrgesen, der stillet op for Nye Borgerlige til kommunalvalget.

 

Plakaten er stjålet.

 

Derefter er der malet Hitler overskæg på Karsten Byrgesen.

 

Og så begyndte en underviser sammen med elever at kaste dartpile efter Karsten Byrgesens portræt på plakaten.

 

Det er danselærer Kiri Holm, som storsmilende sender pilene afsted mod Nye Borgerlige.

 

På videoen står der: “vi er ik fan af nye borgerlige”, samt hastag #fucknyeborgerlige, #saynotoracisme og #svendborgefterskole.

 

Skolens “Bestyrelse og ledelse” udsendte derefter en pressemeddelelse, hvor de undskyldte for videoen. Hele pressemeddelelsen kan læses under videoen.

 

Videoen er desværre et uhyggeligt vidnesbyrd om de holdninger og udemokratiske metoder, der breder sig i det danske uddannelsessystem.

 

Godt at skolen tager afstand – men problemet stikker langt dybere

Det er godt, at bestyrelsen og ledelsen på Svendborg Efterskole tager klart afstand fra den antidemokratiske og voldsforherligende tankegang, som præger den pågældende video – med aktiv deltagelse af en af skolens lærere.

 

Under dække af, at man bare vil lave noget sjov, bruger man en uddannelsesinstitution til at sende et ekstremt budskab vendt mod et demokratisk parti. Det er fuldstændig uhyrligt.

 

Videoen er en slet skjult hyldest til at bruge voldelige metoder til at bekæmpe som Nye Borgerlige.

 

Eleverne og i hvert fald én lærer på skolen har samtidig den frækhed at male Hitler-overskæg på den kandidat til kommunalvalget, der fungerer som skydeskive for elever og lærers politiske aggressioner.

 

Hvis der er noget i denne sag, der kunne give mindelser om nazisme og den slags, så er det da elevernes og lærerens ekstatiske fryd ved at bruge vold mod folk, der ikke underkaster sig deres meningstyranni.

 

Deres vold er ganske vist kun symbolsk. Men tankegangen er skræmmende antidemokratisk.

 

Som sagt tager skolens bestyrelse og ledelse afstand fra den modbydelige adfærd. Men man burde tage skridtet videre:

 

Hvordan er det kommet så vidt?

Skolens bestyrelse og ledelse burde spørge sig selv, hvordan situationen på deres skole kan udvikle sig så ekstremt, at eleverne og i hvert fald én lærer markerer deres fjendtlighed over for demokratiet.

 

De involverede personer bobler jo ligefrem af fryd over, at de får afløb for deres voldelige tendenser over for anderledes tænkende.

 

Hvordan kan det komme så vidt på en dansk uddannelsesinstitution?

 

Svaret er, at noget er ved at gå alvorligt galt i vores samfund.

 

Vi har bygget et samfund på demokratiske principper. Det indebærer, at man respekterer, at andre har friheden til at formulere meninger, som man selv er uenig i.

 

Det er kernen i ytringsfriheden. Det er kernen i den demokratiske pluralisme. Og det er kernen i den gensidige respekt og tillid, som har tjent det danske samfund så godt.

 

Anti-demokratisk udvikling

Alt dette kalder disse skrig-og-skrål elever og deres lærer vrag på. Og den pågældende efterskole har naturligvis et ansvar for, at noget sådant kan ske. Det samme har resten af det uddannelsessystem, som de pågældende elever og læreren har været i berøring med.

 

Bag denne antidemokratiske adfærd ligger et problem, som vokser sig stadig større i vores samfund:

 

Vores samfund er bygget på demokratiske frihedsprincipper. Alle har lov til at have deres meninger og argumentere for dem – så længe de holder sig inden for demokratiet og medborgernes rettigheder.

 

Men dette stærke grundlag for vores samfund, der er bygget op på respekten for andres rettigheder, begynder at smuldre.

 

Man møder i stigende grad den holdning, at hvis nogen har andre holdninger end en selv, så har man ret til at skrige dem ned.

 

”Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil til døden forsvare din ret til at sige det.”

I en berømt sentens fra Evelyn Beatrice Hall hedder det:

 

”Jeg er uenig i, hvad du siger, men jeg vil til døden forsvare din ret til at sige det.”

 

Det er fundamentet for ytringsfriheden og for demokratiet i Danmark. Og det er i øvrigt også fundamentet for den tårnhøje tillid, danskerne har til hinanden sammenlignet med andre lande.

 

Men denne holdning er ikke til at få øje på i det optrin fra Svendborg Højskole, som vises på videoen.

