Det seneste år har vist mindre flatterende sider af den danske nationalkarakter

Da jeg tændte for radioen onsdag morgen var DRs sendeflade ryddet for nyheder og i stedet overladt til en noget besynderlig markering af årsdagen for Mette Frederiksens nedlukning af Danmark. Besynderlig, fordi vores skatteyderfinansierede public service station på denne åbenbart nye mærkedag valgte at lægge sig midt mellem ”Hvor var du 11. marts 2020?” og ”Hvordan klarer du det”? En dybt uinteressant og petit-journalistisk vinkel, for hvem i alverden lavede andet end at sidde foran skærmen og følge statsministerens pressekonference? Og hvem er ikke på randen af druk & vanvid af udmattelse og bekymring over at være afsondret fra vigtige livs- og samfundsfunktioner mens den ene konkurs tager den anden og hele erhverv lægges i graven?

 

  1. marts 2020 er alene interessant som en art indgangsbøn til et år, som har fungeret som prisme for den danske nationalkarakter og i særlig grad for de mindre flatterende sider af den danske nationalkarakter. For der har ikke været meget at fremhæve danskerne for, når man undtager vores evne til at tage imod kollektive beskeder og rette ind efter dem: det seneste år har danskerne udvist en foruroligende åbenhed, der til forveksling ligner omfavnelse hver gang Mette Frederiksen har gjort indhug i vores grundlæggende frihedsrettigheder i ”folkesundhedens” navn. Den forkætrede epidemilov er blot ét eksempel. Et andet er statsministerens grundlovsbrud i forbindelse med mink-skandalen. Alligevel har opbakningen til statsministerens egenrådighed og stadigt mere totalitære metoder på intet tidspunkt været vigende. Tværtimod: danskerne har i stor stil og med foruroligende lethed været villige til at ofre demokrati og frihedsrettigheder og vist sig som tilhængere af ”Den Stærke Mand M/K” – og det endda i en krise, som ganske hurtigt viste sig at være relativt overskuelig: corona-virus´ dødelighed er ganske lav og i alt væsentligt begrænset til i forvejen udsatte grupper.

 

Betragter man det seneste år i et demokratisk perspektiv, har det været en sørgelig opvisning i en hidtil uset magtfuldkommenhed fra statsministerens side og en bovlam opposition. Dette til tonerne af den nye udgave af besættelsestidens alsang i form af ”vi-synger-sammen-hver-for-sig”. En dybest set indbygget modsætning, for selvom man nok kan skabe en lille, hyggelig sang-stemning fredag aften i de små hjem, så er det en umulighed at være ”sammen hver for sig”, hvilket især landets børn og unge har måttet sande: deres levede liv er så kort, at et års afsondring fra skolen og kammeraterne for manges vedkommende har været nærmest ubærlig.

 

Men danskerne har villigt underlagt sig det ene mere absurde slogan efter det andet. F.eks. ”Vi går samme vej”, som der står på store skilte rundt om Søerne i København, der har indført gå-ensretning, hvilket københavnerne villigt underkaster sig, selvom vi er i fri luft. Så meget endda, at jeg er blevet hvæset af flere gange af rasende fodgængere, der nidkært vogter andres gøren og laden, ligesom jeg er blevet antastet af kommunale embedsmænd med gule veste, der som en art politi skal sikre, at ingen går mod ensretningen.

 

Misforstå mig ikke: jeg går stærkt ind for, at vi skal tage hensyn til hinanden og passe på hinanden, men det seneste år har åbnet en ladeport for en særlig dansk udgave af hverdagsdiktatur, der gør det helt legalt for en kvinde iført en ”jeg tilhører en udsat gruppe”-vest  at kræve +2 meters afstand til alle andre i en fuld Super-Brugs en tirsdag eftermiddag. Eller lade en yngre kvinde iført stor barnevogn og 2 børn at kræve det samme i Føtex. Ingen tør bede dem om at foretage deres indkøb uden for myldretiden.

 

Til gengæld er det upassende at angive kulturelt betinget mangel på samfundssind som årsag til smitteudbruddene i ghetto-områderne. Corona-smittens hastige udbredelse i områder som Vollsmose skyldes alene, at vi har stuvet alt for mange mennesker sammen i små lejligheder – ikke at alt for mange indvandrere (muslimer) lader hånt om det omgivende samfund.

 

Der er i det forløbne år blevet stadigt mindre plads til dem, der ikke vil rette ind i ”folkesundhedens” og ”samfundssindets” (u)hellige navne. Og her taler jeg ikke om idioter, der opfører sig uansvarligt, men om alle dem, der ikke vil underkaste sig alskens tåbelige påfund. De er i vidt omfang blevet udskammet og endda censureret af tech-giganterne på de sociale medier, hvis de har stillet kritiske spørgsmål til regeringens corona-håndtering eller til beskyttelsesgraden ved at bære mundbind.

 

På den baggrund føles P1 og DRs markering af årsdagen for nedlukningen som en art statspropaganda for regeringens stadigt mere tyndslidte dommedagsscenarier. Desværre har det givetvis fortsat et stort og taknemmeligt publikum.

 

Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…