Ny bog med overrumplende konklusion om Elvira Madigan og Sixten Sparre skal bare læses

Grundig bog om en gammel, spektakulær kriminalsag. Et smukt udstyret værk, skønt man som læser bedrøves over, at et menneskeliv kan udvikle sig så uheldigt.

 

Et opgør med en romantisk myte

Det er Sixten Sparres oldebarn, der har skrevet om to menneskers undergang en julidag i 1889 på Tåsinge. Var det en ulykkelig, romantisk kærlighedshistorie eller mere nøgternt set et overlagt mord, efterfulgt af et selvmord? Kathinka Lindhe, som er fil.kan., radiojournalist og bibliotekar, hælder klart til det sidste. Det er udgivelsens fortjeneste: at pille myten om den umulige kærlighed fra hinanden og i det hele taget forholde sig til, hvad der er op og ned i sagen. For den blev hurtigt indhyllet i tågeslør af spin midt i en agurketid. Fakta blev hurtigt forurenet med fiktion.

 

En slags dansk Mayerling-drama og den totale skam

Vi får endnu engang fortællingen om den flotte svenske adelige officer og den unge, smukke cirkusprinsesse, som sammen flygter til Svendborg for at udleve deres udsigtsløse kærlighed. Han stikker af fra sin militærenhed og ikke mindst fra kone og to små børn. Hvilken sjuft! Det særlige ved denne nye version af en slags dansk Mayerling-drama er, at fremstilleren er personligt involveret. Hun har fået adgang til en omfattende brevkorrespondance, som vist ikke tidligere har været offentliggjort. I hendes familie var skammen over oldefaderen total. Absolut tysnad. 

 

De forspildte muligheders mænd

Sixtens store livsproblem var, at han ikke havde styr på sin økonomi. Denne mangel havde han arvet fra sin far, Sigge. Man kunne sige, at de begge dybest set levede et ualvorligt liv. Levemænd, som skrev digte og lejlighedssange i stedet for at sørge for deres familie. Bedrøveligt er det at læse om to mennesker, som havde alle muligheder, men satte alt over styr. 

 

Lindhe hovedtese er, at den dybt forgældede Sixten aldeles ikke var psykisk syg, som nogle har påstået, men i stedet blev den store iscenesætter af en dramatisk afslutning på et liv uden fremtid. Hvilket uheldigvis medførte, at en ung dansk kvinde også måtte lade sit liv. Elvira havde livet foran sig, og i modsætning til Sixten havde hun aldeles ikke opgivet ævred, hvilket der da heller ikke var grund til. Hun var en feteret cirkusstjerne og kunne havde fået arbejde de fornemmeste steder. Det mest interessante ville være at få indsigt i, hvad de to talte om under deres månedlange ophold i Svendborg og på Tåsinge. For det gjorde de vel. Det får vi aldrig at vide.

 

Fyldekalk og bonusinfo

Og så er der et par smuttere og en del fyldekalk. Det står således ikke lysende klart, hvorfor læseren skal oplyses om, at forfatteren Arthur Rimbaud i sin ungdom arbejdede som billetsælger i de omrejsende cirkustrupper i Norden. En del af de usædvanligt mange illustrationer er ikke bydende nødvendige. At Anders Enevig skulle have været politimester, passer ikke. Han var politibetjent. 

 

Kapitlet om det enorme mediestunt, som Sixten og Elvira førte med sig, er interessant. Fra datidens skillingsviser (og et digt af selveste Holger Drachmann) over Bo Widerbergs middelmådige (i mine øjne) spillefilm fra 1967 med dens totale skamridning af Mozarts klaverkoncert nr. 21 til det nye navn på Tåsinge lufthavn: Elvira Madigan Airport! Skandalen lever i bedste velgående. 

 

For alle med særlige interesse for tragedien, der blev til myte, er denne bog naturligvis et must.

 

Bogen slutter med en fyldig litteraturliste til videre studier. Dog savner man et index. 

 

Kathinka Lindhe, Sixten & Elvira – Historien om et mord.

Gads Forlag 2021, 221 sider, rigt ill., 300 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…