 

Her drejer det sig ikke om, at man skal vise respekt for andre, for friheden og for demokratiet. Det er noget helt andet, der gælder i disse miljøer:

 

Man skal have de rigtige meninger

Her drejer det sig ikke om at have frie meninger. Det drejer sig om at have rigtige meninger. Og man mener, at det er helt i orden at genere andre mennesker, hvis de har de forkerte meninger.

 

Ytringsfriheden bliver behandlet med foragt. Nu drejer det sig ikke om at respektere hinandens ret til at tale frit. Det drejer sig derimod om at tyrannisere dem, der ikke har de rigtige meninger.

 

Efterskolens elever og i hvert fald en enkelt lærer finder det tilsyneladende naturligt, at de skriger folk ned, hvis de har de forkerte meninger.

 

Farlig identitetspolitik

Man vil ikke længere respektere andres ret til at have deres frie mening. Nu vil man bedømme folk på, om de har den rigtige eller forkerte identitet.

 

Hvis man synes, at folk har den forkerte identitet og de forkerte meninger, så ser man det som sin gode ret at chikanere dem mest muligt.

 

Det kaldes identitetspolitik. Folks rettigheder skal afhænge af, om de har de korrekte meninger, den rigtige hudfarve osv. Hvis de ikke har det, så har alle med den rigtige identitet og de rigtige meninger retten til at skrige dem ned, male deres plakater over og lignende.

 

Åben og kritisk debat erstattes af censur over for folk med de forkerte meninger og den forkerte identitet. Nye Borgerlige og andre, der ikke er en del af den venstrevredne politiske korrekthed, har man lov at chikanere og udelukke fra en fredelig demokratisk debat.

 

I dele af vores samfund begynder intolerancen at brede sig. Det bliver tilladt at bruge grove metoder over for folk, der ikke anses for at have de rigtige meninger, den politisk korrekte identitet.

 

Selv om det skal anerkendes, at Svendborg Efterskole har taget klart afstand fra angrebene på Nye Borgerlige, så må man konstatere, at skolen langt fra har formået at bremse den form for identitetspolitik, der er et dække over ekstrem intolerance over for anderledestænkende.

 

Det danske samfund er bygget på et fundament af åndsfrihed og tolerance. I dag er den sørgelige realitet, at der må kæmpes hårdt for, at dette fundament ikke ødelægges af identitetspolitikken med dens politisk korrekte meninger.

Pressemeddelelsen fra Bestyrelsen og ledelsen på Svendborg Efterskole

En vigtig del af at være ung er, at begå fejltrin og lære af dem. Det oplever vi utallige gange i løbet af et skoleår. I dag fik offentligheden adgang til et stort fejltrin begået af nogle af vores elever i en video, som desværre spreder sig på de sociale medier.

 

En elev har uploadet en video på Tik Tok, hvor der med dartpile skydes til måls efter en valgplakat af en byrådskandidat fra Nye Borgerlige. Et sådant fejltrin giver os anledning til at tage dialogen med de unge mennesker, om hvorfor vi som skole med vores demokratiske værdier finder deres måde at udtrykke sig på problematisk og uacceptabel.

 

Vi tager stærkt afstand fra tyveri af valgplakater og fra voldssymbolikken.
For at gøre ondt værre er en af dem, der optræder på videoen ikke elev, men lærer på skolen. Her er selvfølgelig tale om mere et end ungdommeligt fejltrin – og det beklager både vi og den pågældende medarbejder.

 

Vi vil i de kommende dage og uger tage afsæt i den yderst beklagelige episode og få vendt såvel demokratiforståelse som opførsel på de sociale medier. Naturligvis har vores elever ret til udtrykke deres uenighed med Nye Borgerliges politik, men på Svendborg Efterskole vil vi gerne lære dem at gøre det på en helt anden vis, end det som vises i videoen.

 

I forhold til den ansattes rolle har vi ikke andre kommentarer, end at vi håndterer det som en personalesag, da alle ansatte er forpligtet på samme værdigrundlag, som de værdier vi møder eleverne med.

 

Vi har her til aften været i kontakt med Karsten Byrgesen for at give en officiel undskyldning fra skolen – og for at bekræfte, at vi tager afstand fra den slags handlinger. Svendborg Efterskole har tilbudt at arrangere et møde mellem Karsten Byrgesen og de involverede, så de personligt kan overbringe en undskyldning.

 

De unge mennesker er kede af det, og er i fuld gang med at tage ansvar for deres handlinger. Skolen bakker dem op i den proces med samme beslutsomhed som vi tog afstand fra videoen.
Vi står ved vores kerneværdier: dialog, medansvar og mangfoldighed – og må konstatere at der aktivt er brug for at fastholde disse værdier, og blive ved at undervise, oplyse og dygtiggøre hinanden i dette.

Bestyrelsen og Ledelsen på Svendborg Efterskole

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…