Prolog
Som alle danskere sikkert ved, gik medlemmer af den tyske værnemagt i land ved Langelinie i København fra transportskibet Hansestadt Danzig. De fortsatte frem til Kastellet hvor de høfligt bankede på Norgesporten, som beredvilligt blev åbnet for dem. På græsplænen udbredte de et stort tysk krigsflag med hagekors, et signal til de tyske fly som overfløj København og nedkastede flyveblade med ordene ‘Oprop til den danske befolkning’, at Kastellet havde overgivet sig.
Den danske befolkning stod målløse og beskuede sceneriet, de kunne ikke tro deres egne øjne. De læste flyvebladene, der var affattet på et noget krampagtigt dansk, man forstod ingenting. Danmark havde jo ikke gjort noget, tværtimod havde man hjemsendt den genindkaldte sikringsstyrke, ganske vist med udrustning og våben, men den var spredt for alle vinde, det ville tage tid at formere den igen, skulle det blive nødvendigt.
Dagen var den niende april, en solbeskinnet forårsdag i 1940, Danmark var blevet besat af Tyskland. Denne besættelse skulle komme til at vare frem til den femte maj 1945. I det herrens år 2021 er det 81 år siden, der flages stadig på halv stang denne dag.
Hvordan kunne det ske, hvad var det, der havde ført frem til denne begivenhed, hvad havde Danmark gjort for at blive behandlet på denne måde?
Tyskland gen opruster i strid med Versailles traktaten
Historien omkring niende april 1940 starter ved krigsudbruddet den tredje september 1939. Forud for dette havde Adolf Hitler erklæret, at Versailles traktaten ikke mere gjaldt. Han havde lovet, forud for sit valg til rigskansler, at han ville afskaffe denne, for Tyskland nedværdigende traktat, som var blevet trukket ned over hovedet på det tyske folk. Han lovede, at Saarlandet ville blive ‘befriet’ for de franske besættelsestropper, og at Tyskland have brug for ‘lebensraum’ mod øst.
Hitler holdt sine løfter og mere til. Efter afskaffelsen af Versailles traktaten genindførte han værnepligt og oprettelsen af en hær større en de 100.000 mand, som traktaten ellers foreskrev, ligeledes oprettede han et flyvevåben ‘Luftwaffe’ som Herman Göring blev chef for. Tyske værfter begyndte at bygge ubåde, som også havde været forbudt ifølge traktaten.
Længe inden Hitler kom til magten, var Tyskland begyndt at opruste, de såkaldte lommeslagskibe, Deutschland, Admiral Graf Spee, og Admiral Scheer, var alle planlagt og konstrueret under Weimar republikken, Deutschland blev f.eks søsat femte februar 1929, Scheer første april 1933, og Graf Spee den 30 juni 1934. tonnagemæssig var de en væsentlig overskridelse af, hvad der var tyskerne tilladt, de måtte kun erstatte men ikke overskride tonnagen (standard deplacementet).
Briterne, som allerede i 1919 havde haft sine betænkeligheder ved den måde Versailles traktaten var blevet udformet og præsenteret for tyskerne på, accepterede det hele ud fra en loyalitet over for franskmændene. Briterne havde gennem mange hundrede år været knyttet til Tyskland, og endnu længere haft Frankrig som fjende.
Årsagen til det pludselige ‘venskab’ var Belgien. England havde garanteret Belgiens uafhængighed og neutralitet, ikke med henblik på Tyskland, men mod Frankrig. Det var den tyske hærs overfald på Belgien i 1914 der udløste ‘venskabet’, men dog ikke videre end, at det britiske ekspeditionskorps blev adskilt fra de franske styrker, briterne skulle forsvare den Belgisk/Franske grænse.
Den tyske hær samarbejdede med den røde hær (Rapallotraktaten 16 april 1922) ved, at man holdt fælles øvelser på Russisk territorium, øvelserne foregik godt nok med attrap kampvogne, men de nye taktikker blev prøvet af under disse øvelser. På den måde fik russerne et godt indblik i hvordan den næste krig ville udspille sig. At det ikke nyttede meget for den røde hær skyldes udelukkende Stalin, der udrensede næsten hele den røde hærs top, en katastrofal amputation af hæren. Tyskernes udkomme af disse fælles øvelser var ret begrænset.
Overfaldet på Polen
Ved tyskernes overfald på Polen den første september 1939, i samarbejde med den røde hær, efter en hemmelig protokol mellem Tyskland og Sovjetunionen (USSR). Erklærede Frankrig og Storbritannien Tyskland krig. Begge havde de lovet Polen hjælp i tilfælde af en tredje magts angreb. Så sent som den 25 august 1939 havde den britiske regering gentaget sit løfte om hjælp, en uge før krigsudbruddet. Hverken England eller Frankrig havde en jordisk chance for at komme Polen til undsætning. Men nu stod næsten hele den tyske værnemagt i polen.
