DR2: Kvinde fik 24 års fængsel for at tage islamisk tørklæde af – men de modige kvinder mærker ingen solidaritet fra venstrefløjen eller islamister

Iranske kvinder gør oprør mod det islamiske tørklæde: Facebook

Den 22.9. sendte DR2 “Tørklæderevolutionen” så sent om aftenen, at næppe ret mange i målgruppen så udsendelsen.

 

Måske har DR2 slet ikke tænkt, at udsendelsen havde en målgruppe, nemlig de indhyllede muslimske kvinder og de muslimske mørkemænd samt de holdnings- og historieløse politikere, der er ude af stand til at se den islamisering af landet, de næsten ikke kan undgå at snuble over.

 

Tror venstrefløjen virkelig, at den kvindelige islamiske mode anno 700-tallet intet har med islam at gøre? Og at det omsiggribende islamiske look bare er en yndig mode, eller at vi ”må klæde os, som vi vil”?

 

Selv efter at niqab-forbuddet trådte i kraft, er det stadig muligt for fundamentalisterne at iføre sig telte eller lange, løst siddende frakker, så man ikke er i tvivl om, at her kommer et medlem af ummaen spankulerende.

 

Disse umma-kvinder, iført tørklæder med indbygget halstørklæde, er blevet en fast bestanddel i det offentlige rum. Selv børn kan ikke slippe fri. De vil det nemlig selv, hævdede en muslimsk far over for mig!

 

Da danskernes protester over islamiseringen udbredelse i vores land nåede bag Borgens mure, skyndte politikerne sig (med meget få undtagelser) at udnævne kludene til en race. Og dermed kunne de protesterende blive udråbt til racister, hvis de gerne ville være fri for dette fremmedartede, udanske syn, hver gang de går uden for deres egen gadedør eller er nødsaget til at henvende sig til en kommunal eller statslig arbejdsplads.

 

Med politikernes støtte tog islamisterne hurtigt klud-er-lig-med-race til sig. Så islamisterne og især – men ikke udelukkende – venstrefløjen gjorde fælles front mod danskerne og slog om sig med racismebeskyldninger mod befolkningen.

 

Imens er der kvinder, der med livet som indsats kæmper for at slippe for disse kvindefjendtlige og kvindenedbrydende klude. Dem er der ingen, der er solidariske med, hverken islamisterne eller de fleste politikere.

 

Tørklæderevolutionen

Udsendelsens hovedperson, Masih Alinejad præsenteres i forordet som en iransk journalist og aktivist. Hun er fortaler for kvinders rettigheder, og fra sit eksil i USA har hun startet en af Irans største borgerrettighedsbevægelser på de sociale medier, der gør oprør mod tvungen hijab. Men det iranske regime strammer grebet for at genvinde kontrollen, og Masihs mod bliver testet til det yderste, da vold og undertrykkelse truer hendes egne familiemedlemmer.

 

Det er meget svært at forstå den manglende solidaritet i (endnu) frie lande med de modige kvinder, der uanset konsekvenserne kæmper i islamistiske og kvindefjendtlige lande for at smide de klude, de er påtvunget (bl.a. i Iran og i Saudi Arabien) eller kampen for at få lov til at køre bil (i Saudi Arabien).

 

Det er forfærdelige konsekvenser, de modige kvinder i udsendelsen bliver udsat for i shariadiktaturet Iran, herunder livsødelæggende lange straffe.

 

F.eks. blev en ung kvinde idømt 24 års fængsel for offentligt at smide kluden. Hendes mor, der støttede datteren, fik 4 1/2 års fængsel. Kan moralpolitiet ikke få fat i de kvinder, der har forbrudt sig mod det fanatiske sharia-regime, bliver familiemedlemmer, der støtter kvinderne, fængslet i stedet.

 

Masihs bror blev idømt 8 års fængsel for at støtte sin søster.

 

Hendes mor vil slet ikke tale med hende. Telefonerne aflyttes, så dissidenters familiemedlemmer kan fængsles, hvis de ikke forstøder deres egne børn.

 

Det mest feministiske land i verden, Sverige, som overvejende styres af kvinder, fik et par velvalgte bemærkninger fra Masih. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun omtaler den foragtelige svenske delegation, anført af

handelsminister Ann Linde, der i 2017 troppede op foran mullaherne hyllet ind i islamiske klude – af respekt for de kvindeundertrykkende klude forstås. Masih  giver ikke en døjt for disse kvinders ”respekt”.

