Afghanerne evakueres til Danmark – men hvad med os, den danske befolkning?

Politikere ser ikke ud til at foretage sig noget i dag, som kan vente til i morgen. Dette særlige politikersmøl må vel bero på en idé om, at det jo kan være, at ”i morgen” er problemet forsvundet, og så var det da godt, man ikke brugte tid på det.

 

Vi andre har i lang tid vidst, at Taliban vandt frem. Så mon ikke også politikerne gennem længere tid har vidst, hvilken vej det gik? Og at de på et eller andet tidspunkt måtte gøre noget?

 

Da det stod klart, at nu hastede det, snakkede regeringen stadig om, at man ville foretage interviews i Afghanistan af dem, der havde arbejdet for danskerne. Og  finde ud af hvor kunne man hjælpe dem hen, så de kunne forblive i deres egen kulturkreds.

 

Har der været en langt mere dyster årsag til smøleriet? Kan der mon være tale om, at politikerne har tænkt, at hvis vi ikke gør noget nu, vil det være for sent at sagsbehandle i Afghanistan, og så er vi nødt til at tage dem til Danmark.

 

Med lidt rettidig omhu, kunne sagsbehandlingen have været overstået i Afghanistan. Men nu er tiden forpasset, og afghanerne evakueres – til Danmark.

 

Så atter bliver det den danske befolkning, der skal lægge ryg til endnu en gruppe, som vi ved vil forsøge at ændre det Danmark, der er vores.

 

Ikke asyl, men…

Så blev alle partierne, bortset fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, enige om, at Danmark modtager 40-45 afghanere (og deres familier – i alt godt 200 personer), der har tolket for danskerne.

 

Men, blev vi beroligende fortalt, afghanerne får skam ikke asyl. De får bare en 2-årig opholdstilladelse.

 

Hold da op med at putte blår i øjnene på befolkningen og lade som om, at man tror, at efter 2 år er Taliban ikke mere i Afghanistan. Tro mig, Taliban er kommet for at blive.

 

Altså kan afghanerne søge asyl – i Danmark. Og få det.

 

Kun få politikere erkender, at når migranterne først er kommet ind i landet, slipper vi aldrig af med dem igen.

 

Da Danmark deltog i Irakkrigen fra 2003 til 2011, blev samtlige 300 irakiske tolke tilbudt asyl i Danmark (tolken med de to koner hævdes dog at være rejst hjem til Irak).

 

For at røre ved befolkningens sentimentale strenge, erindres vi om, at afghanerne jo har hjulpet danskerne.

 

Men danskerne var vel slet ikke i Afghanistan, hvis ikke det var for at hjælpe afghanerne? Så hvem har egentlig hjulpet hvem?

 

Sporene skræmmer

Over enigheden om evakuering af afghanerne var der hos de anstændige, gode og moralske politikere glæde over hele linjen. Glorierne blev pudset.

 

Dog var det så som så med veteranernes glæde. Politikerne er ikke moralske nok, mener veteranerne, for særloven, baseret på Tolkeaftalen, er fedtet, respektløs og et svigt.

 

Veteranerne fortæller vredt, at det er deres kammerater, politikerne svigter. Måske kunne vi tale om, hvori det moralske ligger i at svigte sine landsmænd?

 

Vi, der ikke deltager i skåltalerne, har ifølge Politiken (bag betalingsmur) et ”afstumpet menneskesyn”.

 

Det regnes nemlig for at være afstumpet at være bange for, at der sker ens kære noget. Næsten dagligt udsættes mange vesteuropæere for en eller anden forbrydelse fra migranternes side. Med smadrede mennesker og familier til følge.

 

Forbrydelserne er ekstremt grove. Se DKA her, her, her og her.

 

Overalt i de vesteuropæiske EU-lande mener politikerne, at det er ”helt uacceptabelt” og ”vi vil ikke finde os i det”.

 

De smukke ord må vi så trøste os ved.

 

Bistandshjælp

Ifølge videnskab.dk har Danmark siden afslutningen på den militære operation i 2014 taget aktivt del i genopbygningen af Afghanistan. Og har ydet mange millioner i bistandshjælp, bl.a. under forudsætning af, at den afghanske regering accepterede at modtage afviste afghanske asylsøgere.

 

Derudover var formålet at ”bidrage til fremkomsten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som forvalter sin egen sikkerhed, fortsætter sin demokratiske udvikling og fremmer respekt for menneskerettigheder.”

 

Det er vist åbenbart for enhver, at Afghanistans hær, efter at de allieredes soldater er taget hjem, er ude af stand til at forvalte landets sikkerhed.

 

Og respekten for menneskerettighederne kan vist ligge på et meget lille sted.

 

De vestlige lande har en fiks idé om at kunne fremme demokrati i et muslimsk land. Hvad er så lige erfaringen med det? Se blot på Tyrkiet, der dog i en del år havde demokrati og endog syntes ret vestligt. Det er ved at synke ned i et islamisk mørke.

 

Det samme er tilfældet i Afghanistan. Taliban har overtaget.

 

Hvad med os – den danske befolkning?

Vi kan ikke vide, om de, der kommer nu, har den samme voldelige og kriminelle adfærd, som alt for mange af dem, vi indtil videre har modtaget, har.

 

Men sporene skræmmer.

 

Der er ikke tale om bare 200 afghanere. Der er tale om en forøgelse af de mange, mange tusinder personer, der allerede er kommet, og som for langt de flestes vedkommende har været en katastrofe ikke kun for vores land, men også for mange familier.

 

Det er en selvfølge at ønske at hjælpe mennesker, der er i livsfare. Men måske er det gået helt hen over hovedet på politikerne, at med den enorme tilstrømning fra muslimske og afrikanske lande, er det faktisk befolkningen, der er i livsfare.

 

Læs her, hvad en svensk præst, der var i Afghanistan sammen med soldaterne, oplevede. Det er barsk læsning.

https://www.document.no/2018/12/13/vagar-ni-lyssna-till-oss-nu/

Her er den samme tekst i uddrag på dansk fra Den Korte Avis

Læs også om Afghanistan og konsekvenserne for Danmark her

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…