Coronasmitten eksploderer i det ene indvandrertætte område efter det andet – det danske samfund rammes nu af mange års hovedløs udlændingepolitik

Arkivfoto: Steen Raaschou

Coronasmitten løber fra det ene lokalområde efter det andet. Senest er den slået igennem i Esbjerg-bydelen Jerne (Bakkeskolen Cosmos). Samtidig er den eksploderet i Kokkedal i Fredensborg Kommune.

 

Inden da var det Vollsmose. Og inden da var det Kolding. Og i Ishøj er det der on and off.

 

Ishøj Kommune ligger dog fortsat nummer ét på listen over kommuner med mest smitte.

 

Fredensborg Kommune er nu nummer to på grund af den høje smitte i det indvandrertætte Kokkedal.

 

Fælles for størstedelen af disse smitteeksplosioner er, at de sker områder, hvor der er en stor koncentration af ikke-vestlige indvandrere.

 

Coronaen kan findes i hele Danmark. Men de store eksplosive udbrud finder helt overvejende sted, hvor der er mange ikke-vestlige indvandrere.

 

Danskerne er udsatte

Alligevel har både myndighederne og de politisk korrekte medier særdeles svært ved at kalde en spade for en spade. De vil bare ikke tale om, at coronasmitte er et langt større problem blandt ikke-vestlige indvandrere end blandt resten af befolkningen.

 

Store medier på stribe fortier således, hvad Statens Serum Institut for længst har slået fast: Ikke-vestlige indvandrere er massivt overrepræsenterede blandt de coronasmittede.

 

De udgør 8,9 procent af befolkningen. Men de ’leverer’ 25,7 procent af det totale antal smittede. Det er jo helt vildt.

 

Ofte omtaler medier og myndigheder disse indvandrertætte boligområder som ”udsatte områder”.

 

Udsatte – for hvad? Det danske samfund har jo givet dem alle muligheder for at leve et trygt liv med et positivt og ansvarligt samfundssind.

 

Man kunne snarere sige, at folk med dansk baggrund er særlig udsatte. De er udsatte for konsekvenserne af den hovedløse indvandringspolitik. De er udsatte for en coronasmitte, som de ikke bidrager særlig meget til.  Og de er udsatte for medier, der i vidt omfang slører, hvor smitten kommer fra.

 

 Røgalarmer flået ned

Der er dog kommet større medieopmærksomhed på den mere ekstreme coronaadfærd, som findes i nogle indvandrergrupper.

 

Således har man i går kunnet læse om beboere fra Vollsmose, der var gået med til at lade sig anbringe i isolation på Hjallese Plejecenter (Fyens.dk). Men de brød reglerne, som det passede dem.

 

For eksempel røg de på værelserne. Og for at forhindre, at røgalarmerne gik i gang, flåede de dem simpelt hen ned!

 

Samtidig væltede venner og familie ud og ind ad de lokaler, hvor hele pointen var, at de skulle være isolerede på grund af smitterisikoen. Hvilket selvfølgelig øger smittefaren for andre. Det er hamrende asocialt.

 

Ærlig snak fra en kvinde i Kokkedal

I Kokkedal er smitten steget hastigt, specielt i det berygtede boligkvarter Egedalsvænge, hvor der er en høj andel af ikke-vestlige indvandrere.

 

Fra dette område kunne Berlingske berette om en ærlig butiksejer ved navn Laaeka Abdullah, som blev spurgt om, hvorvidt hendes kunder er blevet mere forsigtige under indtryk af smitten. Det kontante svar lød:

 

”Aldrig, aldrig! De holder heller ikke afstand.”

 

Det kan man da kalde ærlig snak.

 

De politisk korrekte står i kø med søforklaringer

Men hver gang, der kommer den slags oplysninger frem, står politisk korrekte journalister, virologer og myndighedspersoner parat med en eller anden søforklaring, der skal rense de asociale gemytter for ansvar.

 

En af de stående søforklaringer har været, at mange af indvandrerne arbejder i jobs som buschauffør, taxachauffør og lignende, hvor de møder mange mennesker, der bringer deres smitte i vejret.

 

I forbindelse med Kokkedal supplerer journalister med en anden søforklaring: Det er, fordi de har jobs, hvor de ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra. De er nødt til at drage ud i samfundet, og her springer smitten så på dem.

 

Fin forklaring. Problemet er bare, at denne forklaring, ligesom forklaringen om, at de kører bus og taxa, bliver dementeret af undersøgelserne fra Statens Serum Institut.

 

Sandheden fra Statens Serum Institut – og døvheden hos de politisk korrekte

I rapporten ”Status på COVID-19-smitte blandt etniske minoriteter i Danmark” gør instituttet det klart, at andelen af coronasmittede generelt er højere blandt personer med ikke-vestlig herkomst end blandt personer med dansk herkomst.

 

Dette gælder uanset, om de er i arbejde eller på offentlige ydelser, og uanset, hvilken branche de er i.

 

De politisk korrekte standardforklaringer på, at der er klart højere smitte blandt ikke-veslige indvandrere holder altså ikke.

 

Det er altså slået fast i en videnskabelig rapport. Men det hører man stort set ikke en lyd om fra politisk korrekte journalister, politikere og virologer. Til trods for, at det er en temmelig afgørende oplysning for forståelsen af den situation, vi står i.

 

De politisk korrekte bliver bange

Man har simpelt hen ikke lyst til at se disse kendsgerninger i øjnene, fordi de skyder de politisk korrekte forklaringer i stykker. Og når disse grupper ikke har den politiske korrekthed at holde sig til, bliver de bange. Det skal der ikke snakkes mere om.

 

Hellere blive ved med at snakke om, at smitten er langt højere blandt de ikke-vestlige indvandrere, fordi de kører bus. Eller fordi de ikke kan arbejde hjemmefra.

 

Så er butiksindehaver og indvandrer Laaeka Abdullah da anderledes ærlig, når hun siger rent ud til Berlingske, at folk i området ikke kunne drømme om at være mere forsigtige og følge reglerne.

 

Men de politisk korrekte bliver ved og ved med at forsøge.

 

Så kommer der for eksempel glædesbudskaber om, at ”coronasmitten falder igen i både Vollsmose og Odense”. Jovist, den faldt fra et helt ekstremt niveau til et tårnhøjt niveau.

 

Sådan bølger det lidt op og ned, men hele tiden med en meget markant oversmitte i indvandrertætte områder.  En oversmitte, der selvfølgelig øger smittetruslen for hele den danske befolkning.

 

Kultur og værdier

Hvorfor er coronasmitten så meget voldsommere i mange indvandrertætte områder – når det nu ikke skyldes, at folk kører bus?

 

Der synes i hvert fald at være to stærke faktorer:

 

Den ene er kulturel afstand til det danske samfund. Mange er forholdsvis ligeglade med det danske samfund, og de følger ikke særlig godt med i, hvad der foregår. De lever i høj grad deres liv inden for en kultur og et sprog, som ikke er dansk.

 

Den anden faktor er manglende tradition for samfundssind. En meget stor del af ikke-vestlige indvandrere kommer fra samfund, hvor man er stærkt forankret i familien, men ikke nær så stærkt i samfundet som helhed.

 

Det handler om baggrund, kultur og værdier.  Den slags har langt, langt større betydning end hvilke kommunale kampagner, der lige føres for det ene eller det andet. Ikke fordi der er noget galt i den slags kampagner – man må bare erkende, at deres virkning er begrænset.

 

Men den slags skal der ikke tales om. Så nu venter vi på, hvor smitten eksploderer næste gang.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…