 

En iransk bekendt fortalte mig, at når hun besøgte sin mor i Iran, vidste hun aldrig, om hun skulle bære chador eller kunne nøjes med et tørklæde (hijab), der nogle gange skulle sidde stramt om hovedet, andre gange mere løst. Reglerne blev lavet om hele tiden, uden at man fik det at vide. Kun moralpolitiets vilkårlige reaktion på kvindernes (manglende) tilhylning, fortalte hende, hvad der var gældende lige nu.

 

En chador er et omfangsrigt telt, der trækkes op over hovedet, så ikke et hårstrå titter frem, og holdes samlet af enten tænderne eller en nål. Ansigtet er ikke tildækket, som tilfældet er det med en burka.

 

Burka og niqab

Den 1. august 2018 fik Danmark omsider et længe ventet burkaforbud – og samtidig en ny eufemisme: tildækningsforbuddet. Et sådant forbud havde vi ganske vist haft i flere år, men et eller andet skulle det nye forbud jo hedde og helst ikke noget, der fik muslimer til at tro, at det havde noget med dem eller islam at gøre.

 

Venstrefløjskvinderne, som ikke ville drømme om selv at iføre sig sådan en apartheidbeklædning, demonstrerede for at deres medsøstre fortsat skulle kunne holdes uden for fællesskabet. Ja, en politikvinde blæste endog på loven og gav en niqabi en gevaldig krammer. Politiledelsen kaldte det ”medmenneskelighed”. En sådan medmenneskelig krammer kunne danskere, der næsten dagligt udsættes for overfald, også trænge til.

 

Den aldrig fraværende tudehistorie

Også i Danmark er der muslimske kvinder, der fængsles. Det kunne vi se den 23.9. i en genudsendelse fra 2019 ”Sarahs niqab fængsel. Ramt af burkaforbuddet”.

 

Fængslet er ganske vist selvvalgt, og med dette valg udelukker de sig fra samfundet, fra at få en uddannelse og et arbejde. Det var, hvad Sarah kom ud for, da hun bestemte sig for aldrig at smide sin niqab påklædning.

 

Sarahs mand har det svært. Da hans kone er i sit selvvalgte fængsel, er han nødt til at aflevere og hente parrets børn i børneinstitutionen og aflevere og hente dem fra fritidsinteresser. Og efter en lang dags arbejde (?) er han nødt til at købe ind. Er han mon feminist?

 

Eller er han en islamist, som det passer særdeles godt, at han har fuldt kontrol over, hvor hans kone opholder sig. Ligesom i hjemlandet skal hun ikke bevæge sig uden for lejligheden. Hvis det er sådan, parret har indrettet sig, kommer det jo ikke os andre ved, men spørgsmålet er, om de også udelukkes fra skatteydernes økonomiske bistand til opretholdelse af et selvvalgt apartheid?

 

Ind imellem giver Sarah sig selv udgangstilladelse fra fængslet for at gå i moskeens kvindeafdeling. Så hun får da lidt spænding i tilværelsen, da det er lidt sindsoprivende at måtte snige sig langs med murene for ikke at blive anmeldt og få en bøde for at bryde loven.

 

Solidaritet med deres ”søstre” (som de kalder alle muslimske kvinder), der kæmper for kvinders rettigheder med livet som indsats, er der ikke noget af.

 

Frankrig som foregangsland

I Danmark har flere politiske kvindelige ledere sagt, at de ikke ”bryder sig om tørklædet”, her sidst Inger Støjberg, men så sker der ikke mere.

 

End ikke børnene, hvis pigeliv begrænses, og at grundlaget for et dårligere helbred bliver lagt, går politikerne særligt højt op i. Det er jo ikke deres børn, der rammes af diverse sygdomme, især diabetes.

 

Islamisterne vil blæse på, hvad politikere bryder sig om eller ikke bryder sig om. For de ved godt, at politikerne nødigt blander sig i deres middelalderlige skikke.

 

Anderledes ser det ud i Frankrig, hvor man er man gået langt mere radikalt til værks. Hijab er forbudt for skolebørn. Der var naturligvis en masse ballade, da forbuddet trådte i kraft, men på trods af venstrefløjen i Frankrig, som også dér støtter islamiseringen, holdt regeringen fast i forbuddet.

 

Da Danmark ikke ”går enegang”, kunne vi måske følge i Frankrigs fodspor og forbyde børn at blive hyllet ind. Senere må vi så have fjernet tilhylningen på alle offentligt ansatte.

 

Rejser de så hjem? De, der har truet med det, har desværre aldrig gjort alvor af truslerne. Men hvis, vil der blive grædt tørre tårer herfra.

 

Læs om iranske fængsler i Marina Nemat: Fængslet i Teheran. Shirin Ebadi: Iranske Erindringer. En kvindes kamp. Azar Nafisi: Reading Lolita in Tehran.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…