I februar 1940 udlægger den engelske flåde miner i de indre norske farvande, i et forsøg på at stoppe de tyske jernmalm skibstransporter, der helt lovligt anvendte norsk farvand, de var civile skibe, og Norge var ikke i krig med Tyskland. Situationen forværredes af, at englænderne sendte destroyeren HMS Cossack ind i Jøssingfjord, hvor et tysk statsskib M/S Altmark var opankret. Altmark havde været støtteskib for Admiral Graf Spee i sydatlanten under dennes kapertogt der. Graf Spee havde sænket en del engelske handelsskibe, taget deres officerer som krigsfanger og anbragt dem ombord på Altmark.
Nu lå hun i Norsk territorialfarvand, da Cossack dukkede op på horisonten, et lille søslag opstod, fire tyske søfolk blev dræbt og Altmark beskadiget, hun måtte sættes på grund. De engelske søfolk blev befriet og sejlet hjem i triumf. Men, der var et men, begge handlinger var dybt ulovlige, Norge protesterede svagt, men hos Oberkommando der Wehrmacht (OKW) fik man grå hår i hovedet.
Problemet der opstod var, at England gennem sin handling groft havde tilsidesat et lands neutralitet. Det gav problemer hos OKW, problemet blev ikke mindre af, at hvis England tilsidesatte neutralitets bestemmelserne når og hvis det passede dem, hvad kunne de så ikke finde på andre steder, for eksempel Holland? Holland var også neutral, men det ville være et udmærket brohoved for et angreb på Tyskland, medens dets hær stod i Polen, der skulle prioriteres, jernmalm mod en risiko for et angreb gennem Holland.
I dag ved hvad udfaldet blev, de krigs vigtige jernmalm transporter fra Narvik og Tromsø blev prioriteret højest. Et angreb på Norge blev planlagt og fik kodenavnet Operation Weserübung. Der var bare en hage ved det hele, det Luftwaffe som Göring havde opbygget var et taktisk luftvåben, hvis opgave det var, at bane vejen for den tyske hærs fremmarch, det indebar, at det bestod af kortdistance fly, og der var langt til Norge, Luftwaffe’s fly kunne ganske enkelt ikke klare distancen både frem og tilbage uden en mellemlanding for at tanke op.
Danmark bliver en del af krigsspillet om Norge
OKW’s øjne faldet desværre på Aalborg lufthavn. Der blev sendt følere frem til den danske regering om man eventuelt kunne anvende Aalborg som mellem landingsplads. Statsminister Thorvald Stauning var i 1940 en fysisk svækket mand, hans udenrigsminister, den radikale Peter Munch, der var en rigtig radikal politiker der ikke var tilhænger af militær, og hvis holdning var at Danmark så vidt muligt skulle holde sig ude af stormagternes indbyrdes konflikter, stod nu med den varme kartoffel. Han må have vidst, at et afslag ville kunne føre til, at Tyskland med magt ville gennemtrumfe sit ønske, Danmark ville komme i krig med verdens mægtigste militærmagt, det har ikke huet ham. Dette latterlige lille land kunne ikke stå i vejen for Hitlers gyldne planer.
Så meget mere er P. Munch’s afgørelse af sagen forunderlig. Danmark ved, sin statsminister og udenrigsminister siger klart NEJ til tyskernes ønsker. Det blev Danmarks skæbnetime. Dette klare NEJ førte til, at Danmark på denne pæne dag, den niende april 1940 blev besat af den tyske værnemagt. Egentlig havde tyskerne overvejet kun at besætte Jylland, men på de overlevende papirer er ordet ‘Jutland’ overstreget og erstattet med ordet ‘alles’.
Vi kan så se dette klare NEJ som en hilsen og støtte til Norge, blod var, trods alt tykkere end vand. Men ikke nok med det, det skæbnesvangre NEJ beseglede også Danmarks skæbne fem år frem. For første gang siden svenskekrigene, blev Danmark besat af en fremmed magt.
Danmark under besættelsen
Tyskerne vælger at lade Danmark regere sig selv gennem hele besættelsen. Danmark forbliver et selvstændig uafhængigt land i hele perioden. I teori er Danmark ikke besat, men taget i forvaring af den tyske værnemagt, da man ikke anser, at Danmark vil være i stand til at håndhæve sin neutralitet, på en for Tyskland passende måde.
Al kommunikation mellem Tyskland og Danmark sker gennem de to landes respektive udenrigsministeriet. Danmark fik kun en rigsbefuldmægtigede, nemlig Dr, Werner Best, og før ham Cecil von Renthe-Fink (Hans fulde navn var Cecil Karl-August Timon Ernst Anton von Renthe-Fink), andre lande, her i blandt Norge får en rigskommissær Josef Terboven. I Holland varr det Seyss Inquart der varr rigskommissær.
Den danske konge, Christian X forblev i Danmark, der var en del nervøsitet omkring dronning Alexandrine, som var tysk fra Mecklenburg-Schwerin, ville hun blive en belastning under besættelsen? Det viste sig ikke at være tilfældet, hun forblev loyal over for Danmark frem til sin død den 26 december 1952.
