Marianne Stidsen: Drop ideen om juridisk kønsskifte af børn under 18 år

Marianne Stidsen (Foto: Torill Frislid Gustafson)

Teksten skulle oprindeligt have været holdt som et oplæg ved Trykkefrihedsselskabets debatarrangement om juridisk kønsskifte af børn ned til 10-12 år, som fandt sted d. 16. november 2021

 

I min seneste bog, Køn og identitet. Et spadestik dybere, forsøger jeg at give et samlet billede af wokeismen, som jeg kalder den venstreradikale identitetspolitiske revolution, der foregår i hele den vestlige verden i øjeblikket, herunder i Danmark. Mens MeToo, Black Lives Matter osv. er en del af ammunitionen i denne revolution, er endemålet det køns- og identitetsløse samfund. Det er dén store utopi, der, ifølge min kritiske analyse, vinker ude for enden af samfundsomvæltningen.

 

Dette er ikke taget ud af den blå luft. Når man læser flere af de begejstrede artikler om normkritik og transkønnethed og flydende køn, som florerer rundt omkring, bliver man bekræftet i det. Og det gør mig ærlig talt temmelig bekymret.

 

Følelsesafpressende historier
Den 27. september kunne man fx læse en artikel i Politiken om forældre, der var utilfredse med Sexologisk Kliniks behandling af deres børn – dvs. det sted, hvor børn bliver sendt hen, når de føler, de har problemer med deres køn. Artiklen var på godt 2000 ord. Ud af disse var sølle 140 viet til en enkelt ansat fra klinikken, der heroisk forsøgte at forsvare det i mine øjne fuldkommen indlysende: at hun som behandler selvfølgelig ikke bare rask væk kunne give sig til at putte farlige hormoner i sunde og raske børnekroppe, blot fordi de normkritiske transaktivister og de forældre, der havde været så uheldige at havne i deres kram, forlangte det.

 

Resten af artiklen var viet til den ene følelsesafpressende historie efter den anden om de uden tvivl dybt desperate og fortvivlede forældre til børn, som tydeligvis ikke havde det spor godt. Hvad så end deres problem måtte være. Og dagen forinden var det voksne transpersoner og deres angiveligt negative oplevelser med Center for Kønsidentitet, der blev beskrevet. Artiklen fyldte 4958 ord. Heraf var den eneste – siger og skriver eneste – person, der forsvarede systemet, tildelt i alt 359 ord.

 

Et mantra i kulturrevolutionen
Jeg nævner dette i forbindelse med den verserende diskussion om juridisk kønsskifte for børn, som regeringen har varslet et lovudspil om, fordi man ikke må se bort fra, at det ene meget vel kan lede til det andet, som kan lede til det tredje. Det man nemlig konstant hører som et mantra i kulturrevolutionen, hver gang man har fået gennemført et nyt radikalt indgreb (hvortil også juridisk kønsskifte af børn må regnes) er: det er kun et skridt på vejen. Derfor mener jeg også, det er relevant at se på de konsekvenser, der meget vel kan følge i kølvandet på en eventuel ny lov om dette. Intet tyder i hvert fald på, at ønsket om at tage de næste skridt aftager med muligheden for juridisk kønsskifte. (Jævnfør bl.a. erfaringen fra Norge, hvor en tilsvarende lov blev vedtaget i 2016).

 

Hvad er da problemerne ved de næste skridt, som visse medier og andre fora allerede er i gang med at italesætte og agitere for i stor stil.

 

Kan man stole på LGBT+-miljøets forsknings-henvisninger?
Perspektiver, der henligger i mørke – eller i hvert fald halvmørke – når det gælder næste skridt, medicinsk kønsskifte, er for det første: Kan man overhovedet stole på den forskning, som LGBT+-miljøet uafladeligt henviser til som belæg for deres radikale eksperimenter, bl.a. med børns krop og psyke? Det begreb om aktivistisk pseudoforskning, som blev afdækket i forbindelse med det danske folketings vedtagelse af et aftalepapir i forsommeren om lødig forskning, peger på, at det kan man ikke forbeholdsløst. I det mindste bør den undersøges nærmere – og med et uhildet, dvs. uaktivistisk blik. Ligesom man skal sikre sig, at forskning, der peger på problemer med kønsskifte, ikke undertrykkes eller direkte cancelleres.

 

Og for det andet: Kunne en forklaring på den bekymrende stigning i antallet af børn og forældre, samt voksne, der søger offentlig hjælp til at blive hjulpet af med deres ’kønslige ubehag’ eller ’kønsdysfori’, som det også kaldes, mon være, at den nye ekstremt aggressive LGBT+-interesseorganisation med tydeligt ekspansive, samfundsomvæltende aspirationer (jævnfør også magtskiftet inden for foreningen for nylig, der fik den afgående formand til at tale om  ”det maoistisk rettænkende” ved det nye LGBT-lederskab) har fået held til at indoktrinere såvel børn som forældre og skolefolk til at tro, at langt flere, end den knap ene promille eksperter anslår, er født i den forkerte krop? En i virkeligheden ganske inhuman og uhyggelig tankegang. Som desværre ikke bare er et fantasme, men kan konstateres ved selvsyn, hvis man fx ser på de seneste numre af bladet Folkeskolen. Og som potentielt kan være med til at udløse en såkaldt ’agglomeration’ eller ’klyngeeffekt’, hvor pludselig alle løber i den samme retning.

