*** tre stjerner
Sic transit gloria mundi er et latinsk udtryk, der betyder “Således forgår verdens herlighed”.
I filmen GLORIA MUNDI skal sentensen vise sig at være dækkende for begivenhedsforløbet med den krølle, at Gloria også er navnet på den lille nyfødte pige, der bidrager til at binde en familie sammen.
Instruktøren hedder Robert Guédiguian (født 1953) og er fransk. Ud over at instruere er han manuskriptforfatter, producer og skuespiller.
Faderen er armenier, og familien udvandrede til Frankrig efter det armenske folkemord. Politisk ligger Guédiguian på venstrefløjen.
Han er blevet sammenlignet med Ken Loach, fordi hans film (fx ’Kilimanjaros sne’ (2011) og ”Huset ved havet” (2017)) er forankret i arbejderklasse-socialrealisme, som oftest med byen Marseilles som ramme.
Handling
”Gloria Mundi” lægger ud med en ret lang fødselsscene, hvor lille Gloria kommer til verden. Så bliver der klippet til mor og barn i hospitalssengen omgivet af den stolte far, mormor, (sted)morfar, søsteren og dennes mand.
Alt tegner lyst og lykkeligt.
Harmonien er dog kun for en kort bemærkning. Mormor Sylvie (Ariane Ascaride) arbejder hårdt som rengøringsassistent og er stadig mere nedslidt. Ægtemanden Richard (Jean-Pierre Darroussin) kører bus, og pengene er små. Den nybagte mor, Mathilda (Anaïs Demoustier), klarer efter barslen sin praktikplads som tøjekspedient dårligt, og desværre så ringe at hun ikke har udsigt til at blive fastansat. Far Nicolas (Robinson Stévenin) kommer hele tiden galt af sted og kan ikke leve op til hustruens materielle krav til tilværelsen.
Daniel (Gérard Meylan), Mathildes biologiske far, dukker efter et langt fængselsophold op hos Sylvie og Richard. Han viser sig at blive en ressourceperson, men rækker hans indsats til at få en familie på nedtur på ret køl igen?
En fin lille film om sammenhold
Genremæssigt kan filmen karakteriseres som et socialrealistisk arbejderklasse-familiedrama, og fællesskabet med Ken Loach kommer til udtryk i indignationen over, at ulykkerne rammer, lige meget hvor hårdt de fleste familiemedlemmer knokler. De bliver ofre for såvel ’systemet’ som ufølsomme mennesker, der, til trods for at disse selv er på den grønne gren, ikke har til sinds at dele ud af deres overskud.
”Gloria Mundi” er en fin lille film om kærlighed, tragedie og sammenhold, men i mine øjne er såvel hovedpersonerne som en række af deres handlinger ikke altid ganske troværdige. De gode er lidt for gode, de dumme lidt for dumme, og de onde lidt for onde.
Portrættet af familien og dens medlemmer er delvist idealiseret, og så ser skuespillerne med få undtagelser lidt for godt ud til dækkende at agere forslidt arbejderklasse.
Længde: 106 minutter
- Medvirkende: Ariane Ascaride, Jean-Pierre Darroussin, Gérard Meylan, Anaïs Demoustier m.fl.
- Instruktør: Robert Guédiguian
- Manus: Robert Guédiguian, Serge Valetti
- Censur: Tilladt for børn fra 11 år
- Premieredato: d. 27. maj