Anna Libak analyserer værdikampen i det 21. århundrede. Det slipper hun flot fra

Værdikampen mellem højre og venstre fortsætter i et stadig mere betændt debatklima. Hvorfor, hvordan – og hvor skal vi hen herfra?   

 

Anna Libak: SKYLDIG TIL DET MODSATTE ALDRIG BLIVER BEVIST. Værdikampen i det 21. århundrede. Indbundet. Kristeligt Dagblads Forlag. 280 sider.  Vejl. pris 249,95.  Udgivet 26.10.20.  

 

***** fem stjerner ud af seks

  ___________________________________________________________________     

 

I forordet forklarer Anna Libak med afsæt i Henrik Stangerups roman ”Manden der ville være skyldig” (1973) ærindet i sin seneste bog ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist”: 

 

”Jeg begynder med 1960’erne, hvor teorien om den strukturelle undertrykkelse vandt fodfæste i institutionerne, og trækker udviklingen frem til i dag, hvor dele af højrefløjen har overtaget forestillingen om strukturel skyld, før jeg til sidst giver mine egne bud på, hvad et fælles fundament for et godt samfund og en konstruktiv debat kunne være.” (s. 18) 

 

Tesen er, at vi siden 1960’erne har haft en dominerende samfundsideologi, der bruger krænkelse som magtstrategi. Vil man have magt, skal man give den i rollen som offer – enten for strukturel undertrykkelse eller for eliternes svigt. 

 

Både højre- og venstrefløjen benytter sig af krænkelses-instrumentet og kan derfor sættes på en slags fællesnævner. I den værdikamp, der raser, er problemet imidlertid, at der ikke foregår en ordentlig demokratisk debat på argumenter, hvor modstanderens synspunkter anerkendes på lige fod og som lige så legitime som ens egne. Udskamning af de holdninger og personer, der har ’den forkerte mening’ er et yndet virkemiddel. 

 

Bogen falder i tre dele: 

  1. ”Grunden lægges – fra 1960’erne og frem til årtusindeskiftet”. Her trækkes lange linjer fra 68-oprøret, hvor venstrefløjen vandt meningsmagten, over til afskeden med nationalstaten og videre til troen på den globale landsby efter murens fald i 1989: Markedets udbredelse ville trække demokratier med sig, for når folk bliver rige nok, vil de også have frihedsrettigheder.   
  2. ”Det 21. århundredes værdikamp – fra årtusindeskiftet til nu”. Troen på de universelle værdier får et skud for boven og identitetspolitikken vinder frem. 
  3. Syv principper for et fælles værdigrundlag 

 

Syv principper for et fælles værdigrundlag
I Del 3 oplister forfatteren altså syv principper for et fælles værdigrundlag, der hver bliver uddybet i et særskilt kapitel: 

  • Vi både skaber og skabes af samfundet – hvilket giver plads til det personlige ansvar
  • Ulighed er ikke det samme som undertrykkelse 
  • Demokratiet virker faktisk 
  • Modparten har ret til at blive taget på ordet 
  • Mennesker kan godt sætte sig i hinandens sted 
  • Bliv til noget frem for til nogen  
  • Styrk meritokratiet 

 

Citatmosaik
Citatmosaikken falder i to afdelinger. Den første, hvor Anna Libak rammer plet.  Den anden, hvor jeg er uenig:  

1.

”I hvert fald har jeg kunnet konstatere, at det i min generation nærmest har været udtryk for en højere oplysthed absolut intet at vide (…)” (s. 63) 

”(…) rationel økonomisk teori [tager ikke] højde for væsentlige aspekter af den menneskelige psykologi.” (s. 132) 

”Det er derimod umådelig udmattende, når sproget bruges ideologisk til at skabe en virkelighed, som ikke findes (…) I det hele taget finder mange det stærkt trættende, at stadig større dele af tilværelsen politiseres.” (s. 162) 

I forlængelse af krænkelsesparatheden d.d.: ”Alle de bemærkninger, som mennesker gensidigt udveksler for at få samværet til at glide, bliver pludselig et minefelt.” (s. 205) 

”Udgangspunktet for en diskussion kan aldrig være, at de andre ikke er i stand til at dømme om virkeligheden, fordi de beherskes af ideologiske kræfter, som er uden for deres kontrol.” (s. 244) 

2.