Det danske militær forblev intakt frem til 29 august 1943, hvor regeringen, alias politikerne trådte et skridt baglæns og departementscheferne et skridt fremad. Tyskernes fremturen var, i forhold til alle de andre besatte lande, meget afdæmpet, man ville for enhver pris undgå at støde danskerne, der dag ud og dag ind pligtskyldigst gik på arbejde, et arbejde der gavnede tyskerne, helt frem til femte maj 1945.
Den fjerde maj om aftenen, medens danskerne lyttede til BBC, kom meddelelsen: ”Det meddeles i dette øjeblik, fra Montgomerys hovedkvarter, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland OG Danmark har overgivet sig.” meddelelsen blev for en klarheds skyld gentaget. Det var ikke nødvendigt, den gik rent ind hos alle danskere i første forsøg. Kapitulationen blev effektiv fra kl 0800 dobbelt engelsk sommertid den femte maj 1945.
Danmark var atter frit.
Friheden genvundet
Danmark var frit igen, tilbage står myten om at den danske modstandsbevægelse havde befriet Danmark. Det er ingenlunde korrekt. Tværtimod blev de danske frihedskæmpere kørt ud på et sidespor af tyskerne. Generaladmiral Hans-Georg von Friedeburg havde kun mandat til at kapitulere over for en regulær hær. Denne regulære hær var den ottende arme under general Montgomery. Ved mødet med Montgomery blev der, fra Engelsk side, stillet krav om, at både Holland og Danmark skulle indgå i en tysk kapitulation. Den tyske værnemagt måtte under ingen omstændigheder overgive sig til de civile modstandsbevægelser, hverken i Holland eller Danmark. Antageligvis for at undgå repressalier mod værnemagtens enkeltpersoner eller grupper, hvilket man fra tysk side frygtede.
Det medførte at alle tyske enheder i f.eks. Danmark blev trukket tilbage til deres kaserner, for der, at afvente englændernes ankomst, hvor den officielle overgivelse kunne finde sted. I Odense forelagde den tyske kommandant sin residens, fra rådhuset til Odense kaserne på Sønder Boulevard.
Generaladmiral Hans-Georg von Friedeburg begik selvmord den 23 maj 1945 i Flensburg. Han var den sidste øverstkommanderende over den tyske kriegsmarine. von Friedeburg havde en jødisk bedstemoder, der blev gentagende gange rettet anklager mod ham på grund af denne hans jødiske baggrund, når intet skete skyldes det, at han for det første var en overbevist nazist, men i særdeleshed, at han var beskyttet af Heinrich Himmler. Denne tyske dobbelt moral betød, at adskillige højtstående officerer, der var jøder, eller havde som von Friedeburg jødisk baggrund, eller var gift med jødiske kvinder, gik fri af den generelle jødeudryddelse, de var alle fredet i klasse A.
Von Friedeburg var kun en af de mange tyskere på alle sociale niveauer, der i tiden omkring afslutningen af anden verdenskrig begik selvmord. En udførlig beretning herom kan læses i bogen ”Lov mig, at du skyder dig selv”. Det er en barsk beretning, der kræver gode nerver, men den er samtidig også en nødvendig bog til forståelsen af de forhold der herskede i Tyskland før, under og efter Hitler.
Modstandsbevægelsens roller
Den danske modstandsbevægelse var delt i to grupper, en national orienteret der i hovedsagen var styret af militæret, og en ikke nationalt orienteret BOPA (borgerlige partisaner), hvis hovedformål var, at Danmark blot skulle skifte det ene totalitære regime ud med et andet nemlig stalinismen/kommunismen. BOPA var så afgjort den mest aggressive part, den stod for nogle af de mest spektakulære sabotager, som f.eks. sprængningen af Industri Syndikatet, bedre kendt som riffelsyndikatet, der fremstillede det berømte Madsen rekylgevær og andre våbentyper, som tyskerne gjorde flittigt brug af.
Man kan måske groft sige at Danmark, i de fem besættelsesår, oplevede en tre fronts borgerkrig, mellem BOPA på den ene side, den del af modstandsbevægelsen styret af hæren, på den anden side, og de danskere der havde taget tjeneste i Waffen SS eller på anden måde arbejdede for tyskerne, på den tredje side.
Fra november måned 1942 svævede Dr. Werner Best over disse oprørte vande. Han forsøgte at dæmpe gemytterne, for øvrigt til stor ærgrelse for Berlin, der helst så en mere hårdhændet optræden fra Best’ side i forbindelse med bekæmpelsen af modstandsbevægelsen. Men når alt kommer til alt, var de ydelser som Danmark kunne levere til Tyskland vigtigere, roen på arbejdsmarkedet havde første prioritet.
Epilog
Danmark som nation slap meget let gennem anden verdenskrig, det afspejledes i Marshall hjælpen, Danmark fik sølle ca. 305 millioner dollars. Hjælpen indebar, at pengene blev brugt til indkøb i USA, eller hos firmaer der modtog Marshall Hjælp. De indkøbte varer fra USA skulle, for en dels vedkommende, transporteres på amerikanske skibe, resten på det pågældende lands fartøjer, den almindelige regel var 50/50, men for Danmarks vedkommende blev det 55/45, de 45% var Danmarks andel.