Marcel Bauersfeld fra byen Herford (Westfalen) har skabt overskrifter i hele Tyskland. Det skyldes, at han i månedsvis har protesteret mod, at der gjalder bønnekald ud over byen fra en moské.
Bauersfeld har på forskellig vis forsøgt at overdøve bønnekaldet. Blandt andet har han brugt en ske mod et grydelåg og en koklokke. Videoer med hans protestaktioner har turneret på nettet.
Andre deltagere i protesten mod bønnekaldet har blæst i basun for at overdøve bønnekaldet.
Nu har statsadvokaten i byen Bielefeld rejst sigtelse mod Bauersfeld. Han bliver anklaget for hadkampagne og forstyrrelse af religionsudøvelsen – herunder opfordringer til andre om at følge hans eksempel. Desuden bliver han anklaget for at have gjort modstand mod politiet. (Die Welt)
Bauersfelds protester kan indbringe ham en ganske alvorlig straf. Statsadvokaturen taler således om, at anklagen for hadkampagne kan medføre en frihedsstraf på mellem tre måneder og fem år.
”Et eller andet kalifat”
Sigtelsen mod Bauersfeld bygger blandt andet på, at han skal have råbt fjendtlige paroler mod ”et eller andet kalifat”, som talskvinden for statsadvokaturen formulerer det.
Den pågældende talskvinde synes at være helt uvidende om, at det med kalifatet ikke er ”et eller andet”, som Bauersfeld i sin forvildelse har fundet på.
Kalifatet er tværtimod noget, som muslimer selv har fundet på. For islamiske fundamentalister er kalifatet ensbetydende med opfyldelsen af deres store mål: islams herredømme over samfundet. Kalifatet styres af Allahs lov. Den skal alle borgere underkastes.
For frie borgere er kalifatet et uhyggeligt fremtidsperspektiv. I takt med, at den muslimske befolkningsandel vokser, kan de frygte, at det bliver Allahs regler, der gælder i samfundet.
Store, stærke muslimske organisationer i Europa, herunder Danmark
Det er noget foruroligende, at en centralt placeret embedsmand i en tysk by tilsyneladende ikke har den fjerneste anelse om dette kalifat, som skal sikre islam magten over det tyske (og danske) samfund.
Det er ellers en idé, som ligger til grund for organisationer, der har vokset sig store og stærke i de europæiske samfund. Med Det Muslimske Broderskab i spidsen – en kæmpemæssig international organisation, der også i den grad slår sine folder i Danmark.
Det store opgør om de danske Muhammed-tegninger blev således skabt af kræfter fra Det Muslimske Broderskab.
Men det har man altså aldrig hørt om hos statsadvokaten i Bielefeld. Her afviser man det som ”uforståelige paroler” fra en kugleskør person.
Muslimsk dominans
Myndighedernes ret drastiske fremfærd mod den protesterende Marcel Bauersfeld afspejler formentlig en frygt for, at andre vil følge op på hans protester.
Disse protester har da også fået stor mediebevågenhed i Tyskland.
Bauersfelds aktioner er selvfølgelig et afmægtigt raseri. Der kommer ikke noget fornuftigt ud af at slå en ske mod et grydelåg eller trutte i en basun.
Men den udvikling, som han forsøger at advare mod, er reel og alvorlig.
At stå og råbe besyngelser af Allah ud over en tysk bys tage er ikke bare en personlig sag. Hele byen tvinges til at underlægge sig disse besyngelser, som gjalder ud.
Dette er ikke bare dyrkelsen af en religion under normale, diskrete former. Det er et bidrag til at gennemtvinge muslimsk kulturel dominans over kristne i en by, som i mange år har hvilet på den kristne kulturarv.
Bønnekaldet indhyller så at sige sine omgivelser i islams budskaber. Borgerne i en by, som hviler på den kristne kulturarv, kan ikke undslippe disse budskaber, der fylder byen – på en meget mere anmassende facon end de kirkeklokker, som i århundreder har været en del af byens liv.
Politikerne kunne have forhindret det, men det gør de ikke
Politikerne kunne have forhindret, at byens borgere på den måde tvinges til at høre på besyngelser af Allah. Man kunne have udstedt et forbud mod bønnekald fra minareter.
Men det har man ikke gjort. Tværtimod.
Herfords borgmester, socialdemokraten Tim Kähler, gav i 2020 tilladelse til disse højlydte islamiske bønnekald. Det udløste en del voldsom kritik.
Borgmesteren har over for avisen Die Welt forsvaret sin beslutning med henvisning til ytrings- og religionsfriheden.
Ytrings- og religionsfriheden giver dog ikke én ret til at udøve sin religion på en måde, der udsætter andre mennesker for at blive påtvunget bestemte religiøse budskaber – og en masse larm.
Blanding af tragedie og farce
Den slags kunne stoppes. Men det gør man ikke i Herford og andre dele af det politisk korrekte Tyskland. Man underlægger sine borgere den muslimske kulturelle dominans, der fylder luften.
Her er ikke bare tale om, at muslimer får en stemme. Her er tale om, at muslimer præger hele byens liv ved at lade deres budskaber gjalde ud over tagene. Ikke-muslimer er reelt tvungne til at høre på de højlydte besyngelser af Allah fra minareterne.
Viljen til at forsvare europæisk kultur er helt væk i den forbindelse. Man går baglæns – hændervridende af nervøsitet for, at nogen skulle beskylde én for islamfjendtlighed. Så må de almindelige borgere bare finde sig i konsekvenserne.
Det er et svigt, og sådan bliver det vel også oplevet af mange borgere. Det kan føre til afmægtige og ubrugelige protester fra et lille mindretal såsom at slå grydeskeer mod låg eller trutte i basuner under bønnekaldet.
Ansvaret for denne blanding af tragedie og farce ligger hos svage og eftergivende politikere. Den samme tendens finder man i Sverige, hvor udviklingen også på dette område er kommet helt ud af kontrol.
Man må tage sin egen historie og kultur alvorligt
Danmark har heller ikke noget forbud mod bønnekald fra moskeernes minareter. Men hos os har man bremset fænomenet med indirekte metoder. Man bruger miljølovens bestemmelser om støjgrænser til at forbyde de højlydte bønnekald.
Med få undtagelser har det virket indtil videre. Men det er jo en temmelig konfliktsky metode, og det er uvist, om den i længden kan forhindre bønnekaldet og den kulturelle dominans, som islam på den måde kan udøve.
Foreløbig er vi i Danmark sluppet for tyske tilstande. Men også i Danmark er politikerne præget af ulyst til at se problemerne i øjnene, og det skaber usikkerhed.
Før eller siden bliver man nødt til at tage sin egen historie og sin egen kultur så alvorligt, at man forbyder den form for missionerende virksomhed, der tvinger borgere til at lytte til islamiske budskaber, som gjalder ud over byens tage.