Vedr. klimabevægelsen Rebellion Extinction og den såkaldte anti-racismebevægelse Black Lives Matter: ”Selv om der er tale om løst organiserede bevægelse, hvor den ene tilhænger ikke ved, hvad den anden gør, så er begge bevægelser overordnet set udtryk for, at borgerne selv søger at gennemtvinge retfærdighed (…)” (s. 207)

Kommentar: Anna Libak er alt for venlig – og overfladisk – her. Læs fx Andy Ngos bog: ”Unmasked. Inside Antifa’s Radical Plan to Destroy Democracy” (2021). 

 

”Faktisk kan man i moderne demokratiske retsstater som hovedregel være sikker på, at systemet principielt er på ens side (…)” (s. 227) 

Kommentar: Hm! Gad vide, hvordan det synspunkt passer med retssystemets behandling af islamkritikerne Lars Hedegaard, Uriaspostens Kim Møller, Snaphanens Steen Raaschou og Jaleh Tavakoli? Eller med dobbeltstraf til corona-kritikere, der overtræder loven?

 

”Og derfor er det for længst på tide at forlade konspirationsteorien om, at hemmelige eliter har magten. De er ikke hemmelige, og de er ikke længere eliten. Påstår man det, har offentligheden som minimum krav på at vide, hvem der tales om: De skal have en chance for at forsvare sig.” (s. 238) 

Kommentar: Libak har ret i, at eliterne ikke (mere) er hemmelige. For det er ikke svært at pege på navne og grupperinger: EU-toppen, WHO-toppen med Fauci i spidsen, Bilderberg, de inviterede til det årlige Davos-møde (jf. de danske navne), World Economic Forum med Klaus Schwab (The Great Reset) i spidsen, Soros, Bill Gates & Melinda Gates Foundation, the Rockefeller Foundation m.fl. 

 

Follow the money, og se hvilke navne, der går igen i diverse organer. Sværere er det ikke. Og de dominerende eliter har absolut intet behov for at forsvare sig. Dertil er de alt for magtfulde. 

 

”Samtidig har ønsket om at opdrage borgerne til kritisk bevidsthed ført til, at alle autoriteter betragtes med mistro.” (s. 239)

Kommentar: Efter et corona-år med drakoniske tiltag fra de statslige myndigheders side, må det siges at være en sandhed med modifikationer. Havde det ikke været for en stort set u-kritisk accept af smittetal (uden oplysninger om hvor alvorligt ramt, folk var), maskepåbud, test, afstand, forsamlingsforbud mv., ville samfundet have været genåbnet helt for længst. Den aktuelle genåbning har intet med reel genåbning at gøre, så længe der forlanges negativ test eller vaccinepas ved fx restaurantbesøg.
Størstedelen af befolkningen har stolet blindt på sundhedsmyndighederne og betragtet dem med alt andet end mistro.   

 

En god debatbog ægger til modsigelse – og det gør denne
Styrken i Libaks bog er, at hun på relativt kort plads får givet et historisk overblik over fronterne i værdikampen og tydeligt opridser, hvori såvel forskelle som ligheder på venstre- og højrefløjen består. Et enkelt banalt eksempel: Den progressive venstrefløjsposition går ud på, at mennesket er godt og vil det bedste, hvis det bare fik lov til det. Heroverfor mener de konservative, at mennesket er et selvisk væsen. 

 

Til trods for en indledende og åbenbart obligat Trump-bashing får hun så nogen lunde landet mere nuanceret med ordene: ”Udlandsdækningen arbejder groft sagt ud fra den præmis, at Donald Trump er en idiot, Boris Johnson er håbløs, Orbán i Ungarn og Kaczynski i Polen er kryptofascister, mens Merkel og Macron gør deres bedste.” (s. 235) 

 

En god debatbog sætter tanker i gang og ægger til modsigelse, og det er præcist hvad ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist” gør. Hvilket udløser 5 stjerner. 

 

***

 

OM FORFATTEREN 

Anna Libak er født i 1968. Cand.mag. i samfundsfag og russisk. Udlandsredaktør ved Weekendavisen og forfatter til flere bøger. Senest Forstå populismen! (2018) 

 

*** 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…