Vejrguderne har været med os i de seneste uger, og selvom temperaturerne er dykket en smule, er det svært at forstå, at almanakken har indvarslet efterårets komme, og at vi nu skal belave os på simremad og vine med saft og kraft.
Nedenstående udvalg af vine peger klart i den retning og viser, at Den Korte Avis’ vinhandlerpanel naturligvis har fingeren på pulsen. Samtidig er der en perlerække af virkelig gode tilbud.
Hvidvin
Azienda Agricola Falesco, 2018 Tellus, Umbria IGP, Montecchio, Umbrien, Italien – Normalpris 89,95 kr. – Tilbud: 2 flasker for 125 kr.
Bag denne lækre og sart gyldne Chardonnay vin står to af Italiens berømteste vinpersonligheder, brødrene Riccardo og Renzo Cotarella. Førstnævnte er professor, mens nummer 2 er administrerende direktør for topvinhuset Antinori. Sammen ejer og driver de vingårde i Umbrien og Lazio. Vinen her er udelukkende gæret på ståltanke og er derfor meget frisk i smagen, dog uden at syrligheden går ud over frugten. Forhandler Supermarco, København SV.
Rødvin
Nugan Estate, 2018 McLaren Parish, McLaren Vale, South Australia, Australien – Normalpris 179,95 kr. – Tilbudspris 89,95 kr. hos MENY.
Vinen er lavet af 100% Shiraz druer. I næsen opleves en symfoni af mørke bær, som går i symbiose med eg fra vinfadene, vanilje og lakrids. Smagen er præget af styrke og frugtrigdom, og det vil være en god ide at hælde vinen over på en karaffel for at få den til at åbne sine skjulte hemmeligheder. Server den til et godt stykke okse- eller svinekød. Importør: GOBIvin, Valby.
Donnafugata, 2017 Floramundi, Cerasuolo di Vittoria DOCG, Sicilien, Italien – Normalpris 160 kr. – Tilbudspris125 kr.
Lige fra den tid, da fønikerne hærgede blandt beboerne omkring Middelhavet, har Sicilien lagt jord til en umådelig vinproduktion, hvis bonitet der kan diskuteres meget om. Imidlertid er det en kendsgerning, at hovedparten blev solgt til bulkmarkedet, og at vi skal helt frem til 1980’erne for at finde nogle seriøse og kvalitetssøgende producenter. En af dem var Donnafugata, der stadig rager op som et fyrtårn og viser vejen i de sicilianske vinmyriader. Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.
Chateau la Tonnelle, 2018 Haut-Medoc AH-MC, Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig – Normalpris 159,95 kr. – Tilbudspris 69,95 kr. pr styk ved køb af 6 flasker.
Her står vi med et ekstraordinært godt tilbud, hvis interessen samler sig om klassisk vin fra Bordeaux. Denne er stukket sammen af druesorterne Cabernet Sauvignon (70%), Merlot (26%) og Petit Verdot (4%). Der er således smæk for skillingen i duft- og smagsretningerne, og man vil ikke gå galt i byen, hvis man server den til efterårets mangfoldige madtyper. Importør: Philipson Wine, Kokkedal.
Viña Santa Rita, 2019 Medalla Real, Gran Reserva, Maipo, Chile – Kampagnepris 129,95. På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.
Med denne vin, der er lavet af 100 pct. Cabernet Sauvignon-druer, vandt firmaet Santa Rita, vinolympiaden i Paris i 1987. Det skabte furore blandt franskmændene, hvis store 1. cru vine måtte se sig slået af en sydamerikansk vinbonde. Men dermed fik klodens vindrikkere også øjnene op for, at der var en verden af vin uden for Europa. Den aktuelle udgave er lavet af druer, som er høstet på vinstokke, der blev plantet i1970. At vinen er dybt koncentreret, er næsten overflødigt at nævne. Importør: Amka, Randers.
Domaine Galuval, 2019 Caladoc IGP Méditerranée, Cairanne, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 129 kr. – Tilbud 103 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.
Caladoc er navnet på en nærmest ukendt druesort i Rhône-dalen, men klonen er en krydsning mellem Malbec og Grenache, og det er nogle, der vil noget. Farven er næsten blæksort, og smagen er næsten overvældende på grund af sin frugtighed. Hvis du ikke har parkeret grillen, så steg en Ribeye-bøf og server Caladoc til. Importør: Propperiet, Brædstrup.
Bodegas Emilio Moro, 2019 Finca Resalso, Ribera del Duero DO, Pesquera de Duero, Valladolid, Spanien.
Finca Resalso er et markstykke, der er beplantet med Tempranillo vinstokke fra 1932, og det er yngre aflæggere af disse, som druerne til denne vin er fremstillet af. Årgangen hører til de bedste i Ribera del Duero-området, og det er en fornøjelse at lægge smagsløg til disse gode dråber, som afslører en sand frugtbombe med tilhørende krydderier af tobak, peber og vanilje. Importør: Theis Vine, Charlottenlund.
Maison Sinnae, 2018 Excellence de Georand, Lirac AOC, Chuslanlan, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 99,50 kr. – Tilbudspris 89,50 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker. På tlf. 29616535 oplyses nærmeste forhandler.
Producenten er medlem af sammenslutningen Laudun Chusclan Vignerons, der tæller 200 større og små, men entusiastiske vingårde i Rhônedalen. Deres mål er at gøre deres i forvejen gode vine endnu bedre. Vinen er fremstillet på druesorterne Grenache Noir, Syrah og Carignan, hvilket ytrer sig ved en elegant duft af frugt. Den lange eftersmag munder ud i en frisk finish. Importør: La Maison SEVINO, Havreholm, Hornbæk.
Cantine Franco Sperone, 2019 Dolcetto d’Alba DOC, Mombaruzzo, Piemonte, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 75 kr. På telefon 86911844 oplyses nærmeste forhandler.
Vinregionen Piemonte er verdensberømt for sine Barolo- og Barbaresco-vine, men vinbønder i området dyrker også druesorten Dolcetto, som på stedet anvendes som hverdagsvin. Men det skal man ikke lade sig afskrække af. Vinen giver en god oplevelse, hvori indgår både lyse bær som jordbær og ribs og blommer og kirsebær på den mørke side. En naturlig syrlighed gør den til en fin ledsager til retter med tomat. Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup.