Tirsdag begynder genåbningen af det danske samfund. Regeringen og Folketinget mener, at coronasmitten nu er så meget under kontrol, at det kan lade sig gøre uden alvorlig risiko for nye smittestigninger.
Men genåbningen hviler på et noget vakkelvornt grundlag. Flere kommuner kommer ikke med, fordi deres incidenstal ligger over grænsen på 200. Incidenstallet angiver, hvor mange smittede der er pr. 100.000 indbyggere.
Det drejer sig om Ishøj, Fredensborg, Gladsaxe, Brøndby, Halsnæs, Albertslund og Rødovre. Her er genåbningen foreløbig udskudt en uge.
I Albertslund og Rødovre må de liberale erhverv (frisører, massører, køreskoler m.m.) dog godt genåbne nu – derimod må skoler og fritidsordninger foreløbig forblive lukkede.
De nævnte kommuner har en væsentlig ting til fælles: De har en høj andel af ikke-vestlige indvandrere.
Smitten i indvandrertætte områder
Der er en massiv sammenhæng mellem stor corona-smitte og stor andel af ikke-vestlige indvandrere. Det gælder både i Danmark og i andre dele af Europa.
Som regel er smitten koncentreret i særligt indvandrertætte bydele af en kommune. I Fredensborg drejer det sig eksempelvis om Kokkedal. Helsingør Kommune ligger lige på vippen til at ryge ud af genåbningen, ikke mindst på grund af den indvandrertætte bebyggelse Vapnagaard (Sthens Sogn).
Odense Kommune er med i genåbningen. Men man har store problemer med det indvandrertætte Vollsmose.
For fem dage siden lå incidenstallet for Vollsmose på 568,7, mandag var det helt oppe på 689,1. Det er cirka seks gange højere end i Odense Kommune som helhed, hvor det lå på 112,3 (TV2 Fyn). Det går altså stadig særdeles dårligt med smitten i Vollsmose.
I blandt andet Esbjerg, Svendborg, Nyborg og Kolding har mønsteret været det samme: Coronasmitten har især bredt sig fra indvandrertætte områder – eksempelvis Jerne i Esbjerg. Men medierne har i vidt omfang været tavse om denne sammenhæng
57 procent af corona-patienter er født i udlandet
Statens Serum Institut har leveret tal for, hvor stærkt overrepræsenterede ikke-vestlige indvandrere er, når det gælder corona-smitte:
Ifølge instituttets opgørelse fra begyndelsen af oktober udgør borgere i Danmark med ikke-vestlig herkomst 8,9 procent af befolkningen her i landet. Men de står for hele 25,7 procent af det totale antal corona-smittede.
I andre europæiske lande slår den samme tendens igennem.
I Norge er 57 procent af alle personer, der for tiden er hospitalsindlagte med corona, født i udlandet. Det er det hidtil højeste tal, siden pandemien brød ud, fortæller avisen Aftenposten.
En stor del af disse patienter er indvandrere, som her været i hjemlandet for at besøge familie, og som så tager smitten med tilbage. Det gælder således en hel del af de mange pakistanere, som er indvandret til Norge.
Journalisterne vil ikke eller tør ikke
Den massive og stærkt bekymrende sammenhæng mellem coronasmitte og ikke-vestlig indvandring burde være et kæmpestort tema i de danske medier.
Men i vidt omfang vælger medierne i Danmark og andre europæiske lande at se den anden vej og nedtone problemet mest muligt.
De to hjemlige TV-stationer, DR og TV2, har således en ekstremt svag dækning af denne afgørende sammenhæng mellem corona og indvandring.
Mange journalister vil ikke eller tør ikke afdække, hvordan ikke-vestlig indvandring påvirker corona-smitten. Ja, de tør slet ikke berøre emnet af frygt for at blive bortdømt i deres eget politisk korrekte miljø.
Huen ned over øjnene
Statens Serum Institut har belyst sammenhængen mellem ikke-vestlig indvandring og coronasmitte. Men danske medier lader i vidt omfang, som om denne sammenhæng ikke eksisterer.
Man trækker huen ned over øjnene. Man stikker fingrene i ørerne. Og så taler man udenom, det bedste man har lært.
Det kan danskerne ikke være tjent med.