 

Sundhedssystemet er ikke en legeplads for wokeisterne
Lad os slå fast én gang for alle: Det fælles betalte, i forvejen overbelastede sundhedssystem i vores velfærdssamfund er til behandling af syge mennesker ud fra en strengt lægefaglig vurdering. Ikke en legeplads og et ta-selv-bord for wokeisterne og de stakler, der er blevet indspundet i deres revolutionære garn. Herunder ængstelige forældre og deres sagesløse børn. For det er i mine øjne det, der er sket. Man forstår således ikke hele denne ophedede debat om – og ivrige agiteren for – transkønnethed, hvis man ikke anskuer den i lyset af den revolutionsidé, den så åbenlyst er en del af (jævnfør også den nuværende LGBT-sekretariatschef Susanne Branner Jespersens udtalelse i Berlingske om, at man gik efter et ”globalt paradigmeskift”).

 

Af samme grund kan man kun opfordre til, at politikere og ledere inden for sundhedsvæsenet bakker op om deres hårdt prøvede personale, der gør hvad det kan for at leve op til de opgaver og det ansvar, man er sat til at varetage. Nemlig at behandle syge mennesker for det, de fejler. Og så vidt muligt undgå at proppe unødvendige, potentielt skadelige ting og sager i folk. For ikke at tale om at skære i sunde og raske kroppe, hvis der ikke er en tvingende sundhedsfaglig grund til at gøre det. Som man kan frygte, det vil udvikle sig til, hvis juridisk kønsskifte til børn bliver en realitet. Eftersom erfaringerne viser, at skridtet fra juridisk kønsskifte og til ønsket om hormonbehandling – muligvis endda kønsskifteoperation – ikke er voldsomt stort.

 

Det, altså sundhedsvæsnets tilbageholdenhed, er faktisk det stikmodsatte af despekt. Det er netop – i hvert fald sådan som jeg ser det – at have ægte respekt for patienternes ve og vel.

 

Loven om juridisk kønsskifte for voksne var en misforståelse
Med andre ord: Loven om juridisk kønsskifte for voksne var som sådan en misforståelse, da den blev vedtaget af det danske folketing i 2014. Fordi personnummeret alene er en konstatering, en beskrivelse af en borgers faktiske køn. Der ikke på nogen måder forhindrer mennesker i at udleve enhver kønsrolle og ethvert kønsudtryk og enhver social kønsidentitet, de måtte have lyst til. At man nu vil udvide denne misforståelse til også at omfatte børn, er intet mindre end en katastrofe, der sender hele samfundet ud på en gal kurs, hvor både virkeligheden og logikken, som vores civilisation har bygget på gennem årtusinder, officielt tilsidesættes. Hvilket kun fører ét sted hen: mod kaos og ragnarok og menneskelig lidelse. Da denne malplacerede lov nu engang er vedtaget må vi dog i det mindste forsøge at redde hvad reddes kan. Drop derfor ideen om juridisk kønsskifte for børn under 18. Ideen er lige så horribel som det planlagte lovudspil om udvidelse af racismeparagraffen til at omfatte kønsudtryk og kønsidentitet, noget, der – modsat biologisk køn og medfødt seksualitet – er evigt foranderligt og til forhandling og derfor ikke kan defineres, med alle de problemer det uvægerligt medfører.

 

Noget helt andet er så, at de mennesker, der er født med en anden seksualitet end flertallets – hvad enten det er som homoseksuelle eller biseksuelle – og de mennesker, der er født som interkønnede – dvs. med både mandlige og kvindelige kønstræk – og de mennesker, der er født med et vedholdende og dybtfølt ønske om at skifte køn – enten det så er fra mand til kvinde eller fra kvinde til mand – skal have de absolut bedst mulige rettigheder samt respekt fra det omgivende samfund. Og det skal vi blive ved med at kæmpe for, at de får. Vel vidende, at vi ikke gør det ved at lade som om, denne gruppe af mennesker udgør en majoritet, som blot hidtil har været undertrykt eller miskendt. For det er slet og ret ikke sandt.

 

Det handler ikke om rettigheder, men om revolution
Det fik jeg selv for alvor vished om, da jeg i forbindelse med disse debatter blev kontaktet af en person, der vitterlig var transseksuel. Og som igennem flere år havde gennemgået de mest omsiggribende og lidelsesfulde medicinske og kirurgiske indgreb for at blive forvandlet fra mand til kvinde. Denne person var – siger og skriver – den mest kritiske, jeg til dato har mødt i forbindelse med forsøget på at gøre ’trans’ til en slags ny overideologi eller verdensomvæltende utopi, som vi alle skal efterleve.

 

Hvis ikke andre argumenter imod det nye ragnarok kan gøre indtryk, tænker jeg, at i det mindste Lindas (som jeg her vil kalde hende) vidnesbyrd, bør kunne det.

 

For det her handler, det er meget vigtigt at forstå, ikke om rettigheder. Det handler om revolution.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…